DF's tidligere pressechef: Regeringen håndterer klimakrisen i slow motion

Folketinget vedtog efter valget i 2019 "verdens mest ambitiøse klimalov". Alligevel er den politiske proces i klimakampen langsom og omstændelig. Der er brug for en slags bureaukratisk minerydning, hvis der skal rykkes på den grønne omstilling, skriver Søren Søndergaard.

Placeholder image
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og støttepartierne har ikke altid sammenfaldende opfattelser af fremgangen på klimaområdet, skriver Søren Søndergaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De tre T’er gælder mange steder. Ikke mindst i politik. Ting Tager Tid.

Da først regeringen havde skrevet sit forståelsespapir med den indbyggede ambition: ”Vi skal gå forrest i kampen mod klimakrisen. Danmark skal markant hæve ambitionerne for klima, miljø og natur og påtage sig det internationale lederskab for den grønne omstilling. Folketinget kan blive det grønneste parlament i verden, der ikke kun gør noget, men som gør det, der skal til for at leve op til Paris-aftalen” gik det faktisk ret stærkt med at få vedtaget klimaloven.

L117 blev vedtaget i juni 2020, et år og nogle få dage efter folketingsvalget 5. juni 2019 og næsten på dato et år efter forståelsespapiret.

Men siden er det gået lidt langsomt.

Regeringens ansvarlige minister på området, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, og støttepartierne har ikke altid sammenfaldende opfattelser af fremgangen på området.

Uanset hvem der har mest ret, så står vi nu her tre år senere stadig med en buldrende klimakrise, der ikke rigtigt ændrer sig, selv om regeringen i april fremlagde sit længe ventede udspil til ”en høj og ensartet CO2-afgift,” der ret typisk mest af alt druknede i en mere eller mindre åndrig diskussion om det rimelige i at give cementvirksomheden Aalborg Portland en rabat. Fordi virksomheden ligger i statsministerens valgkreds.

Det burde faktisk ikke komme bag på nogen som helst al den stund, at Mette Frederiksen allerede på Dansk Industris Årsmøde i 2018, længe før folketingsvalget, sagde de berømte ord: ”Som aalborgenser, jeg kommer til at hægte mig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det.”

Men diskussionen om Frederiksens valgkreds og Portlands geografi hjalp ikke på CO2-udslippet

Søren Søndergaard

Mette Frederiksen slog det fast igen året efter, nu med et nationalt perspektiv oveni det lokalpatriotiske: ”Vi kommer ikke til at lukke Aalborg Portland. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg er aalborgenser og vokset op med Aalborg Portland. Vi er en stolt industrination.”

Hvis nogen for alvor tvivlede på, at hun mente det, kender og forstår de nok Mette Frederiksen dårligt. Og da regeringens ekspertgruppe i to af de tre stillede forslag opererede med en rabat til cementvirksomheden, lå regeringens forslag lige til højrebenet. Hvis man kan sige det sådan.

Men diskussionen om Frederiksens valgkreds og Portlands geografi hjalp ikke på CO2-udslippet.

Fra opskruede klimamålskrav i valgkampen foråret 2019, over valgaftenen grundlovsdag, hvor Mette Frederiksen i sin sejrstale blandt andet sagde: 

”Kære unge. I gjorde det her valg til det første klimavalg i danmarkshistorien”, over forståelsespapiret få uger senere, verdens mest ambitiøse klimalov året efter og CO2-afgiftsforslaget for en måned siden har regeringspartiets ambitioner været store og målrettede.

På den baggrund må det også være en irritationsfaktor af de større, at tempoet i de konkrete gerninger er så sløvt.

Fremsættelsen af et forslag om CO2-afgift redder jo ikke klimaet. Det gør afgiften i sig selv heller ikke. Det sker først, når effekten af afgiften begynder at vise sig, fordi afgiften tvinger virksomheder og borgere ind på nye, grønnere veje. Og: Ting Tager Tid.

Det ses også af, at friheden fra flere års corona-indespærring i en sådan grad har genopvakt danskernes rejselyst, at flere provinslufthavne nu oplever flere flyrejsende i maj 2022 end i rekordåret 2019. Kun Københavns Lufthavn halter fortsat efter, men dog med stærkt stigende passagertal.

Noget tyder på, at et opgør med coronapandemiens kedelige indgreb i vores flyrejsefriheder er vigtigere for ganske mange end at feriere klimavenligt.

