Kenneth Thue: De gamle partiers langsomme død

KLUMME: Engang kunne Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale opsamle alle stemmer. Nu får de fire partier kun halvdelen. Kenneth Thue ser på, hvorfor de gamle partier lider.  

Set over valgene de seneste 100 år er tendensen klar: De gamle partier får færre og færre stemmer.

Ved folketingsvalget i 1913 fik Venstre, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti 100 procent af stemmerne.

Ved folketingsvalget i 2015 fik de samme fire partier 54 procent af stemmerne, hvilket er den laveste tilslutning nogensinde. Hvorfor falder tilslutningen til de gamle partier? Og hvorfor er nye politiske partier ikke længere noget særsyn? De spørgsmål tager vi fat på i denne klumme.

Samfundets modsætninger
For at forstå, hvorfor vores partisystem overhovedet ser ud, som det gør, skal vi omkring et hovedværk inden for vælgeradfærdsteorien. I 1967 skrev Seymour Martin Lipset og Stein Rokkan værket Party Systems and Voter Alignments.

Lipset og Rokkan analyserede modsætningerne i samfundene, da partisystemerne i de vestlige lande blev grundlagt i begyndelsen af 1920’erne. Noget af det mest interessante, de fandt ud af, var, at de konfliktmønstre, der fandtes i de vestlige lande i 1960’erne, havde deres rod i modsætningerne fra 1920’ernes samfund.

Det fik Lipset og Rokkan til at tale om, at partisystemerne var frosset fast. Der var ikke plads til nye partier. De gamle partier indfangede simpelthen modsætningerne i samfundet. I figuren nedenfor illustreres det ved, at de fire gamle partier bevarede en meget høj andel af stemmerne helt indtil jordskredsvalget i 1973.

(Artiklen fortsætter under grafen) 

De fire skillelinjer
Lipset og Rokken introducerede begrebet cleavages (skillelinjer) til at forklare, hvorfor partisystemerne så ud, som de gjorde, og hvorfor det var så svært for nye partier at komme til. De talte om modsætningerne mellem henholdsvis center og periferi (det vil sige kulturcentre som i større byer set i forhold til oplandet) og mellem kirke og stat som noget, der opstod i kølvandet på de nationale revolutioner, hvor mange europæiske nationalstater blev født.

Ligeledes talte de om to modsætninger, der opstod som en konsekvens af den industrielle revolution. Her er tale om modsætningerne mellem arbejdsgiver og arbejdstager samt modsætningerne mellem land og by. Konfliktaksen mellem arbejdsgiver og arbejdstager kan eksempelvis bruges til at forstå fremkomsten af arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelsen samt De Konservative og Socialdemokratiet. Og modsætningen mellem land og by gav grobund for datidens stærke bondeparti, Venstre.

Dengang var der reelt ikke det store behov for flere partier. De fire gamle partier repræsenterede de væsentlige modsætninger i samfundet, og de fire partiprogrammer gjorde, at langt de fleste vælgere havde et godt sted at sætte deres kryds. Sådan var det langt op i 1960’erne både i Danmark og i Europa.

Den fede middelklasse
Hovedforklaringen på de markante forandringer, som vores partisystem har undergået de seneste 50 år, skal findes hos middelklassen. Den er vokset markant i størrelse. Den er kommet til penge. Og den har det generelt rigtigt godt. For middelklassen i særdeleshed gælder, at det, der var at kæmpe for engang, ikke er der mere.

Middelklassen har opnået økonomisk tryghed, og dens udfordringer er i dag af langt mindre materiel karakter, end de var tidligere. Middelklassens udfordringer har således ikke længere deres primære rod i de modsætninger, der eksisterede i 1920’erne, og som bidrog til udformningen af vores partisystem.

Og præcis dette er kimen til at forstå de gamle partiers tilbagegang.

Middelklassens fokus er skiftet fra at være af material karakter til nu i højere grad at være af postmateriel karakter. Den tendens har de gamle partier ikke været i stand til at indfange. Derfor er partisystemet tøet op.

Derfor ser vi løbende nye politiske partier. Og derfor må vi nøjes med at bruge Lipset og Rokkan til at forstå, hvorfor vores partisystem så ud, som det gjorde engang. I dag er fokus flyttet til andre forklaringsmodeller for at forstå vælgernes valghandlinger.    

