Lad os nu bare adskille kirke og stat

Af Claes Kirkeby Theilgaard

Gymnasieelev og ateist

Den danske stat og den kristne religion har længe befundet sig i et skrantende ægteskab. Centrum for dette ægteskab er folkekirken. De sidste 150 år har staten og kristendommen nemlig været viklet godt og grundigt ind i hinanden. De sidste 150 år har vi favoriseret kristendommen over andre religioner. De sidste 150 år har tro været et statsanliggende. Og det er på tide at gøre op med den tankegang. Det er på tide, at vi hjælper parterne til en lykkelig skilsmisse.  

"Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." Sådan har der stået i Grundloven siden 1849. Men hvis flertallet af danskerne ellers fik lov til at bestemme, så burde dette laves om.

Vi lever nu i et multikulturelt og -religiøst samfund. Og her bør der ikke blot være religionsfrihed. Der bør også være religionslighed.

Claes Kirkeby Theilgaard

Ifølge en Epinion-undersøgelse fra sidste år er over halvdelen af danskerne nemlig for en adskillelse af kirke og stat. Altså lader der til at være et egentligt demokratisk flertal for at adskille kirke og stat.

At folkestemningen er ved at vende sig mod den kære, gamle folkekirke bliver yderligere tydeliggjort i den voksende mængde af befolkningen, der melder sig ud af folkekirken. Folket vil af med folkekirken. Spørgsmålet er, om det ikke er på tide, at politikerne begynder at lytte til folket?

Folkekirken er et fortidslevn, der bør afskaffes. For når vi vælger at beholde folkekirken, accepterer vi også, at en religion fra statens side bliver favoriseret frem for andre.

Claes Kirkeby Theilgaard
Gymnasieelev og ateist

Danmark har ellers haft mulighed for at blive sekulariseret. Blandt andet i 2000, hvor Sverige valgte at adskille kirke og stat. Her kunne Danmark passende have fulgt trop. Dog valgte vi at stå tilbage for nationalkonservative overvejelser. Men sent er bedre end aldrig.

Og der er mange grunde til at skrive Grundloven om til en mere sekulær udgave. Folkekirken er et fortidslevn, der bør afskaffes. For når vi vælger at beholde folkekirken, accepterer vi også, at en religion fra statens side bliver favoriseret frem for andre.

Som det er lige nu, tvinger staten f.eks. alle skatteydere til at bidrage til præsternes lønninger via skattebilletten. Man støtter folkekirkens fortsatte eksistens ved at være en del af den danske stat, da folkekirken er statens kirke. Er det virkelig rimeligt, at folk skal tvinges til at støtte en bestemt religion, bare fordi staten siger det?

Siden folkekirkens fødsel har verden ændret sig. Vi lever nu i et multikulturelt og -religiøst samfund. Og her bør der ikke blot være religionsfrihed. Der bør også være religionslighed. Lighed mellem religionerne er uforeneligt med en folkekirke, der er sammenflettet med statsapparatet og har særlige privilegier. Det er ganske enkelt ikke passende i et moderne samfund som det danske at have en stat, der er så indsyltet i religion, som vi er lige nu.

Vi snakker med frygt i stemmen om shariasamfund, hvor staten og religionen følges ad. Selv om der er langt fra sharia til folkekirke, kan det undre, at vi ikke kigger lidt indad. Hvis vi kan forfærdes over andre landes håbløst forældede forhold mellem stat og religion, hvorfor så ikke over vores egen?

Uanset om man er ateist eller fast kirkegænger, er det egentlig kun logisk at være for en sekularisering af staten. Hvis man holder af en fri kirke, der ikke er bundet på hænder og fødder, vil der nemlig også være noget at hente i en adskillelse af kirke og stat. For selvom der ganske vist vil ryge nogle privilegier, hvis folkekirken skrives ud af Grundloven, vil det også være en mere fri og selvstændig kristen kirke, der kommer ud på den anden side. Folkekirken har nemlig svært ved at gå staten imod, så længe de er en del af den.

Det er på tide, at vi hjælper til med en lykkelige skilsmisse mellem den danske stat og kirken. Og det er op til os selv at starte debatten. For som det er lige nu, er der et flertal i befolkningen, der ikke bliver hørt. Vi kan kun blive hørt, hvis vi råber op.