Lykke Friis: Putins krig har iværksat tektoniske forandringer af europakortet

"Intet vil være, som det var før." Det var kansler Olaf Scholz' ord, da han få dage efter Vladimir Putins invasion holdt sin historiske 'Zeitenwende'-tale i Forbundsdagen. Egentlig kunne skepsissen godt have meldt sig blandt tilhørerne. For var det ikke lignende toner, der lød under pandemien?

Et år efter invasionen er enhver tvivl lagt i graven. 24. februar 2022 er en dato, der helt ligesom 9. november 1989 vendte op og ned på Europa – blot med omvendt fortegn.

Putins forsøg på at slette Ukraine fra landkortet var i sig selv skelsættende, men forandringerne er faktisk langt mere fundamentale.

Invasionen bevirkede nemlig, at vi fik øjnene op for de mange forandringer, som allerede var i gang, men som vi først nu satte ind i en ny kontekst – lige fra Putins annektering af Krim, over et selvsikkert Kina, til et USA, der har blikket stift rettet mod Asien. Alt dette betyder, at "de gode gamle dage" ikke vender tilbage – selv når krigen er slut.

Europæiske begrænsninger

Siden 24. februar har EU kastet sig ud i stribevis af tiltag, som før forekom helt utænkelige. Hvem havde for eksempel set det komme, at EU ville blive enige om en fælles uafhængighedserklæring af russisk energi?

For slet ikke at tale om, at EU refunderer medlemsstaters indkøb af våben til Ukraine?

Når alt det er sagt, har krigens første år også udstillet EU's begrænsninger. Uden USA havde det ikke være muligt for Europa at assistere Ukraine med at holde Rusland stangen.

Spritnye opgørelser fra instituttet i Kiel viser med al tydelighed, at USA's hjælp til Ukraine overgår Europas. Reelt har Europa kun lige kradset i overfladen, når det gælder om at finde mere langsigtede svar på omvæltningerne.

Forude venter blandt andet vanskelige diskussioner om fælles investeringer i Europas forsvar, en ny industripolitik og EU’s fremadrettede forhold til Rusland.

Men igen går det længere end det.

Nyt Europa

24. februar 2022 har nemlig også allerede udløst i et nyt europakort. Før Putins invasion var det de færreste, der overhovedet kunne forestille sig, at EU stod over for en ny stor udvidelsesrunde.

Krigens første år har udstillet EU's begrænsninger

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

Ja, Danmark blokerede faktisk med Frankrig og Holland for, at Albanien og Nordmakedonien kunne blive inviteret ind i forhandlingslokalet. Et ukrainsk EU-medlemskab forekom fuldstændigt utænkeligt.

Når alt kom til alt, havde det europæiske fælleskab jo hele tre gange vendt tommelfingeren nedad – 1991 efter uafhængigheden, 2005 efter den orange revolution og 2014 efter annekteringen af Krim.

I Danmark brugte vi for eksempel i 2014 langt mere tid på at diskutere velfærdsturisme og børnepenge til østeuropæere end på, hvordan Europa kunne hjælpe Ukraine. Kort sagt: Vi forholdt os kun til Ukraine som et grænseland eller en bufferzone, men ikke som et potentielt medlemsland.

Med beslutningen i juni om at ophøje Ukraine og Moldova til EU-kandidatlande, er situationen en fundamentalt anden. Nu er meldingen, at Ukraine er en del af os, og dermed er det kun et spørgsmål om tid, hvornår landet kan blive medlem.