Uddrag af bogaktuel historikers værk om Rusland: "Putin har aldrig været bange for at slås"

Følgende er et bearbejdet uddrag af Vibe Termansens 'I skyggen af Rusland – en historie om imperier og interessesfærer', der udkommer på Gads forlag den 24. februar.

Dresden, 5. december 1989. Aften. Den tilsyneladende ydmyge oberstløjtnant Vladimir Putin har vagten på KGB’s tilsyneladende ydmyge forlægning i den østtyske by Dresden.

Han er i alarmberedskab. Berlinmuren er faldet et par uger forinden, og fredelige protesterende har overbevist vagterne foran Stasis hovedkvarter om at lukke dem ind. Nu er en flok på vej ned ad gaden mod KGB’s bygning. Mod Putin.

Putin har ikke bare ansvaret for sig selv og sine kolleger. ”Vi havde dokumenter i vores bygning,” indrømmede han senere.

Putin ønsker væbnet bistand og ringer til Sovjets militære styrker i Dresden, men får besked på, at der ikke bliver sendt soldater, medmindre der er en eksplicit tilladelse fra Moskva. Og ”Moskva er stille,” tilføjer manden i den anden ende af telefonforbindelsen.

Putin er ikke vant til at få hjælp. Putin har aldrig været bange for at slås. Putin beslutter selv at handle. Han går roligt ned mod den lille forsamling ved porten. Først siger han ikke noget. Stirrer bare. Da det ikke er nok, følger en kort samtale på flydende tysk, i hvilken Putin informerer de protesterende om, at går de ind ad porten, vil de blive skudt.

Demonstranterne vender om og går tilbage mod Stasihovedkvarteret. Også Putin vender om på hælen, og går tilbage til KGB-bygningen.

I de kommende år ringede sætningen ”Moskva er stille” ifølge ham selv for hans indre øre. Hans land burde have forsvaret sig, ligesom han forsvarede sin stilling, KGB-bygningen i Dresden. ”Vi ville have undgået en masse problemer, hvis ikke Sovjet så hastigt havde trukket sig tilbage fra Østeuropa.”

Han udviklede en fast overbevisning om at undgå, hvad han kaldte en magtlammelse. Eller som han selv ytrede, det år han blev Ruslands præsident: ”Kun én ting virker under sådanne omstændigheder – at være offensiv. Du må slå først, og slå så hårdt, at din modstander ikke kan komme på fødderne.”

Selvsamme Vladimir Putin sagde i en tv-tale til det russiske folk, kort før han invaderede nabostaten Ukraine den 24. februar 2022:

”Jeg har kun nævnt de mest oplagte, men langtfra de eneste, tilsidesættelser af folkeretten. Det gælder også løftet om ikke at udvide Nato mod øst med en eneste tomme. Jeg gentager: De snød os. Eller rettere sagt: De har udnyttet os.”

Kunstpause. Dybt suk.

Ifølge 2022-Putin er det naturligvis Rusland, der er blevet snydt og udnyttet, og Vesten, der har tilsidesat folkeretten.

2004-Putin mente noget andet. Lige efter den store Natoudvidelse sagde Putin til Natos daværende generalsekretær:

”Hr. generalsekretær, De kender vores holdning til problemet med Natoudvidelse, vores position er velkendt og den forbliver uforandret.”

Eller kort sagt: Øv. Rusland bryder sig ikke om, at Nato bliver udvidet.

Men så fortsatte han:

”Ethvert land har ret til at vælge den mulighed, det anser for den mest effektive for at sikre sin egen sikkerhed.”

Han anerkendte altså de juridisk bindende aftaler, Rusland og Sovjet har skrevet under på, også selvom han ikke brød sig om dem.

Så hvad er der sket i mellemtiden? Hvorfor er 2004-Putin så uenig med 2022-Putin?

Historien har ændret sig. Som den gamle russiske talemåde siger: ”Rusland er et land med en bestemt fremtid. Det er kun landets fortid, der er uforudsigelig.”

George Orwell var også inde på det i den dystopiske roman 1984: ”Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden. Den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.”

Det hedder politisk historiebrug eller erindringspolitik, og det er pivfarligt. Putin, der er uddannet jurist og har haft en lang karriere i KGB, før han blev autokratisk politiker, har i en stribe essays, hvor han alligevel giver den som historiker, blandt andet hævdet, at Anden Verdenskrig i virkeligheden er Polens egen skyld (!) og at Ukraine slet ikke er en nation (!).

Hvad det med Ukraine skulle bruges til, så vi fra den 24. februar 2022. Hvad det med Polen skal bruges til, har vi endnu til gode at se. Men det er ikke så mærkeligt, at polakkerne, balterne, og de andre suveræne stater i regionen, med Viktor Orbáns Ungarn som bemærkelsesværdig undtagelse, er bekymrede. Og glade for deres Natomedlemskab.