Troløse vælgere
Volatiliteten - som beskriver, hvor mange vælgere som skifter parti fra valg til valg - er steget kraftigt i Europa over de seneste 50 år. I Danmark skifter omkring fire ud af ti vælgere parti fra valg til valg. Desuden identificerer vælgerne sig i mindre grad end tidligere med et bestemt politik parti. Dette fænomen ses både i Danmark og Europa.

Vælgerne er i dag langt mere troløse og shopper i langt højere grad end tidligere rundt mellem partierne, afhængigt af hvilke politiske issues (emner) vælgeren aktuelt er optaget af.  

Den stille revolution
Den amerikanske politolog Ronald Inglehart skrev i 1977 værket The Silent Revolution. Heri viser og forklarer han, hvilken rolle økonomi spiller for vælgerne. Pointen er ganske simpel: Hvis ikke du har penge, betyder økonomi en pokkers masse. Men når du har penge nok, er det andre politiske emner, der optager vælgerne.

Middelklassen i Danmark har i dag penge nok til, at de politisk fokuserer på andre emner end økonomi. De er eksempelvis optaget af spørgsmålet om flygtninge- og indvandrere, hvilket lagde fundamentet for, at Dansk Folkeparti blev dannet i 1995 og i dag udgør en velintegreret del af det danske partisystem.

De velbemidlede vælgere er også lejlighedsvis optaget af klima- og miljøspørgsmål. Det har givet flere gode valg til SF. Og nogle vælgere ønsker, at politik udformes og tænkes anderledes. Dette er formentlig en af grundene til, at Alternativet har set dagens lys.  

Det store projekt for middelklassen
Hovedudfordringen for de gamle partier er, at middelklassen ikke længere har noget betydningsfuldt, som de i fællesskab ønsker at slås for. Det medvirker til at fragmentere det politiske landskab. Og det er svært at se, hvilket mega-projekt der skulle kunne forene middelklassen.

Derfor er der heller ikke noget, der tyder på, at tendensen stopper. Ved valget i 2015 så vi det næststørste dyk nogensinde i andelen af stemmer til de fire gamle partier – kun overgået af jordskredsvalget i 1973.

En stor del af vælgerne har frigjort sig fra tanken om at tilhøre et bestemt parti. Deres stemme går i dag til det parti, som markerer sig tydeligt og med de rette holdninger på de politiske issues, vælgerne finder betydningsfulde nu og her. I næsten 60 år sad de fire gamle partier på over 80 procent af stemmerne. Der er intet, der tyder på, at de kommer til det igen.

 

Kenneth Thue Nielsen er ejer af analysevirksomheden methods.dk. Han er cand.scient.pol., ekspert i statistik og tidligere valgforsker. Han er medforfatter til en række bøger om valgforskning og har arbejdet for blandt andet LO, DR og Socialdemokraterne. Han skriver klummen ”Politik & statistik” på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Kenneth Thue: En lige højre til Venstre Kenneth Thue: En lige højre til Venstre Næste artikel Kenneth Thue: De unge kvinder ser rødt Kenneth Thue: De unge kvinder ser rødt
  • Anmeld

    ThorArentoft

    Troløse vælgere?

    Det kan vel aldrig betegnes som, at en vælger er troløs, fordi de politikere han har givet sit fortroende, ikke lever op til det, de har stillet ham i udsigt at han skal få, mod at han giver dem sin stemme.
    Så er det jo politikeren der ikke opfylder sin del af en aftale.
    Ham der sælger dig en bil, kan jo heller ikke give bil-arbejderen skylden, hvid der er fejl eller brister på bilen. Der burde måske udarbejdes regler og love mod "valgsvindel?

  • Anmeld

    Ole Vagn Christensen

    Hvor har skribenten ret.

