6 A'er: Langballes fremragende, hudløst ærlige bog er et sensationelt must-read

Alle husker Anders Langballe i storform:

I orkanens øje på Christiansborgs gange som den frække, uforfærdede politiske reporter, der næsten altid var først med det sidste; eller i studiet hos TV 2 News som den politiske analytiker, som var så usædvanligt vidende om alt, der rørte sig i magtens korridorer.

De færreste anede, hvordan denne journalistiske superstjerne var ved at slide sig selv ihjel:

80 timers arbejdsuge. Ikke bare i en enkelt travl uge, men i endeløse måneder og år. På fra News åbnede om morgenen til den sidste analyse var i skabet før midnat. Hevet ud af middagsselskaber, fordi en sendevogn stod parat ude på gaden. Det holdt aldrig op.

Eller, jo, det gjorde det jo:

For en dag – mandag 19. november 2018 – der ellers lignede enhver anden dag i Langballes liv med endeløse møder og tv-optrædener, var tæt på at blive hans sidste. Først en blodprop og hurtig indlæggelse på Rigshospitalet. Så en til, som var voldsommere.

Fra kongen af news til sengeliggende
Langballe overlevede heldigvis, men hans liv var omkalfatret på splitsekunder:

Fra at være kongen af News, en af TV 2's allervigtigste profiler og on top of the world som den skarptungede, pokkers velinformerede og evigtarbejdende tv-stjerne, var han pludselig en syg mand i en hospitalsseng, som end ikke kunne fremstamme navnet på sin egen søn.

Det var i den grad tid til at begynde ’Forfra’, som også er titlen på den fremragende, hudløst ærlige bog, som Langballe nu udgiver. Bogen er hans vidnesbyrd om 25 år i centrum af politik med klimaks i ti år på TV 2 – og den er et sensationelt must-read.

Langballes beretning er en nuanceret eftertanke om at huske, at livet er andet end arbejde, og at politik og politisk journalistik er andet end kynisme og fejlfinding.

David Trads

Langballe er nemlig uhyre reflekteret, når han fortæller om sin egen drivkraft, den politiske journalistiks udfordringer, og, måske allerstærkest, om, hvordan han føler, at det både var TV 2’s ledelse og ham selv, der svigtede, da han til sidst knækkede sammen af stress.

Bogen giver et unikt indblik i, hvordan politik kan sluge alt andet – fra Langballes tidlige engagement i Venstres Ungdom, hvor han indtog en toprolle, over formative år som politisk reporter på Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, og til de første mange succes-år på TV 2.

Intet liv ved siden af
Her var han selv macho-kongen, der arbejdede solen sort og flød i et med sit arbejde – og som slog igennem som en af de allerbedste ved at spille netop det spil, som han vurderede var vejen til at blive stjernen, der skrev forsiderne og leverede breaking news:

”Den kultur – med hårdt arbejde, flydende grænser, lange dage og værtshusbesøg – og den tilgang til politisk journalistik – med aldrig at gå rigtigt hjem og døgnet rundt have snor i, hvad der foregik på Christiansborg – holdt jeg fast i, i mange år. Det var mit indtryk, at det var forventningen, hvis man gerne ville noget med sit fag og sit arbejde. Så skulle man agere sådan.”

Langballe beskriver, hvordan han med forbløffelse som ung journalistelev på Ekstra Bladet oplevede, at Troels Mylenberg, dengang kortvarigt politisk redaktør på avisen, gik tidligt hjem fra arbejde for at hente sine børn – på selve den dag, hvor Ivar Hansen, Folketingets formand var død. Midt i en breaking news-historie! Hvad pokker tænkte han dog på:

”Jeg forstod overhovedet ikke prioriteringen dengang, men heldigvis har man lov at blive klogere. Også selvom man næsten skal falde død om først,” som han nu skriver.

Mylenberg, der endte med at overtage posten som politisk redaktør på TV 2, da Langballe blev syg, er eksemplet på, at man sagtens kan være både en fremragende journalist og have et liv ved siden af. Den balance kunne Langballe simpelthen ikke finde. Han var på uafbrudt.

