Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Vælgerne er snart vaccinerede mod en blå regering

KOMMENTAR: Når vaccinerne er rullet ud, kan et efterårsvalg virke fristende for statsministeren, der kan knuse blå blok og understrege sin egen magtposition. Alligevel er status quo sandsynligvis det mest tillokkende scenario for Mette Frederiksen.

Fristelsen til at udnytte den massive vælgeropbakning til et nyvalg kan blive for stor for Mette Frederiksen, skriver Lars Trier Mogensen.
Fristelsen til at udnytte den massive vælgeropbakning til et nyvalg kan blive for stor for Mette Frederiksen, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Lars Trier Mogensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jordskredsvalget er ved at rulle baglæns. Man skal helt tilbage til tiden lige inden det skelsættende folketingsvalg i 1973 for at finde et tidspunkt, hvor alliancen mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og venstrefløjen stod så overlegent som lige nu. Enkelte aktuelle meningsmålinger viser ligefrem et rent rødt flertal.

På intet tidspunkt i Mette Frederiksens levetid har styrkeforholdet på Christiansborg været så skævvredet. Lige inden alt ramlede – og hele det politiske landskab blev rystet med indtoget af nye protestpartier – toppede centrum-venstre-blokken med 114 mandater ved valget i 1971.  

De rød-grønne partier tegner til nu igen at kunne få op mod 110 mandater, og hvis statsminister Mette Frederiksen tør vælge at gribe dette gunstige øjeblik og kynisk udnytte det samtidige kollaps for både Venstre og Dansk Folkeparti, vil hendes regeringsblok kunne udbygge den knebne føring fra folketingsvalget forrige sommer. Og hun vil dermed kunne give sit parti en gedigen valgsejr modsat resultatet i 2019, hvor det rent faktisk blev til en tilbagegang på 0,4 procent for Socialdemokratiet.

Her midt under en landsdækkende nedlukning er det selvfølgelig komplet udelukket så meget som at overveje eller tale højt om et hurtigt nyvalg. Den bedste timing er på ingen måde nu. Men de kommende måneder ser også kun ud til at ville gøre en valgudskrivelse endnu mere fordelagtig.

Fakta
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vælgereffekten af den langtrukne coronakrise vil potentielt kunne vokse sig endnu større, når alle danskere er blevet vaccineret i løbet af forsommeren, og hverdagslivet dermed kan normaliseres. Som Mette Frederiksen selv sagde i sin nytårstale: "Januar og februar bliver hårde. Men så kommer foråret. Bøgen springer ud. Fuglene kommer igen. Til sommer de lyse nætter."

Vaccinerne kan nemlig få en ekstra politisk effekt og kan snart vise sig at skabe en slags flokimmunitet over for en borgerlig regering. Tiden arbejder således for S-regeringen.

 En splittet folketingsgruppe og mindst lige så rådvilde vælgere vil gøre 2021 til endnu et rædselsår for Venstre.

Lars Trier Mogensen

Selv om det kan virke som flygtigt højdepunkt, når Socialdemokratiet lige nu får en vælgeropbakning på 33,3 procent hos Voxmeter og 33,4 procent hos YouGov, tyder udsvingene i meningsmålingerne hen over det seneste år på, at tilslutningen til de rød-grønne partier vitterligt har stabiliseret sig på et væsentligt højere niveau end ved valget i 2019.

På intet tidspunkt under coronakrisen har oppositionen formået at byde sig til med en mere attraktiv plan eller blot et nogenlunde gennemtænkt alternativ til S-regeringens kurs, og derfor har det formodningen for sig, at vælgerne ikke vil løbe flygtende væk fra Socialdemokratiet, så snart friheden og det sociale liv vender tilbage for fuld styrke. Tværtimod.

De blå partiers svaghed er S-regeringens største styrke. I de kommende måneder vil de interne intriger i Venstre kun blive forværret i takt med at rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bliver til virkelighed. En splittet folketingsgruppe og mindst lige så rådvilde vælgere vil gøre 2021 til endnu et rædselsår for Venstre.

Med nye meningsmålinger, som allerede gør Jakob Ellemann-Jensens samspilsramte parti mindre end Konservative, er det ikke længere oplagt eller entydigt, hvem der egentlig er de borgerlige partiers statsministerkandidat.

Med en skrumpende vælgeropbakning til Venstre på 13,0 procent hos Voxmeter og blot 9,2 procent hos YouGov er Jakob Ellemann-Jensen ved at miste sin førstefødselsret som lederen af blå blok. Andre og mere pålidelige målinger kan snart vise et mindre dramatisk billede. Men tendensen synes at være klar. 

Forskydningen fra Dansk Folkeparti ud til Nye Borgerlige er bestemt heller ikke en vælgerbevægelse, der vil styrke seriøsiteten for et borgerligt regeringsalternativ. Sammenlignet med Dansk Folkeparti er Nye Borgerlige på alle måder et mere uforudsigeligt og parlamentarisk umodent parti, og derfor vil en fortsat styrkelse af Pernille Vermund på bekostning af Kristian Thulesen Dahl svække blå blok.