    Hvor er det sandt men slaget er ikke tabt for at genrejse et stærkt socialdemokrati i Europa.
    I syd Europa er det venstrekræfterne der giver plads og handlekraft til et socialdemokratisk samfund kan samles op af et stærkt socialdemokrati der kender til at tænke på hele folket.
    I Nordeuropa er det en stærk højre bevægelse der har behov for at få modstand fra et stærkt socialdemokrati der tænker på hele folket. Europa har brug for et stærkt socialdemokrati der uanset højre eller venstrebevægelsers fremdrift kan tænke på hele folket.
    Ud fra ordene at sikre en rolig udvikling af de Europæiske samfund.
    For at udviklingen kan være rolig, må den også være harmonisk i den forstand, at der ikke opstår alvorlige konflikter mellem forskellige samfundsgrupper. Sådanne konflikter som Højre og venstre kræfterne i Europa mellem samfundsgrupperne som højre og venstrefløjen skaber næring for. Når sådanne konflikter når en vis styrke, kan roen kun opretholdes ved tvang, og så kan undertrykt uro før eller sener udløse en eksplosion.
    Europæiske socialdemokratier har her opgaven at sikre en rolig udvikling af samfundene for hele folket. Et todelt samfund bestående af Overklasse og Underklasse som højre og venstrekræfterne advokerer for er garantien for at give styrke til konflikter. Den socialdemokratiske samfundsmodel hvor der er tre klasser hvor overklassen og middel klassen har t fælles ansvar for at der er plads og muligheder for de svage grupper i samfundet som nogen kalder underklassen. De svage grupper er de bærende kræfter i en socialdemokratisk model hvor der er plads for alle der vil.

  • Anmeld

    Ole Gerstrøm

    At håndtere islam

    Her 100 år senere, er det en helt anderledes verden. Der er halvanden milliard muslimer på verdensplan, og overalt forårsager de strid og kamp. Den engelske by Luton med 250.000 indbyggere, 50 km fra London, har netop valgt en muslimsk borgmester. Dermed forsvandt et stykke af skønne England. Værsågod: sharia og sorte flag.

    Særligt De Radikale, har siden 1983 været på det forkerte hold, og sørget for, at denne verdensulykke kommer til Danmark. De nægter at erkende rædslerne. Og de vil slet ikke være med til at håndtere islam. Skam over Det Radikale Venstre.

  • Anmeld

    Kim Laursen

    De nye partier er endnu værre

    De nye partier er dog endnu værre til at repræsentere vælgerne, men det ved de bare ikke endnu!

  • Anmeld

    V. Brodthagen

    Danmark for folket

    Hvor er jeg enig med dig, Ole Vagn Christensen, men hvis Socialdemokratiet vil opnå tilslutning fra de nuværende mere end ca. 25-26 pct. af vælgerne, og således repræsentere vælgerinteresser på hver side af den gyldne midte, dvs. også fra de nye partier, må Socialdemokratiet tage endnu stærkere fat i nogle af vores modsætninger. Det gælder fx de følgende:
    Velfærd og vækst.
    Vi har ikke råd til- hverken menneskeligt eller økonomisk -, at så mange borgere er parkeret på passiv forsørgelse uden at (kunne) bidrage til almenvellet. Derfor skal alle, der kan, i arbejde, eller uddannelse eller nyttejob m.v. Det gælder selvfølgelig både danskere og det mindre antal indvandrere, vi faktisk kan rumme.
    Vores velfærd skal finansieres ved et meget større fokus ikke kun på det helt forbryderiske skattesnyd, men på øget vækst. Først og fremmest grøn vækst, der - som vi ved - via lokalt ejerskab til energikilderne vil skabe mange arbejdspladser og økonomisk opblomstring i ikke mindst "udkants-Danmark". Vi må gå efter de store virksomheders skatteunddragelse, og aktivt støtte de små og mellemstore virksomheder i deres vækst. Vi må massivt støtte eksporten af fx klima- og miljømæssig bæredygtig, grøn teknologi og landbrugsteknologi. Kun sådan kan vi overleve globaliseringens konsekvenser.
    International solidaritet og det nye trusselsbillede.
    Vi skal endnu stærkere medvirke til at skabe meget større lighed samt udvikling i verden, og dermed forebygge konflikter/krige ledet af aggressive, ekspansive, anti-demokratiske magter, især i vores nærområder i Mellemøsten og Nordafrika. Det indebærer villighed til at betale meget større midler til effektiv udviklingsbistand, til at styrke FNs indsats i fx flygtningelejre og som fredsskabende magt. Det betyder at betale vores bidrag til NATO, og det kræver en effektiv kontrol med vore ydre grænser i et stærkt samarbejde med EU og NATO. Vi har brug for en genrejsning af retten til den sunde patriotisme. International solidaritet er ikke at søge at integrere de millioner af stærke flygtninge/migranter, som invaderer os, for hvad med de mange flere millioner fordrevne i lejrene? Det er ikke retfærdighed! Vore milliarder rækker meget længere og tilgodeser mange flere i nærområderne, - og den ukontrollerede migration undergraver ikke kun vore velfærdssamfund økonomisk, men truer vores demokratier, værdier og identitet på deres eksistens. Vi har brug for, at "Danmark for folket" ikke kun understreger hele folket, men også den danske nation som vores egen, historiske nationalstat. Jeg taler selvfølgelig ikke om tilbagefald til autoritær nationalisme, men om kærlighed til og respekt for rammen om vores solidariske fællesskab.
    Aktivt medborgerskab og politikerlede.
    Vi må stoppe den om sig gribende oplevelse af - eller kendsgerning -, at den politiske "elite" magtfuldkomment regerer hen over hovedet på befolkningerne med efterfølgende øget EU-skepsis og endnu mere luft under vingerne på højrepopulistiske partier. Partiets målsætning om øget politisk debat i alle led af organisationen er et lille, men vigtigt skridt på vejen.
    Socialdemokratiet og fagbevægelsen vil ikke sætte de store resultater til, vi har opnået, men vil altid, at vore visioner skal møde virkeligheden. Kun sådan opnår vi flere medlemmer plus vælgere.

