Debat

Konservatives tidligere generalsekretær: Papes forgængere slap sjældent med æren i behold

Tiden er konservativ i mange afskygninger, skriver John Wagner, der som Konservatives tidligere generalsekretær anviser vejen til regeringsledelse for Papes parti.

Søren Pape Poulsen afløste Lars Barfoed på et afbud, da Michael Ziegler takkede nej til det krise-på-krise-ramte parti, som i august 2014 ledte efter en ny politisk leder, skriver John Wagner.
Søren Pape Poulsen afløste Lars Barfoed på et afbud, da Michael Ziegler takkede nej til det krise-på-krise-ramte parti, som i august 2014 ledte efter en ny politisk leder, skriver John Wagner. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
John Wagner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tænk, hvad Det Konservative Folkeparti har været igennem, siden Poul Schlüter var statsminister – og frem til nu, tre årtier senere, hvor Søren Pape Poulsen forsøger at blive det.

Hvis vi sætter navne på: Henning Dyremose, Hans Engell, Per Stig Møller, Pia Christmas Møller, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Lars Barfoed.

Kun Bendt Bendtsen kom vel fra det med æren i behold. Resten svigtede eller blev svigtet.

Søren Pape Poulsen kom til på et afbud, da borgmesterkollegaen fra Høje Taastrup, Michael Ziegler, takkede nej til det krise-på-krise-ramte parti, da det i august 2014 ville have en ny politisk leder – igen, igen – og måtte kigge uden for Christiansborgs mure og altså helt til Viborg.

Papes første valgresultat i 2015 var sølle seks mandater i Folketinget. En syvendedel af, hvad partiet med Schlüter i spidsen havde i midten af 1980'erne.

Papes historiske bedrift
Således er det alt andet lige – og uanset det kommende valgs endelige resultat i form af regeringsdannelse – en historisk bedrift, som Pape har stået i spidsen for, når han nu langt om længe rækker ud efter Schlüters gamle post. Og at det ikke længere opfattes som fed humor, men rent faktisk som en sandsynlig udgang på det snart kommende valg.

Det liberale er for konservative ikke et mål i sig selv, men mere et middel til at opnå respekt for den enkelte, individualiteten og velstand for de fleste i kraft af innovation, vækst og beskæftigelse

John Wagner, tidligere konservativ generalsekretær fra 1988 til 1992 og forfatter til 'Schlüters politiske testamente'

Det er der mange forklaringer på, og de fleste (ud over andre partiers ulykke, naturligvis) er stærkt påvirket af afsenderens egne holdninger til partiets udvikling. Således også min.

Tiden er konservativ, ja – i mange afskygninger. Det nationale, liberale og sociale kan gå op i en større enhed kombineret med generationskontrakten, som er det konservative svar på klima- og miljøudfordringerne.

Som tidligere partiformand og udenrigsminister Per Stig Møller engang udtrykte det: De andre borgerlige partier har kun dele af den konservative politik. Vi har det hele.

De konservative dyder
Hvad er det så, at Pape – og Det Konservative Folkeparti – nu kan byde på, hvis han tager bestik af Schlüters vej til den ultimative indflydelse i regering og mere end ti år som Danmarks måske bedste statsminister?

Det nationale er og bliver en konservativ dyd. Det kommer til udtryk i udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken, hvor alliancefællesskabet i Nato og EU er helt og aldeles fundamentalt.

Fra John Christmas-Møller over Ole Bjørn Kraft, Poul Møller og Poul Schlüter til Per Stig Møllers udenrigsministerperiode går en lige linje, hvor fædrelandskærligheden udmøntes i vestlig alliance og de to fællesskaber, som har sikret os fred, frihed og velstand.

Den slags spiller et ansvarligt konservativt parti ikke hazard med. Uanset krav fra to- til tre-støttepartiers krav til en eventuel borgerlig regering med Konservative og Venstre som rygrad.

Men det nationale er ikke "bare" et spørgsmål om Danmarks forhold til andre lande. Det afspejler sig også i kulturpolitik, uddannelsespolitik og kirkepolitik.

Kvalitetsbårne kulturinstitutioner som Det Kongelige Teater og DR, en krævende folkeskole og den kristne kulturarv har altid været hjørnestene i det konservative fundament for vores måde at leve på. I det Danmark, vi holder af, og kun vil forandre, hvis det er til det bedre.

