Lægeformand: Psykisk mistrivsel er ikke et individuelt problem

REPLIK: Et stigende antal unge diagnosticeres med psykiske lidelser, men løsningen er ikke øget fokus på individuel udpegning, skriver Anders Beich. Vi skal i stedet starte en samtale om, hvilken samfundskultur vi gerne vil have.

Af Anders Beich
Formand, Dansk Selskab for Almen Medicin

Knud Kristensen og Poul Nyrup Rasmussen peger i Altinget 8. oktober på, at andelen af unge med en psykiatrisk diagnose er alt for høj. Blandt de 17-årige har 15 procent fået en diagnose i 2019, hvor tallet er 11 procent i 2012.

Det er jo en signifikant stigning, som måske mest peger på, hvor vanskeligt det er at være ung i den samfundskultur, der har udviklet sig.

Fastholder snævert perspektiv
Vi ved ikke præcist om stigningen skyldes, at flere har det psykisk dårligere end i 2012.

Stigningen kunne også skyldes, at vi faktisk er blevet hurtigere til at stille diagnoser eller bare til at opdage, hvor dårligt nogle unge har det hver især, eller at det er blevet mindre stigmatiserende og måske endda ligefrem mere efterspurgt, at få en ungdoms-diagnose i løbet af de sidste syv til otte år.

Kristensen og Rasmussen peger på en meget traditionel løsning på, at så mange unge bliver syge: ”vi skal simpelthen blive bedre til at identificere mistrivsel hos børn og unge tidligere” og ” tidligst mulige kontakt til de sårbare unge, som kan hjælpe dem op på eget livsspor igen – og samtidig være et vigtigt bindeled til de offentlige tilbud”.

På den måde kan vi risikere at fastholde et for snævert individuelt perspektiv på psykisk mistrivsel og forebyggelse.

Fællesskabet skal styrkes
Hvis begrundelsen er, at flere og flere, nu 15 procent, er hjemfaldne til diagnoser, når de er 18 år*, så må man spørge sig selv, om det fortsat er rimeligt at satse på individuel udpegning af sårbarhed og skrøbelighed i forhold til det, som livet vil byde på af betingelser og belastninger?

I hvert fald som den primære forebyggelsesstrategi. Kan denne tidlige udpegning have negative konsekvenser?

Er det ikke på tide at fokusere på og italesætte indsatser, der ser på livsbetingelser og -belastninger i vores samfundskultur? Indsatser, der går på at styrke fællesskab og rummelighed, så flest muligt kan være med, uden at skulle markeres som sårbare efter at have frembudt belastnings- eller tilpasningsreaktioner?

Hvis der er bestemte motorvejsstrækninger, hvor mange forulykker, så går vi jo ikke ud og prøver at udpege de bilister, der er involveret i ulykkerne individuelt, eller at identificere nogle, der ligner de berørte, som så skal have ekstra køretimer.

Vi sænker hastighedsgrænserne eller bygger nogle gange motorvejen om på de særligt farlige strækninger.

Ensomhed er stor risikofaktor
De største risikofaktorer for tidlig sygdom og død i store epidemiologiske studier i USA er ensomhedsfaktorerne social disintegration og manglende netværk*.

Og her taler vi alle mulige sygdomme, ikke kun psykiatrisk sygdom som outcome. Hvis vi vil forebygge sygdomme, så kunne vi fremme initiativer, der letter social integration og netværksdannelse.

Vi taler ikke så meget om, hvordan vi fremmer et samfund med disse mål for øje.

Samtidig er det ikke sikkert, at de individuelle opsporingsstrategier er hensigtsmæssige. Vi ved faktisk ikke, om det i nogle tilfælde kan gøre ondt værre at blive opsporet.

Men vi ved fra forskning, at ventetid og ventelister i forhold til behandlingstilbud er problemkonserverende. Mange spontane ændringer til det bedre går i stå, når man står på venteliste.

Ingen er en ø
Den store udfordring ligger i min optik i at få politikere til at tale om, hvilken samfundskultur vi skal stræbe efter, men også, at vi hver især tager ansvar som deltagere i et samfund.

Vi skal vedtage politikker og love, som fremmer fællesskab og ikke kun lover os individuelle rettigheder. Vi skal satse på læring og dannelse, som fremmer fællesskab.

Vi skal lære og vise børn og unge, at ingen er en ø, at mennesket er et flokdyr, som rent biologisk ikke er indrettet til at klare sig selv.

Vi skal alle bidrage til, at både vi selv og de andre fungerer i flokken. Vores biologi er indrettet til, at vi er afhængige af små og store fællesskaber, som vi alle hver især er forpligtede til at bidrage til og til gengæld også kan profitere af.

Eller som Tor Nørretranders har udtrykt det: "Alle har det bedre, når du har det godt. Du har det bedre, når alle har det godt."

Der skal mere og mere til for at imødegå det moderne, teknologiske samfunds indbyggede devaluering og nedprioritering af analoge aktiviteter, ægte socialisering og møder mellem mennesker. Det er voldsomme kræfter, vi er oppe imod, og de unge lider måske allermest.

*Indlægget er opdateret 22. oktober kl. 9.18. Der er foretaget to rettelser.

Det fremgik tidligere, at flere var hjemfaldne til diagnoser, når de er 17 år. Dette er rettet til 18 år.

Det fremgik endvidere, at de største risikofaktorer for tidlig sygdom og død i store studier i USA er ensomhedsfaktorerne social disintegration og manglende netværk foran tobaksrygning og overvægt. "Foran tobaksrygning og overvægt" er fjernet. 

Altinget beklager.

Forrige artikel Messerschmidt er DF's nye kulturordfører: Messerschmidt er DF's nye kulturordfører: "Der er behov for en ny og national kurs i kulturpolitikken" Næste artikel Siddique: Jagten på flere arbejdstimer understøtter et sygt økonomisk system Siddique: Jagten på flere arbejdstimer understøtter et sygt økonomisk system
Live: Heunicke vil have alle Hovedstadens unge testet inden juleaften

Live: Heunicke vil have alle Hovedstadens unge testet inden juleaften

STORBYSMITTE: Nu intensiveres tiltagene for at bekæmpe coronasmitten i Hovedstadsområdet. Magnus Heunicke (S) vil præsentere de nye restriktioner sammen med en række myndigheder og lokale politikere, herunder Københavns nye Overborgmester, Lars Weiss (S). Se med klokken 16.00.