Da det begyndte at gå galt for Langballe – i et par år op til kollapset – var det, som om han ikke kunne stoppe sig selv. På en og samme tid besad han reelt tre topjob på TV 2: Dels chefanalytikeren med konstant tilstedeværelse på skærmen. Dels chefnyhedsjægeren med en lind strøm af breaking news. Dels redaktør med ansvar for en 20 mand stor redaktion.

Hård kritik af TV 2
Langballe retter et hårdt angreb på den ledelseskultur, der eksisterede på TV 2 under nyhedsdirektør Mikkel Hertz’ ledelse. Han mener, at Hertz simpelthen ikke tog hans mange forsøg på at råbe ham op om, at han var ved at knække sammen, alvorligt:

”Det endte med et par kontante samtaler med Mikkel Hertz, der kort sagt handlede om, at hvis ikke jeg kunne klare mosten, måtte jeg smutte. Jeg var bange, jeg var udkørt,” forklarer Langballe om forløbet lige op til, at han fik de to blodpropper.

Det, som for alvor løfter bogen, er imidlertid, at han også i den grad vedkender sig sit eget ansvar. Det er ikke kun TV 2’s ledelse, der er skyld i hans kollaps. Det er også selve den politiske journalistiks negativitet, som har ansvaret – og, ikke mindst, hans eget ansvar, at han ikke kunne træde ud af hamsterhjulet i tide. Han tog det hele alt for alvorligt.

I bogen nævner han, at Sten Kristensen, selv mangeårig politisk tv-journalist, som var særlig rådgiver for finansminister Bjarne Corydon (S), havde en anderledes let tilgang til både politik og journalistik:

“Op i røven med det,” sagde han ofte om det ene eller andet problem, når han kom forbi kontoret til en snak om løst og fast. Den sætning blev en stående joke hos os, hvis tingene gik os imod med en historie eller andet, vi måtte droppe i stedet for at bruge flere kræfter på det. Jeg skulle have sagt “op i røven” til flere ting,” konstaterer Langballe.

Når man læser Langballes vidnesbyrd fra et kvart århundrede i centrum af dansk politik, ville man ønske, at han oftere havde sagt netop ’op i røven!’ – for den pris, han endte med at betale for altid at sige ’jeg er på’, og, fornemmer man, også med spidse albuer indirekte for ofte sagde ’kun mig’, er alt for stor.

Nuanceret eftertanke
Langballes beretning – som, skal man huske at nævne, i konkrete tilfælde bestrides af TV 2’s ledelse – er under alle omstændigheder en nuanceret eftertanke om at huske, at livet er andet end arbejde, og at politik og politisk journalistik er andet end kynisme og fejlfinding.

I dag er han kommet videre. Reflekterer indsigtsfuld om, hvordan det fag, han selv har været med til at forme, kunne udvikle sig bedre. Hans personlige kamp for at vende tilbage til noget, der ligner hans gamle jeg, er rørende – ja, man skal være lavet af stål, hvis man ikke får blanke øjne under læsningen, når Langballe fortæller om, hvad han har mistet:

”Jeg kan savne de diskussioner, hvor det går hurtigt. Jeg elskede at sidde med en gruppe venner, kolleger eller politikere og fyre løs i en diskussion, der krævede viden, indsigt, analytisk sans og evnen til at se sammenhænge. Dér, hvor der bliver sagt så meget mellem linjerne, at man er nødt til at være skarp og hurtig i tankegangen for at kunne være med.”

Som en af dem, der så ofte har siddet sammen med Langballe i TV 2 News’ Besserwisserne, vil jeg sige, at vi alle savner ham i den rolle, hvor han var enestående dygtig. Heldigvis er bogen, som er skrevet i et stærkt samarbejde med Martin Flink, i sig selv et optimistisk tegn på, at Langballe tydeligvis er på vej tilbage til noget, der ligner et mere almindeligt liv. Stemmen og energien er på vej tilbage. Jeg giver ’Forfra’ min varmeste anbefaling.