  • Anmeld

    Ole Vagn Christensen

    En flot vision Brodthagen du ligger foran os.

    Visionen har jeg noteret i følgende udsagn fra dig.
    Velfærd og vækst.
    Vi har ikke råd til- hverken menneskeligt eller økonomisk -, at så mange borgere er parkeret på passiv forsørgelse uden at (kunne) bidrage til almenvellet. Derfor skal alle, der kan, i arbejde, eller uddannelse eller nyttejob m.v. Det gælder selvfølgelig både danskere og indvandrere, som vi faktisk kan rumme.
    Vores velfærd skal finansieres ved et meget større fokus ikke kun på det helt forbryderiske skattesnyd, men på øget vækst. Først og fremmest grøn vækst, der - som vi ved - via lokalt ejerskab til energikilderne vil skabe mange arbejdspladser og økonomisk opblomstring i ikke mindst "udkants-Danmark".
    Vi må gå efter de store virksomheders skatteunddragelse, og aktivt støtte de små og mellemstore virksomheder i deres vækst. Vi må massivt støtte eksporten af fx klima- og miljømæssig bæredygtig, grøn teknologi og landbrugsteknologi. Kun sådan kan vi overleve globaliseringens konsekvenser.
    International solidaritet og det nye trusselsbillede.
    Aktivt medborgerskab og politikerlede.
    Vi må stoppe den om sig gribende oplevelse af - eller kendsgerning -, at den politiske "elite" magtfuldkomment regerer hen over hovedet på befolkningerne med efterfølgende øget EU-skepsis og endnu mere luft under vingerne på højrepopulistiske partier. Partiets målsætning om øget politisk debat i alle led af organisationen er et lille, men vigtigt skridt på vejen.
    Socialdemokratiet og fagbevægelsen vil ikke sætte de store resultater til, vi har opnået, men vil altid, at vore visioner skal møde virkeligheden. Kun sådan opnår vi flere medlemmer plus vælgere
    Nej vi vil ikke have generationers store visioner og kamp samt resultater ødelagt af små borgerliges egoisme og selvforherligelse.

  • Anmeld

    V. Brodthagen

    - fat nu om hele nælden, kære OVC

    Vi vil heller ikke have tidligere generationers store visioner og kamp for vores sociale, ligheds- og frihedsorienterede demokrati ødelagt af hverken autoritære diktatorer à la Erdogan eller ekstremistiske fundamentalister af muslimsk herkomst.
    Vi er hverken racister, chauvinister eller egoister, når vi kræver, at i Europa er det europæiske værdier, der gælder. I Danmark beror landets styrelse på Grundloven, iflg. hvilken der fx i Danmark nok er religionsfrihed, men ikke religionslighed. Vi vil ikke være den forlængede arm for kansler Angela Merkels fatale flygtninge- indvandringspolitik, men selv bestemme, med hvem, med hvor mange og hvordan indvandringen skal foregå. Vi vil ikke acceptere subversive, kvindeundertrykkende, antidemokratiske modborgere, men bygge på personligt myndige, frie, lige og ansvarlige medborgere, der er loyale over for dette så dejlige land.

