Voldsmandens nye veto kan og skal bekæmpes

Siden 2005 har vi debatteret voldsmandens første veto. 

Det har fyldt meget i debatten, hvorvidt aviserne tør trykke tegningerne af Kurt Westergaard og Charlie Hebdo. Men selv hvis det lykkedes at koordinere en kollektiv genoptrykning i alle aviser, ville der kun være tale om en sekundær sejr. 

Det primære spørgsmål i forhold til voldsmandens første veto er, om vores satirikerstand føler sig fri til at gøre grin med islam på nye måder.

Og som Signe Molde i januar sagde til Berlingske: "Folk gør det ikke. For man tør ikke". Der er ikke andre, der er Charlie. Voldsmanden har vundet dette slag. 

Og sejren har givet ham blod på tanden. I 2020 nedlagde han nemlig et nyt veto. Det skete, da den franske lærer Samuel Paty blev henrettet for den brøde at have undervist sine elever i de franske Muhammedtegninger.

Det nye veto 
Hvor det første veto var rettet mod satire, er det andet veto rettet mod undervisning. Nu er det ikke længere kun, hvad nogle har set som respektløse provokatører og kyniske bladsmørere, der står for skud.

Nu er det også dygtige, engagerede og velmenende lærere, som skal tilrettelægge deres undervisning i overensstemmelse med teokratiske normer eller dø

Eva Gregersen
Cand. polit.

Nu er det også dygtige, engagerede og velmenende lærere, som skal tilrettelægge deres undervisning i overensstemmelse med teokratiske normer eller dø. Hvis voldsmanden med sit første veto brækkede demokratiets ben, stikker han nu en kniv ind i demokratiets bløde bug. 

At voldsmanden mener det nye veto alvorligt, og at det også gælder i Danmark, fik en dansk lektor på en professionshøjskole at mærke, da hun på Facebook dagen efter Patys død skrev, at hun fremover agtede at lade tegningerne indgå i sin undervisning og opfordrede andre undervisere til det samme.

I løbet af få timer væltede det ind med trusler, hvorfor politiet rådede hende til at fjerne opslaget og holde lav profil.

Budskabet er gået rent ind hos de danske lærere.

Information spurgte i november 379 folkeskolelærere i samfundsfag og historie, om de ville være bekymrede for deres egen sikkerhed, hvis de i fremtiden skulle vise Muhammedtegninger i undervisningen.

Det svarede 67 procent, at de ville være i en eller anden grad. I Berlingske har en gymnasielærer sat ord på lærernes frygt i et debatindlæg med overskriften "Je Suis Samuel Paty":

"I mit daglige arbejdsliv mistænker jeg ikke en eneste af mine elever for at ville mig af dage, men ét forkert ord til en ekstremist...".

Det nytter ikke at tvinge lærerne 
Fordi der er tale om forskellige handlinger og målgrupper, er det imidlertid også muligt at tænke i forskellige løsningsmodeller. Derfor er vi ikke færdige med debatten, før vi har endevendt det nye veto lige så grundigt, som vi har endevendt det første.

Og som Geeti Amiri påpegede i P1 nytårsaftensdag, da hun valgte emnet som sit bud på den mest oversete debat i 2020, har vi indtil videre kun taget de indledende spadestik. 

Kort efter Patys halshugning luftede Politiken på lederplads idéen om at gøre tegningerne til fast pensum i alle relevante fag. Hensigten er at beskytte lærerne ved at sørge for, at valget om at vise tegningerne ikke er op til den enkelte lærer. 

Problemet med denne løsning er, at den hviler på lærernes pligtopfyldende udførelse af en opgave, som der nu er indført dødsstraf for at udføre.

Og uanset hvad man mener om etikken i at påbyde en bestemt gruppe civile, at lige præcis de skal sætte sig op imod en voldsparat modstander, bør man gøre sig klart, at løsningen forudsætter en standhaftighed og en musketerånd hos lærerstanden, som er ikkeeksisterende. 

Hvis forslaget blev vedtaget, ville vi opleve lærerne udvise civil ulydighed eller gøre kreative krumspring for at undgå at stå på mål for handlingen. Som en folkeskolelærer i samfundsfag for nylig udtalte til fagbladet Folkeskolen:

"Enten ville jeg bare lade være med at vise tegningerne, eller også ville jeg gøre noget fjollet som at tage eleverne med ned i kælderen, slukke lyset, tage tegningerne frem og så pakke dem væk igen, inden lyset bliver tændt".

