Mennesket forårsager den sjette masseuddøen – men mange er ligeglade
Mange flere politikere skal være parate til at stå på mål for den grundlæggende kendsgerning, at biodiversitetskrisen er uhyggeligt reel, skriver Rune Engelbreth Larsen i denne kommentar.
Rune Engelbreth Larsen
Medlem af Repræsentantskabet og Naturfagligt Udvalg, Danmarks Naturfredningsforening, forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digterForestil dig, at der ikke er én eneste blomst, ét eneste dyr eller én eneste svamp i Danmark.
Ikke et eneste egern, der piler op ad og ned ad en træstamme. Ikke ét eneste bøgetræ, den kunne have pilet opad. Ingen kantareller at finde i skovbunden. Ikke engang en enkelt fugl på himlen eller en enkelt fisk i vores farvande. Ikke skyggen af en sommerfugl eller en hjort. Overhovedet. Samtlige cirka 37.000 danske arter pist borte – bortset fra mennesket.
Hvis du kan forestille dig dette, og hvis du kan gange det med fem, har du en idé om, hvor slemt et aftryk den igangværende masseuddøen har på alle jordklodens arter.
Vi lever nemlig i den sjette masseuddøen, skønt det formentlig er et mindretal af danskere, der er klar over det – og måske endnu færre, der er klar over, at det er mennesket, der både direkte og indirekte forårsager masseudryddelsen af titusindvis af jordens øvrige arter.
Der har været fem tidligere epoker med masseuddøen, men de var alle forårsaget af naturfænomener. For eksempel var det et meteornedslag, der udryddede alle landlevende dinosaurer og cirka tre ud af fire af samtlige øvrige arter på planeten for 65 millioner år siden.
Men den sjette masseuddøen foregår lige nu, og denne gang er årsagen ikke en meteor, men os – mennesket.
Mellem 7,5 og 13 procent af alle planetens kendte arter uddøde de seneste 500 år. Det viser en spritny videnskabelig undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Biological Reviews.
Og da vi kender omkring to millioner arter, svarer det til mellem 150.000 og 260.000 arter, der ikke længere eksisterer. På grund af os.
Tænk lige lidt over dét tal. Jorden har altså de seneste 500 år mistet omtrent fem gange flere arter, end der lever i hele Danmark i dag.
Denne viden er det naturligvis altafgørende at popularisere, fordi det er den direkte årsag til, at vi har brug for en ekstremt ambitiøs naturpolitik, der afsætter plads til store vildere naturområder, hvor biodiversiteten har førsteprioritet.
Det er den indsats, der allerbedst bidrager til at vende udviklingen. Globalt er vi naturligvis lilleputter i Danmark og kan primært få indflydelse ved at gå foran og inspirere – men så lad os gå foran og inspirere.
Tænk, at miljøminister Lea Wermelin (S) på sociale medier er nødt til at gøre opmærksom på noget, der burde være fuldkommen almen og banal viden: "Ja, vores natur ER i krise!"
Rune Engelbreth Larsen
Det kræver, at vi parkerer egoerne lidt, reducerer overforbruget og giver lidt plads og nogle privilegier fra os, så Danmarks øvrige arter får nogle frirum i naturen, hvor vi andre nøjes med at være gæster. Og det kræver, at flere bliver klar over, hvor alvorligt det ser ud for naturen i den sjette masseuddøen.
Alle ved jo efterhånden, at vi lever i en global klimakrise, der er forårsaget af mennesket. Ikke kun, fordi der er en kolossal overvægt af forskere, som i rapport efter rapport år efter år har dokumenteret dette, men fordi danske medier generelt er lige så faktuelle i forhold til at dække og formidle denne grundlæggende kendsgerning.
For godt et årti siden så det som bekendt helt anderledes ud, da især prominente medlemmer af Venstre og Dansk Folkeparti som for eksempel Thor Pedersen og Morten Messerschmidt tordnede imod videnskaben og rask væk påstod, at klimaforandringerne ikke var menneskeskabte.
Til trods for at der vel at mærke også dengang var kolossal overvægt af forskere, som fastslog mennesket som den absolut primære årsag til de alvorlige temperaturstigninger.
Så hvad har ændret sig? Det vigtigste er, at medierne er holdt op med at tage med fløjlshandsker på kontrafaktiske klimabenægtere.
Det er naturligvis hverken "objektiv" eller "neutral" journalistik at høre "begge sider" på lige fod i klimadebatten. Ligesom vi heller ikke låner ukritisk taletid til tilhængere af "flat earth" for at demonstrere neutralitet i "debatten" om, hvorvidt jorden er rund eller ej.
Desværre er der langtfra samme udbredte kendskab til basale kendsgerninger i forhold til den globale naturkrise, som vi står i midt i.
At benægte verdenshistoriens største naturkrise er nøjagtig lige så uklogt og useriøst som tendenser fra en heldigvis forgangen tid i klimadebatten, hvor lokale og nationale "klimaskeptikere" havde næsten frit stormløb imod FN's klimapanel
Rune Engelbreth Larsen
Tænk, at miljøminister Lea Wermelin (S) på sociale medier er nødt til at gøre opmærksom på noget, der burde være fuldkommen almen og banal viden: "Ja, vores natur ER i krise!".
Tænk, at det er nødvendigt at tage til genmæle mod sølvpapirshatte i SoMe-ekkokamre, der benægter biodiversitetskrisen og dens følger for dansk natur?
Lad os lige forestille os, at klimaminister Dan Jørgensen (S) var nødt til at skrive et opslag mod skarer af rasende klimabenægtere: "Ja, vi lever i en menneskeskabt klimakrise!".
Nej, vel? Vi kan dele os efter politisk anskuelse i forhold til partierne, og vi kan og bør sagligt og seriøst diskutere detaljer i både klima- og naturpolitikken.
Men at benægte verdenshistoriens største naturkrise er nøjagtig lige så uklogt og useriøst som tendenser fra en heldigvis forgangen tid i klimadebatten, hvor lokale og nationale "klimaskeptikere" havde næsten frit stormløb imod FN's klimapanel.
Ikke desto mindre er naturdebatten et eldorado af kontrafaktiske påstande, og mange medier er fortsat lidt for glade mikrofonholdere for absurde benægtelser og forvrængninger om biodiversitet og biodiversitetskrisen.
Ja, flere benægter som nævnt, at vi overhovedet har en biodiversitetskrise. Men virkeligheden er og bliver den, at der skal handles stort og ambitiøst, hvis Danmark skal gøre sit for blot at vende naturkrisen herhjemme.
Også her tordner biodiversiteten nedad – mest synligt, hvis man rent faktisk læser forskernes rapporter og kommer jævnligt i naturen, hvor artsmangfoldigheden er tydeligt aftaget.
For eksempel er flere og flere sjældne sommerfuglearter borte med menneskeblæsten på talrige naturlokaliteter år efter år. Og det er desværre kun toppen af isbjerget.
Derfor er det afgørende, at mange flere politikere er parate til at stå på mål for grundlæggende kendsgerninger, blandt andet at biodiversitetskrisen er uhyggeligt reel.
Og at vi ser i øjnene, at vi som mennesker og borgere skal give en smule plads og privilegier fra os, så vi får mere natur, hvor de øvrige arter har førsteprioritet.
Og at vi i højere grad lærer at opføre os som hensynsfulde gæster i stedet for at sætte vores egne fornøjelsesbehov øverst hvor som helst og når som helst i naturen.
Husk på, at naturen er de andre arters hjem.