  • Anmeld

    Flemming Nakinge Nielsen

    Hmmm

    Vi havde det samme problem under Anker i 70erne så der er ikke noget nyt under solen. Så træk den historie tilbage. I glemmer at tælle kommunisterne med der i dag er repræsenteret sammen med EL https://da.wikipedia.org/wiki/Folketingsvalget_1973

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge

    Det er middelklassen som er på skrump

    Jeg forstår ikke meget af denne klumme. Ude i Europa og i USA er det Middelklassen som er på skrump. Presset sammen med de i forvejen fattige til en ny underklasse med ansættelsesformer som vi bedst kender fra Agenda 2010 i Tyskland. Vi ser det materialiseret i byområderne med hegn over de rige bykvarterer som vi husker dem fra vor kamp mod apartheid.

    Man skal passe på at overfortolke den nuværende parlamentariske udvikling. Venstrefløjen har aldrig haft flertal. Socialdemokratiet har kun regeret i de europæiske lande fordi de borgerlige har haft svært ved at finde sammen. Det nye er at de nu har fundet sammen. Tydeligst med det danske firkløver og Alliancen i Sverige.

    Derfor er der heller ikke tale om højreskred i Østrig hvis Hofer vinder i aften. Overraskelsen vil være hvis regnbuekoalitionen virkelig kan bringe flertal til van der Bellen.

    Venstrefløjen er nu tvunget til at fortage et forsøg med strategisk modsvar a' la det som David Trads beskriver i sin klumme i dag.

  • Anmeld

    Torben Bach Sørensen

    Politik VAR økonomi

    De gamle partier søger altid regeringsmagten. Det ligger i generne. Når "nykommerne" forsøger går det galt. Bare spørg SF og hedengangne CD.

    Men efter at middelklassen blev den største "klasse" er kampen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere næsten forsvundet.

    Jeg forudser at vælgerne i Europas nationalstater, i takt med den stigende globalisering EUs indblanding i mere og mere, vil vende politisk fokus mod deres egne forskelligheder, identitet og kultur.

    De gamle partier, har uden undtagelse, glemt vælgernes behov for netop national identitet og kultur.

    Det netop afholdte præsidentvalg i Østrig burde åbne de gamle partiers øjne for deres forglemmelse.

    Nationalstaternes vælgere vil EU pga. økonomi og ikke fordi vælgerne føler en europæisk identitet.
    Jeg føler et langt tættere fælleskab med nordmænd, amerikanere, australier, englændere og canadier, end nogen europæisk nationalitet syd for vor grænse.

    Derfor vil "kultur" partier som DF, der ønsker at bevare dansk identitet, kultur og sammenhængskraft, blive kæmpestore.

    De Radikale som har kæmpestor sympati for EUs udvikling og øgede indflydelse på vor kultur, tegner ved deres dominans i de elektroniske medier måske et lidt falsk billede.

    Men så må de andre partier tage dig sammen og vise at de vil bevare dansk kultur og identitet.

    Måske er det også sådan i mange andre europæiske Nationalstater.

  • Anmeld

    Jeppe Vierø

    To skift

    Et glimrende indlæg af KTN. Alligevel synes jeg det kan diskuteres, om de seneste 10-20 års udviklinger nødvendigvis kan sammenlignes med de foregående 20 års, og der ikke er en afgørende analytisk sondring.

    Jordskredsvalget var kulminationen på den postmaterielle værdipolitiske dimensions introduktion. 2015-valget (især Alternativets succes) er, som jeg ser det, ikke "blot" en forlængelse af den udvikling men signalerer en spirende tredje politisk dimension. KTN er inde på det ift. de fire gamle partiers faldende tilslutning (kulminationen var 2015-valget), der efterhånden repræsenterer en form for politisk kartel (i Katz & Mairsk forstand).

    Jeg tror der er meget forklaringskraft at hente hvis man ser volatiliteten (Pedersens index) som et produkt af tilliden til politikerne og, måske vigtigere endnu, det politisk system per se. Alternativets succes er næppe et resultat af deres miljøpolitiske profil. Det handler, fra mit perspektiv, mere om, at de opfattes som stående uden for en stadigt mere utroværdig politisk elite, der ikke ses som værende ude af trit med befolkningen. Derfor rundede de i dag 10.000 medlemmer. En del af DF, EL og LA's opbakning kan forklares med samme opposition til AVKB-kartellet.

Seks ting, vi lærte på Venstres landsmøde

Seks ting, vi lærte på Venstres landsmøde

NEDSLAG: Formandsopgøret spøger, Morten Løkkegaard sætter EU-sejlet for Venstre, og Lars Løkke Rasmussen vil sende flere flygtninge hjem igen. Det er blandt de ting, man skal notere sig efter Venstres landsmøde i Herning.