Generationskontrakten er måske i virkeligheden det mest ambitiøse konservative mål

John Wagner, tidligere konservativ generalsekretær fra 1988 til 1992 og forfatter til 'Schlüters politiske testamente'

Kapitalisme med et menneskeligt ansigt
Det liberale er for konservative ikke et mål i sig selv, men mere et middel til at opnå respekt for den enkelte, individualiteten og velstand for de fleste i kraft af innovation, vækst og beskæftigelse. Kapitalisme med et menneskeligt ansigt, som det blev udtrykt år tilbage.

Apropos den aktuelle debat: For Konservative kan en afskaffelse af topskatten og/eller forringelse af overførselsindkomster – og dermed en justering af fordelingspolitikken – ikke være et mål i sig selv, men et middel til at opnå et større arbejdskraftudbud og undgå braindrain til udlandet.

For Konservative er det liberale at forstå som størst mulig frihed, så længe det ikke bliver på bekostning af andres frihed. Eftersætningen er (for mange konservative) lige så vigtig som den første. Målet er lige muligheder, hvad der ikke altid tillader den optimale frihed, men ofte forudsætter en vis regulering.

Jeg har til tider betegnet mig selv som "statskonservativ", når stærke liberale kræfter har talt for omfattende privatiseringer, for eksempel af DR og infrastruktur. Det samme gælder tanker om massiv decentralisering af beslutninger vedrørende uddannelser, sygehusvæsenet med mere.

Den nationale sammenhængskraft skal ikke undermineres af kæmpe, lokale forskelle. Kræftbehandlingsgarantier skal gælde i hele landet. Børn skal kunne flytte fra en femte klasse i folkeskolen i Gedser til en femte klasse i Skagen.

Det sociale kommer vel ikke mindst til udtryk, når Konservative taler om at hjælpe de allersvageste som for eksempel at forøge bevillingerne på det psykiatriske område fremfor at smøre de økonomiske midler ud over en bred kam.

Den ambitiøse generationskontrakt
Generationskontrakten er måske i virkeligheden det mest ambitiøse konservative mål; Tanken om, at vi har en forpligtelse til at efterlade kommende generationer et endnu bedre samfund end det, som vi overtog, er en kerneværdi, som kræver ansvarlighed og ordentlighed i alle sammenhænge:

Det gælder i sikkerhedspolitikken og i fordelingspolitikken, hvor stigende ulighed – nationalt og internationalt – er den største trussel mod vores stabilitet, fred, frihed og velstand – og de klimaforandringer, som vil forværre alle andre udfordringer.

Mange vælgere, der er i tvivl, kan ende med at stemme konservativt, som de gjorde det i Schlüters tid

John Wagner, tidligere konservativ generalsekretær fra 1988 til 1992 og forfatter til 'Schlüters politiske testamente'

Det konservative menneskesyn – set i forhold til ideologierne til venstre og højre, socialisme og ultraliberalisme – giver sig på én gang udtryk i en både fast og øjebliksbestemt holdning til konkrete sager i aktuel politik.

Den konservative må altid være i tvivl – udsætte sig selv for "modprøven", som Schlüter udtrykte det – medens socialister og liberalister kan lade sig vejlede og vildlede af forældede ideologier. Hvad der til tider kan opfattes som tvivlrådighed og ubeslutsomhed, er måske bare klog omtanke.

Tvivlens nådegave
Måske er det netop ejerskabet til tvivlens nådegave, som i denne tid – med mange magtfuldkomne politikere – kommer Pape til gode.

For hvad er rigtigt, og hvad er forkert, når eksperterne er uenige, når partier er delt, medierne toppes og vælgerne mere i vildrede end nogensinde før? Kan man her forlange et krystalklart svar på hver eneste spørgsmål, eller er det tilladt med lidt omtanke?

I virkeligheden var det vel også budskabet i mange af Schlüters berømte oneliners, som "ideologi er noget bras", "jeg er ikke så konservativ, så det gør noget", og "det kan gå op, det kan gå ned, det skal nok gå".

Han viste ved flere lejligheder, at når det gjalt, var han hverken i tvivl eller uden mod til at træffe meget afgørende beslutninger, men ellers var han pragmatisk, udogmatisk og venlig. Ikke ringe egenskaber, hvis man har ambitioner om at blive statsminister og forblive det i mere end én periode.

Derfor kan mange vælgere, der er i tvivl, ende med at stemme konservativt, som de gjorde det i Schlüters tid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Wagner

Bestyrelsesmedlem, politisk kommentator og fhv. generalsekretær i Det Konservative Folkeparti
journalist (DJH 1979)

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)