Klimaet vil også dominere næste folketingsvalg

Det bliver hvisket i krogene på Christiansborg. Det er den udbredte opfattelse på de fleste redaktioner. Og det er regeringens eget store sats: Klimavalget i 2019 var en undtagelse. En abnormalitet i dansk politik afstedkommet af en kortvarig, kollektiv grøn politisk psykose hos befolkningen.

Frem mod næste valg vil dansk politik normalisere sig og de naturlige skillelinjer igen handle om udlændingepolitik, velfærd og økonomi. Rød og blå, højre og venstre.

Ræsonnementet bag denne tankegang er enkelt: Klimakrisen er trods alt for abstrakt og konsekvenserne for store til, at danskerne for alvor vil bakke op om store grønne reformer. Man kan måske tabe et valg på ikke at være grøn, men der findes ikke så mange klimatosser i kongeriget, at man kan vinde et valg på at være mere grøn end de andre. For alle partier er jo stort set enige om det grønne nu, ikke sandt?

Nej. Intet kunne være mere forkert.

Jeg tør godt indgå det væddemål, at klimaet endnu engang vil blive det dominerende tema til næste folketingsvalg. Og jeg er helt sikker på, at de fleste partier slet ikke er forberedte på det, og at der derfor vil være endog stor forskel på ambitionsniveauet, når valgkampen starter.

Der er tre indlysende grunde til, at klimaet vil vende stærkt tilbage i dansk politik.

For det første går det ad helvede til. Den meteorologiske verdensorganisation (WMO) opremser i sin seneste årsrapport katastrofens omfang: 2020 blev det tredje varmeste år, der nogensinde er målt. Rekorden holdt kun, fordi det tropiske Stillehav var inde i en kold periode, kaldet La Niña. De seks seneste år har været de seks varmeste i den moderne klodes historie, og det går kun én vej med temperaturerne: opad. Hurtigere og hurtigere.

Dertil kan Det Internationale Energiagentur berette, at den globale CO₂-udledning i år vil vokse med fem procent, hvilket vil være den næststørste vækst nogensinde. Vi er ikke i nærheden af at nå den halvering af de globale emissioner inden 2030, der skal til på globalt niveau.

Mens politikerne snorksover, er det danske erhvervsliv i fuld gang med omstillingen, ligesom der næppe findes en kommune i landet, der ikke har fuld gang i både verdensmål, bæredygtig drift og klima.  

Martin Lidegaard (R)
Kommentarskribent, fhv. minister

De unge ved, at det handler om deres fremtid, og at der er tale om et fundamentalt svigt fra de voksne generationer, hvis de ikke handler nu. Den lille politiske revolution, som vi faktisk oplevede under sidste valgkamp, var initieret af de unge, men spredte sig til deres forældre, der ikke kunne svare på det enkle spørgsmål fra deres børn: Hvad pokker har I gang i?

Og spørger man de unge i dag, er svaret stadig entydigt: Klima er det vigtigste tema. Og de unge vil – med god grund – igen lægge et massivt pres på deres forældre og pårørende for at stemme for handling. For dem er det et spørgsmål om liv og død.

For det andet går det stadig fortvivlende langsomt med den grønne omstilling, også i Danmark. Selvom regeringen har taget flere skridt i den rigtige retning, står det nu krystalklart, at den slet, slet ikke har forstået opgavens omfang og den nødvendige hastighed, som forandringerne skal komme med. Man mærker det tydeligt. Fra statsministerens lunkne udmeldinger om at være mere socialdemokrat end grøn over finansministerens mystiske insisteren på, at det økonomisk råderum må bruges på alt andet end det grønne til klimaministerens skynden sig langsomt.

I sidste uge spillede regeringen så ud med deres forslag på det måske vigtigste område af alle: landbruget. Og igen blev der kun anvist konkrete reduktioner på en brøkdel af erhvervets udledninger over de næste ti år.

Ti år. Det er en lille evighed i den klimapolitik, som befolkningen forventer nu.

For det tredje vokser den grønne dagsorden alle andre steder end på Christiansborg. Overalt pibler det frem med grønne initiativer og ønsker. Måske er regeringen ikke så optaget af at fortælle befolkningen, hvorfor og hvordan vi kan bidrage til at redde planeten og os selv. Men de fleste mennesker møder både bekymringen og handlekraften på deres arbejde, i deres omgangskreds og blandt venner.

Selvom regeringen har taget flere skridt i den rigtige retning, står det nu krystalklart, at den slet, slet ikke har forstået opgavens omfang og den nødvendige hastighed, som forandringerne skal komme med.

Martin Lidegaard (R)
Kommentarskribent, fhv. minister

Mens politikerne snorksover, er det danske erhvervsliv i fuld gang med omstillingen, ligesom der næppe findes en kommune i landet, der ikke har fuld gang i både verdensmål, bæredygtig drift og klima.

For udover at være en nødvendig dagsorden, rummer klimaet også uanede potentialer, både kommercielt, lokalpolitisk og ved at kunne motivere medarbejdere, forbrugere og kunder.

Derfor forsvinder klimaet ikke fra den politiske dagsorden. Tværtimod – og heldigvis. Det vil vokse i styrke, og det har potentialet til at kunne vende op og ned på de sædvanlige parlamentariske blokke og konstellationer efter et valg, især hvis de borgerlige partier vågner op. Se bare i Østrig, hvor de konservative nu fører regering med de grønne – eller Tyskland, hvor det samme kan ske om kort tid.

For klimaet bryder med de vante skillelinjer i dansk politik. Det er vor generations mest påtrængende dagsorden, derfor har den også potentialet til at forandre alt, som vi kender det.