Det ville rygtes, hvilke lærere der saboterede og lagde afstand til undervisningen, og hvilke lærere der velvilligt udførte den og dermed agerede håndlangere for den "islamofobiske" danske stat.

Således ville de lærere, der tog den farlige opgave på deres skuldre, fortsat risikere at blive udvalgt af voldsmanden til at statuere et eksempel. 

Muhammedtegningerne er kun det mest betændte af de emner, som lærerne oplever at være i konflikt med deres egne elever og deres forældre og storebrødre omkring

Eva Gregersen
Cand. polit.

Potentiale for nytænkning 
Og den offentlige debat nåede desværre aldrig rigtigt videre end til at klargøre lærerstandens udprægede berøringsangst samt indædte modstand mod at blive tvunget til at vise tegningerne, før sendefladen blev ryddet af andre dagsordener.

Men det nye veto rummer et potentiale, som kalder på nytænkning. Undervisning er nemlig ikke afhængig af lærerinvolvering på samme måde, som satire er afhængig af satirikerinvolvering. Det er faktisk muligt at undervise vores skoleelever i tegningerne, uden at det er lærerne, der skal stå for det.

Eksempelvis kan man udarbejde en undervisningsvideo om Muhammedkrisen og gøre det obligatorisk – ikke for lærerne at fremvise den – men for eleverne at se den. Det kan ske væk fra skolerne på en ekstern lokation uden lærernes tilstedeværelse. Det kræver kun politisk vilje. 

Det handler om mere end tegningerne 
Nogle vil spørge, hvorfor det dog er så vigtigt at undervise i de tegninger? Til dem er mit svar, at tegningerne kun er toppen af et isbjerg.

På et samråd med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) 26. november fremførte Jacob Mark fra SF den pointe, at tegningerne langt fra er det eneste emne, som lærerne oplever, at muslimske elever bliver aggressive over.

Holocaust, Israel-Palæstina-konflikten, seksualundervisning, Darwins evolutionsteori og kunst med nøgenhed eller erotisk indhold er andre eksempler på emner, som mange lærere finder det utrygt at undervise i.

Muhammedtegningerne er kun det mest betændte af de emner, som lærerne oplever at være i konflikt med deres egne elever og deres forældre og storebrødre omkring.

Det er naivt at tro, at konflikten om tegningerne er andet end begyndelsen på et grundlæggende opgør om, hvilke normer der skal gælde i Europa. 

En ringe trøst
På Christiansborg er seks partier – alle partier i blå blok samt SF – gået sammen om at presse regeringen til handling.

Fordi det har noget med undervisning at gøre, er sagen landet hos undervisningsordførerne, som så gør deres bedste for at manøvrere inden for rammerne af Undervisningsministeriets ressort, samt hvad der kan lade sig gøre i samarbejde med lærerforeningerne. 

Derfor ser man indtil videre partiernes handlekraft begrænse sig til det håbløst utilstrækkelige ønske om at få lagt undervisningsmateriale ud på læringsportalen emu.dk, som lærerne så vil kunne vælge at tage i brug.

Hvis altså de tør. Rationalet er, at det ville gøre underværker, hvis man fra officielt hold bakkede op om lærernes brug af tegningerne i undervisningen.

Men tiltaget er utilstrækkeligt, for voldsmanden er ligeglad med, hvor lærerne har deres undervisningsmateriale fra, og for den enkelte lærer er det en ringe trøst at kunne vide sig sikker på, at regeringen nok skal sende en krans til deres begravelse. 

Opråb til partierne 
Partiernes manglende slagkraft bebrejder jeg ikke ordførerne, som tydeligvis er dybt engagerede og gør, hvad de kan.

Men jeg vil opfordre til, at man i partierne erkender, at der er tale om en sag, som sprænger rammerne for Børne- og Undervisningsudvalgets virke.

Spørgsmålet, som partierne bør stille sig selv, er, om man vil vedtage, at alle danske skoleelever uden for den normale skolegang skal modtage den undervisning, som voldsmanden nu ønsker at forbyde.

Og det spørgsmål handler ikke om didaktik. Spørgsmålet er langt større og handler ultimativt om, hvorvidt man er parat til at betale i blod for at forsvare vores frihed.