Kommunalvalget er dagen for det store vælgersvigt

Om få dage, tirsdag 16. november, skal vi til det igen. Stemme. Vi skal vælge, hvilken kandidat eller parti, vi vil give vores kryds i den kommune og den region, hvor vi bor.

For fire år siden valgte cirka 71 procent af vælgerne at stemme til de lokale valg. En anelse færre end i 2013, som modsat så også havde den højeste valgdeltagelse siden 2001.

Der er heldigvis fortsat generelt stor opbakning til valgene i Danmark og dermed politikerne. Men 16. november er udover at være valgdag også tiden til de store svigt.

Farvel til alliancer og aftaler, svig af frænder og goddag til nye venner, mulige og nærmest utænkelige nye konstellationer, stemmespild og valgforbund, der kan resultere i, at en stemme for mere velfærd og øget tryghed går til lavere skat og mere klar-dig-selv eller omvendt.

Valgdage er festdage. Vi bør pinedød, også selv om vi interesserer os mere for fodbold end politik og bruger mere tid på Tinder end på lokalavisen, mobilisere os selv og stemme på valgdagen.

Og vi har en borgerpligt til at sætte os bare lidt ind i, hvad de forskellige partier og kandidater i vores kommune vil og ikke vil.

Synes jeg. Det er vores, borgernes, pligt.

Men jeg synes desværre også, at politikere lokalt over hele landet big time svigter denne indsats og vores tillid.

Når klokken ringer i valglokalerne over hele landet klokken 20 næste tirsdag, begynder ikke bare stemmeoptællingen men også konstitueringsspillet. Vi er blevet mere eller mindre vænnet til, at ”det er spillet”, ”sådan er gamet” og at ”politik er ikke for tøsedrenge”.

Det virker som et svigt, hvis man som led i en konstituering støtter et flertal og en borgmester, der vil noget helt andet end en selv og partiet, i bytte for en formandspost og et par fede udvalg.

Søren Søndergaard
Pressechef, Danske Havne, fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Nej, politik er ikke for tøsedrenge. Dét kan jeg efter halvandet årti på første parket på Christiansborg med fire folketingsvalg og ditto kommunal- og regionsrådsvalg samt en håndfuld Europa-Parlamentsvalg og folkeafstemninger i bagagen tale med om.

Jeg har set politiske stjerner falde fra himlen og umuliusser stige op fra Ingenting. Det vil også ske næste tirsdag.

Konstitueringerne rundt om er nødvendige, når der skal findes et flertal bag en borgmester og en kurs for kommunen eller regionen.

Hvis bare det handlede om magten, den politiske kurs, de kommende fire års budgetgrundlag eller noget andet grundlæggende og væsentligt, ville jeg respektere det. Det gør det bare i ubehageligt mange tilfælde ikke.

Det handler om personlig ærgerrighed og ambitioner – ikke bare politisk, men privatøkonomisk – og dermed om handel med de poster, der giver mest. Altså penge, ikke politisk power.

En formandspost for et udvalg kan i en pæn stor kommune give en kvart million kroner ekstra i kassen for den byrådspolitiker, der får dén post i kassen, oveni de knap 100.000 kroner, man får som grundvederlag for overhovedet at plante sig i en kommunalbestyrelse.

I Folketinget får du bare ekstraarbejde ud af at påtage dig udvalgsformandsposter og den slags. Bevares, folketingsmedlemmer får meget mere faglig bistand til arbejdet end medlemmer af byråd og regionsråds, både af Folketinget og af deres partier. Men ekstraarbejdet er der jo ikke desto mindre, det skæpper bare ikke i den private kasse.

TV2.dk har lavet en afdækning af vederlagene til alle danske lokale politikere, så der kan man få et overblik, hvis man orker.

De politiske partier og de kommunale og regionale politikere skal tænke lidt over, at de vælgere, der stemmer på dem, med rette kan forvente at få noget politik og en politisk indsats, der så nogenlunde svarer til det, politikerne har lovet i valgkampen.

Det virker som et svigt, hvis man som led i en konstituering støtter et flertal og en borgmester, der vil noget helt andet end en selv og partiet, i bytte for en formandspost og et par fede udvalg.

Et af nyere tids nok værste og bedst kendte eksempler på pinagtige aftaler og løben fra samme er konstitueringen i Lyngby i 2009, hvor SF’eren Hans Henrik Madsen troede, han blev borgmester på en aftale mellem Konservative, Socialdemokratiet og SF og havde sat sig til rette.

Det blev han så ikke alligevel, fordi K trak sig fra den, erkendt, besynderlige aftale, som havde rod i strid mellem K og V i kommunen. For rullende kameraer måtte Madsen rejse sig fra borgmesterstolen. Det var pinligt at se og gense.