Kenneth Thue: De gamle partiers langsomme død

KLUMME: Engang kunne Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale opsamle alle stemmer. Nu får de fire partier kun halvdelen. Kenneth Thue ser på, hvorfor de gamle partier lider.  

Set over valgene de seneste 100 år er tendensen klar: De gamle partier får færre og færre stemmer.

Ved folketingsvalget i 1913 fik Venstre, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti 100 procent af stemmerne.

Ved folketingsvalget i 2015 fik de samme fire partier 54 procent af stemmerne, hvilket er den laveste tilslutning nogensinde. Hvorfor falder tilslutningen til de gamle partier? Og hvorfor er nye politiske partier ikke længere noget særsyn? De spørgsmål tager vi fat på i denne klumme.

Samfundets modsætninger
For at forstå, hvorfor vores partisystem overhovedet ser ud, som det gør, skal vi omkring et hovedværk inden for vælgeradfærdsteorien. I 1967 skrev Seymour Martin Lipset og Stein Rokkan værket Party Systems and Voter Alignments.

Lipset og Rokkan analyserede modsætningerne i samfundene, da partisystemerne i de vestlige lande blev grundlagt i begyndelsen af 1920’erne. Noget af det mest interessante, de fandt ud af, var, at de konfliktmønstre, der fandtes i de vestlige lande i 1960’erne, havde deres rod i modsætningerne fra 1920’ernes samfund.

Det fik Lipset og Rokkan til at tale om, at partisystemerne var frosset fast. Der var ikke plads til nye partier. De gamle partier indfangede simpelthen modsætningerne i samfundet. I figuren nedenfor illustreres det ved, at de fire gamle partier bevarede en meget høj andel af stemmerne helt indtil jordskredsvalget i 1973.

(Artiklen fortsætter under grafen) 

De fire skillelinjer
Lipset og Rokken introducerede begrebet cleavages (skillelinjer) til at forklare, hvorfor partisystemerne så ud, som de gjorde, og hvorfor det var så svært for nye partier at komme til. De talte om modsætningerne mellem henholdsvis center og periferi (det vil sige kulturcentre som i større byer set i forhold til oplandet) og mellem kirke og stat som noget, der opstod i kølvandet på de nationale revolutioner, hvor mange europæiske nationalstater blev født.

Ligeledes talte de om to modsætninger, der opstod som en konsekvens af den industrielle revolution. Her er tale om modsætningerne mellem arbejdsgiver og arbejdstager samt modsætningerne mellem land og by. Konfliktaksen mellem arbejdsgiver og arbejdstager kan eksempelvis bruges til at forstå fremkomsten af arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelsen samt De Konservative og Socialdemokratiet. Og modsætningen mellem land og by gav grobund for datidens stærke bondeparti, Venstre.

Dengang var der reelt ikke det store behov for flere partier. De fire gamle partier repræsenterede de væsentlige modsætninger i samfundet, og de fire partiprogrammer gjorde, at langt de fleste vælgere havde et godt sted at sætte deres kryds. Sådan var det langt op i 1960’erne både i Danmark og i Europa.

Den fede middelklasse
Hovedforklaringen på de markante forandringer, som vores partisystem har undergået de seneste 50 år, skal findes hos middelklassen. Den er vokset markant i størrelse. Den er kommet til penge. Og den har det generelt rigtigt godt. For middelklassen i særdeleshed gælder, at det, der var at kæmpe for engang, ikke er der mere.

Middelklassen har opnået økonomisk tryghed, og dens udfordringer er i dag af langt mindre materiel karakter, end de var tidligere. Middelklassens udfordringer har således ikke længere deres primære rod i de modsætninger, der eksisterede i 1920’erne, og som bidrog til udformningen af vores partisystem.

Og præcis dette er kimen til at forstå de gamle partiers tilbagegang.

Middelklassens fokus er skiftet fra at være af material karakter til nu i højere grad at være af postmateriel karakter. Den tendens har de gamle partier ikke været i stand til at indfange. Derfor er partisystemet tøet op.

Derfor ser vi løbende nye politiske partier. Og derfor må vi nøjes med at bruge Lipset og Rokkan til at forstå, hvorfor vores partisystem så ud, som det gjorde engang. I dag er fokus flyttet til andre forklaringsmodeller for at forstå vælgernes valghandlinger.    

Troløse vælgere
Volatiliteten - som beskriver, hvor mange vælgere som skifter parti fra valg til valg - er steget kraftigt i Europa over de seneste 50 år. I Danmark skifter omkring fire ud af ti vælgere parti fra valg til valg. Desuden identificerer vælgerne sig i mindre grad end tidligere med et bestemt politik parti. Dette fænomen ses både i Danmark og Europa.

Vælgerne er i dag langt mere troløse og shopper i langt højere grad end tidligere rundt mellem partierne, afhængigt af hvilke politiske issues (emner) vælgeren aktuelt er optaget af.  

Den stille revolution
Den amerikanske politolog Ronald Inglehart skrev i 1977 værket The Silent Revolution. Heri viser og forklarer han, hvilken rolle økonomi spiller for vælgerne. Pointen er ganske simpel: Hvis ikke du har penge, betyder økonomi en pokkers masse. Men når du har penge nok, er det andre politiske emner, der optager vælgerne.

Middelklassen i Danmark har i dag penge nok til, at de politisk fokuserer på andre emner end økonomi. De er eksempelvis optaget af spørgsmålet om flygtninge- og indvandrere, hvilket lagde fundamentet for, at Dansk Folkeparti blev dannet i 1995 og i dag udgør en velintegreret del af det danske partisystem.

De velbemidlede vælgere er også lejlighedsvis optaget af klima- og miljøspørgsmål. Det har givet flere gode valg til SF. Og nogle vælgere ønsker, at politik udformes og tænkes anderledes. Dette er formentlig en af grundene til, at Alternativet har set dagens lys.  

Det store projekt for middelklassen
Hovedudfordringen for de gamle partier er, at middelklassen ikke længere har noget betydningsfuldt, som de i fællesskab ønsker at slås for. Det medvirker til at fragmentere det politiske landskab. Og det er svært at se, hvilket mega-projekt der skulle kunne forene middelklassen.

Derfor er der heller ikke noget, der tyder på, at tendensen stopper. Ved valget i 2015 så vi det næststørste dyk nogensinde i andelen af stemmer til de fire gamle partier – kun overgået af jordskredsvalget i 1973.

En stor del af vælgerne har frigjort sig fra tanken om at tilhøre et bestemt parti. Deres stemme går i dag til det parti, som markerer sig tydeligt og med de rette holdninger på de politiske issues, vælgerne finder betydningsfulde nu og her. I næsten 60 år sad de fire gamle partier på over 80 procent af stemmerne. Der er intet, der tyder på, at de kommer til det igen.

 

Kenneth Thue Nielsen er ejer af analysevirksomheden methods.dk. Han er cand.scient.pol., ekspert i statistik og tidligere valgforsker. Han er medforfatter til en række bøger om valgforskning og har arbejdet for blandt andet LO, DR og Socialdemokraterne. Han skriver klummen ”Politik & statistik” på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Kenneth Thue: En lige højre til Venstre Kenneth Thue: En lige højre til Venstre Næste artikel Kenneth Thue: De unge kvinder ser rødt Kenneth Thue: De unge kvinder ser rødt
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.