Kasper Støvring: Ukrainekrigen er endnu et bevis på, at Fukuyama tog fejl

Til støtte for imperialismesynspunktet plejer man at henvise til en lille håndfuld taler af Putin siden sommeren 2021, hvor Putin ganske rigtigt begræder tabet af et russisk imperium, dog uden at sige, at han vil genrejse imperiet, eller hvordan han vil gøre det uden at have de militære kapabiliteter til det.

I samme periode har Putin i øvrigt kritiseret Nato i mere end 80 taler og andre officielle erklæringer. 

Kunsten at forhandle med djævle

Man kan og bør ikke forhandle med Rusland. Man kan nemlig ikke stole på russerne. Men man kan aldrig stole på andre staters intentioner, derfor afhænger diplomatiet af en delikat magtbalance, så ingen parter har interesse i at bryde aftalerne. Uden magt ingen ret.

Vesten har i 30 år været så stærke, at vi ikke har haft behov for at kultivere diplomatiet som den statsmandskunst, den er

Kasper Støvring
Ph.d. og forfatter

Vesten har i 30 år været så stærke, at vi ikke har haft behov for at kultivere diplomatiet som den statsmandskunst, den er.

Man bør heller ikke forhandle, lyder synspunktet yderligere, for det er "appeasement". Putin er en ny Hitler, og Scholz er en ny Chamberlain. Men der er atomvåben til forskel på 1938 og 2022, og derfor kan ledere, der har ansvaret for millioner af menneskers liv, ikke opføre sig som skrivebordskrigere, men må tage hensyn til Putins røde linjer. Men gør man det, er man offer for Putins "atomafpresning". Putin er nemlig så rationel, at han aldrig vil anvende atomvåben; at samme mennesker rutinemæssigt kalder Putin irrationel, synes ikke at afficere dem.

Selvfølgelig kan og bør man forhandle med djævle, så længe de har forstand og interesse i at overleve.

Under koldkrigen søgte Vesten afspænding med Sovjet og forhandlede om våbenspredning og nedrustning, ligesom Vesten trådte varsomt vis-a-vis Sovjet under blokaden af Berlin mellem 1948-1949, under Koreakrigen i 1953 og under opstandene i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968. 

Storrusland

Ukraine vil smide Rusland helt ud af Ukraine, inklusive Krim. Hvis man er skeptisk, stemples man som "defaitist". Men det er ønsketænkning, og allerede nu lyder der andre toner fra Washington.  

Nu synes målet snarere at være status quo ante bellum, at genetablere grænserne som de lå for et år siden. I mellemtiden er Ukraine blevet totalt ødelagt, og parterne burde derfor have arbejdet hårdere på en forhandlet løsning før krigen. Rusland er nemlig for svag til at gøre Ukraine til en del af et imperialt Storrusland, men stærk nok til at ødelægge landet. 

Global magtkamp

Ukrainekrigen er en global kamp mellem det gode og det onde. Krigen er derfor eksistentiel, for den står mellem humanisme og nihilisme, og angår demokratiernes overlevelseskamp mod autokratierne. 

Rusland er for svag til at gøre Ukraine til en del af et imperialt Storrusland, men stærk nok til at ødelægge landet

Kasper Støvring
Ph.d. og forfatter

Derfor må Rusland påtvinges et nederlag, der fratager landet sin status som stormagt, der ikke er i stand til at invadere et andet land igen. Sker det ikke, vil Rusland erobre nye områder, endda Nato-lande, og andre autokratier vil gøre det samme. 

Men for det første har Rusland besvær med at snuppe selv en lille del af Ukraine, og ligesom verdens stærkeste magt, USA, ikke kunne besejre tilbagestående stammekrigere i Afghanistan, vil Rusland sikkert også tabe i en langsigtet konfrontation med de nationalistisk vakte ukrainere.

Rusland bliver ikke styrket, men svækket af at hoppe ned i det ukrainske kviksand, som jeg sagde før krigen.

For det andet ligger vores sikkerhed i Nato, og hvad der end sker i Ukraine, er det derfor ikke af vital interesse for os. Det er Ukraine derimod for Rusland. Det viser kendsgerningerne også: Vi sætter ikke soldater på landjorden.

For det tredje lærer stater sjældent af egne og andres nederlag. Rusland havde hverken lært af Sovjetunionens eller USA's nederlag i Afghanistan. Skulle Rusland blive totalt besejret, vil et ydmyget, revanchistisk og hævngerrigt Rusland lede til andre alvorlige problemer, og desuden kan stater vælge at tage chancer, selv om de måske endda anser et nederlag for sandsynlig. Et historisk fortilfælde er Japans angreb på USA under Anden Verdenskrig. 

Selvfølgelig kan og bør man forhandle med djævle, så længe de har forstand og interesse i at overleve

Kasper Støvring
Ph.d. og forfatter

For det fjerde må Vesten også alliere sig med autokratier for opnå større mål, for eksempel at inddæmme Kina, og det kan være fornuftigt at støtte autokratier og hjælpe dem til at blive demokratier. At erklære, at demokratierne befinder sig i en global kamp mod autokratierne, er kontraproduktivt.

For det femte skal man være varsom med at gøre storpolitik til moral, ikke kun fordi vi alle er syndere, men fordi moralske absolutter ikke kan forhandles. Det er jo også vores modstandere, der ofte ser sig moralsk berettigede til at gøre det, de gør. Som Kissinger har sagt: Det er ikke menneskers ondskab, men deres selvretfærdighed, man skal frygte.

Krige opstår desuden sjældent af ondskab, men fordi stater frygter hinanden og er fanget i sikkerhedsdilemmaet. Det, der for den ene part er et forsøg på at sikre sig, bliver af den anden part udlagt som en aggression, man føler sig tvunget til at reagere på. Og så har vi tragedien.  

Historien vil aldrig slutte

Historien er slut, der er intet alternativ til det liberale demokrati. Ak, ja, endnu en gang skal vi høre dette af Fukuyama og hans danske følgere. Men to tredjedele af verdens befolkning er enten neutral eller hælder til fordel for Rusland, herunder mange demokratier.

Kun få lande uden for Vesten støtter sanktionerne, og kun få vestlige lande leverer våben af betydning til Ukraine. Demokratiet har desuden været i tilbagegang på globalt plan i de seneste mange år.  

Det ultimative argument er imidlertid realismens indsigt, at det internationale system er anarkisk; der kan ikke etableres en verdensstat, der er i stand til at opretholde en liberal orden. Historien vil derfor aldrig slutte. Der findes intet alternativ til magtbalancepolitik.