Det vil ganske enkelt være et komplet kamikaze-projekt – og et flashback til de glade dage med Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup i 1970'erne – hvis Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen så meget som skulle overveje at bygge en ny borgerlig-liberal regering på Pernille Vermunds anarkisme.

Ligesom Venstres daværende formand Poul Hartling hverken ville eller kunne føre krisepolitik baseret på Fremskridtspartiets kaotiske mandater, vil det også være praktisk umuligt for en ny blå regering, som er afhængig af Nye Borgerlige, at føre en afbalanceret politik, der holder sig nogenlunde inden for Danmarks økonomiske bindinger og internationale forpligtelser.

Men i realpolitikkens verden er det faktisk ligegyldigt, at blå blok ikke længere fremstår som et troværdigt regeringsalternativ, for de fornødne stemmer mangler. I de næste mange måneder er dramaet trukket ud af dansk politik, for lige nu er det kun et spørgsmål om, hvor stærkt Mette Frederiksen står som statsminister – og hvornår hun udnytter situationen til at befæste sin enestående magtposition med et nyvalg.

Den mulige valgdato, som de fleste på gangene på Christiansborg spekulerer i, er 16. november, hvor vælgerne alligevel skal til kommunal- og regionsrådsvalg. Tilbage i 2001 forsøgte daværende S-statsminister Poul Nyrup Rasmussen sig med et sådant dobbeltvalg, dog uden stor succes, da han dér mistede regeringsmagten til Venstres formand Anders Fogh Rasmussen. Sporene skræmmer derfor Socialdemokratiet.

Læs også

Det skæbnesvangre valg for 20 år siden er dog næppe den vægtigste årsag til, at Mette Frederiksen vil betænke sig, før hun reelt overvejer at hjemtage gevinsten ved de gunstige vælgerbevægelser. Man skal passe på med, hvad man ønsker sig. For paradoksalt nok behøver det ikke at være en fordel for statsministeren, hvis det parlamentariske styrkeforhold forskubbes i en mere rød retning.

Lige nu har S-regeringen en noget nær perfekt mandatfordeling, hvor det har vist sig muligt at lave forlig efter forlig hen over midten, og hvor en række ministre på skift har formået at spille de andre partier effektivt ud mod hinanden.

Det har vist sig at være en sjældent manøvredygtig situation, at Radikale Venstre på den ene side kan udskiftes med Dansk Folkeparti, og at Enhedslisten på den anden side kan udskiftes med Konservative – foruden flertalsmuligheden med Venstre, som fortsat består efter Lars Løkke Rasmussens mytteri, ganske enkelt fordi de nordatlantiske mandater stadig er baghånden, hvis det for alvor skulle spidse til.

For Mette Frederiksens ambition om at regere efter "mandaternes logik", ikke mindst i udlændingepolitikken, vil det bestemt ikke være en fordel, hvis Socialdemokratiet pludselig havde flertal alene med SF og Enhedslisten, ligesom et decimeret Dansk Folkeparti heller ikke ville være en forhandlingstaktisk fordel for S-regeringen.

Risikoen ved at udskrive folketingsvalg i utide er ydermere, at der pludselig kan opstå uventede begivenheder, som ryster det forudgående billede i meningsmålingerne, og vælgerne på selve valgdagen ender med at stemme på en helt anden måde end forventet. Selvom det virker usandsynligt lige nu, risikerer Mette Frederiksen at miste statsministerposten, hvis hun bliver alt for grådig.

Med 867 dage til 5. juni 2023, hvor der senest skal være udskrevet nyvalg til Folketinget, er status quo derfor det mest tillokkende scenario for Mette Frederiksen. Men kynisk betragtet får hun næppe et bedre tidspunkt til at knuse de borgerlige partier: Et efterårsvalg vil være et nådesstød til Jakob Ellemann-Jensen og Kristian Thulesen Dahl.

Et efterårsvalg vil ramme Venstre midt under rigsretssagen mod partiets tidligere næstformand Inger Støjberg og måske ligefrem også samtidig med, at Bagmandspolitiet tager affære i Meld/Feld-skandalen, hvor Dansk Folkepartis kronprins Morten Messerschmidt er hovedperson.

Et efterårsvalg vil tilmed kunne afholdes inden granskningskommissionen afrapporterer om minkskandalen, og de borgerlige vil derfor stå alene i møgsager til halsen.

Fristelsen til at vende tilbage til tiden før jordskredsvalget, hvor Socialdemokratiet stod som det store bredtfavnende folkeparti, kan blive stor for Mette Frederiksen i takt med nedsmeltningen i blå blok.

Som krisen kradser i Venstre og Dansk Folkeparti er der dog intet, som tyder på, at Socialdemokratiet ikke også vil kunne vinde overbevisende om to år, og imens trække pinen i langdrag for de borgerlige partier, der kun synes at være i begyndelsen af en langstrakt febervildelse.

.......

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00