Man kan så indvende, at klimabelastningen ved vores streaming af alt fra nyheder over film til sjove SoMe-film med katte eller TikTok-danse har overhalet den kommercielle flytrafik allerede i fjor, ifølge Forbrugerrådet Tænk, der blandt andet baserer sig på data fra Small World Consulting fra Lancaster University og den franske miljøtænketank The Shift Project.

Datamængden i verden er steget mere end 30 gange de seneste 12 år og vokser fortsat hastigt. Video lægger tungt beslag på mængden, og også her har corona spillet os alle et puds, for mængden og længden af video-konferencer er eksploderet i 2020-2022.

Selvom streaming altså er en klimasynder, er der nok langt til politiske forslag om streamingfrie onsdage i lighed med de politiske ønsker i blandt andet København om bilfri søndage, som også Det Internationale Energiagentur IEA foreslog i marts som reaktion på Putins krig mod Ukraine og lurende oliemangel.

Der mangler simpelthen infrastruktur til fordeling af al den grønne strøm, der kommer

Søren Søndergaard

Eftersom sommerferien står for døren om en måneds tid, er der næppe udsigt til færre flyrejser - nok flere. Krigen i Ukraine har vist kun påvirket lysten til at flyve østpå, ikke sydpå.

Samtidig står politikerne overfor den sælsomme situation, at trods gigant-ambitioner på vindmølleområdet, både på land og til søs, og på andre grønne energiformer som for eksempel solceller, så kunne Jyllands-Posten forleden afdække det, som en del i branchen har vidst længe. ”For lidt plads til el kan bremse regeringens grønne energiplaner,” lød det på avisens forside lørdag 14. maj.

Der mangler simpelthen infrastruktur til fordeling af al den grønne strøm, der kommer. Det går rimeligt med strømmen fra havvindmølleparkerne, for dér er infrastrukturen stort set på plads, men planerne om inden 2030 at firedoble den grønne strøm på land lider skibbrud allerede, fordi elnettet mange steder har begrænset kapacitet, at en af landets førende energieksperter, professor Poul Alberg Østergaard fra Aalborg Universitet, peger på en helt nødvendig udbygning af transmissionsnettet, hvis planerne skal føres ud i livet.

”Det bliver svært at få så meget sol og vind ind i vores elnet med de begrænsninger, vi har rundt omkring,” siger han.

Igen rammer regeringens ambitioner og planer hovedet imod realiteter, som de enten ikke har direkte indflydelse på, som for eksempel danskernes lyst til at feriere flyvende, eller som de ikke har prioriteret at ændre på, for eksempel infrastruktur og lovgivning, der, uden at det har været hensigten, ikke desto mindre stiller sig hindrende i vejen.

Green Power Denmark, der blandt andet tæller det tidligere Dansk Energi, peger eksempelvis på, at ”man er kommet for sent i gang med at udvide elnettets motorveje,” blandt andet fordi der er ”nogle bureaukratiske rammer for, hvordan Energinet skal investere,” som afdelingschef Julie Starostka formulerer det i Jyllands-Posten.

Fra min egen våde verden har min arbejdsgiver, brancheorganisationen Danske Havne, peget på flere tiltag, blandt andet at sikre teknologineutralitet i Havneloven, så havne kan udnytte solceller, hvad de ikke må i dag. Sammen med Dansk Energi, det nuværende Green Power Denmark, udgav Danske Havne for eksempel i fjor rapporten ”En grøn havnestrategi for Power-to-X” med konkrete forslag til, hvordan grøn omstilling smidiggøres med havnene som omdrejningspunkt.

Kunne en vej frem for en regering, der snart kommer under massivt pres over langsommeligheden i klimakampen, måske være at nedsætte en taskforce, der skal gennemtrawle dynen af lette og tungere forhindringer for at rykke hurtigere på den grønne omstilling. Ikke bare med ambitioner og visioner, men med en reel afdækning af, hvor hindringerne er og med forslag til, hvordan de ryddes af vejen?

En slags bureaukratisk minerydning.

Jeg tror, det er nødvendigt, hvis vi skal nå vores (verdens)mål.

Omtalte personer

Søren Søndergaard

Presse- og kommunikationschef, Danske Havne, fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
journalist (DJH 1987)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Dan Jørgensen

Klima-, energi- og forsyningsminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser