Kommentar af 
Camilla Haustrup Hermansen

Regeringens klimaprogram efterlader virksomheder endnu mere usikre end før

Det er positivt, at regeringens klimaprogram vil sætte mere fart på den grønne omstilling. Men det er stærkt bekymrende, at man samtidig efterlader virksomhederne usikre på fremtiden.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Camilla Haustrup Hermansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er godt, at regeringen nu har præsenteret et samlet klimaprogram og sat en skæringsdato for, hvornår der senest skal være truffet beslutninger og indgået klimaaftaler for at nå målet om at reducere Danmarks CO2-udledninger med 70 procent i 2030 og gøre Danmark til et foregangsland for resten af verden.

Der er allerede gået to år siden det grønne folketingsvalg. I regeringens klimapartnerskaber står vi sammen om at bidrage til, at Danmark lever op til de politiske målsætninger.

I klimapartnerskabet på affald, vand og cirkulær økonomi var vi især glade for den brede politiske aftale bag klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, der blev indgået i juni sidste år. Den giver en klar retning for, hvordan hele forbrugskæden på tværs af sektorer og aktører skal omlægge til fremtidens grønne, cirkulære ressourceøkonomi gennem aktive tilvalg og fravalg på tværs af samfundet.

I regeringens klimaprogram 2021 fremgår det nu, at der kan gå op til fire år før samtlige aftaler og lovforslag ligger klar, ja, selv de klimaaftaler, som allerede er indgået, står til at blive genåbnet. Det er naturligvis positivt, hvis det betyder, at der kommer større politiske ambitioner frem til at understøtte den grønne omstilling i dansk erhvervsliv.

Når allerede indgåede klimaaftaler står til genforhandling i de næste år frem mod 2025, som der står i klimaprogrammet, så betyder det vel, at ingen politiske klimaaftaler er bindende?

Camilla Haustrup Hermansen

Men det er også stærkt bekymrende, for det efterlader reelt virksomhederne med endnu større usikkerhed omkring rammevilkårene og tempoet for den grønne omstilling. For når allerede indgåede klimaaftaler står til genforhandling i de næste år frem mod 2025, som der står i klimaprogrammet, så betyder det vel, at ingen politiske klimaaftaler er bindende?

Vi risikerer at tabe op til fire års investeringsvillighed blandt danske virksomheder, hvis ikke aftalerne og implementeringen af dem kommer hurtigere på plads.

Hver dag træffer virksomheder forretningskritiske beslutninger om, hvorvidt de skal investere mere grønt i dag, i morgen eller helt udskyde investeringerne på ubestemt tid. De bliver desværre ikke klogere af at læse klimaprogrammet. Snarere tværtimod.

Virksomhederne har i stedet brug for klare rammevilkår for at kunne levere på klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi.

I alle faser af arbejdet i klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi har vi fremhævet, at der er brug for et paradigmeskifte på affaldsområdet, hvis vi skal sikre et mere bæredygtigt forbrug af materialer og ressourcer i Danmark, i øvrigt en bunden opgave i EU.

Så, kære politikere, lad nu virksomhederne få klar besked. Rammerne for affaldssektoren skal udstikkes af staten, så det er entydigt for alle - både offentlige og private aktører - hvor deres investeringskroner skal ledes hen. Der er stærkt brug for det. Danmark har brug for det.

Det kræver politisk mod og vilje at holde fokus på implementering af allerede indgåede klimaaftaler fremfor at lægge planer om at lave nye planer. Det sidste er spild af tid. Vi kan og må ikke vente til 2025.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00