Den hvide mand har også et ansvar. Derfor er Lars von Triers fascismekort en eklatant fejl

Fører fokus på diversitet i kunsten til fascisme?

Det mener filminstruktøren Lars von Trier og med ham også en klummeskribent på Ekstra Bladet, der forleden skrev, at "det er vejen til krænkelseskulturens diktatur," hvis skuespillere hævder, at "deres etnicitet, religion, seksualitet, køn eller andet kræver særlige hensyn".

Anledningen er, at en lang række skuespillere har lanceret kampagnen "Et større billede", hvori de kritiserer den manglende diversitet i danske film. I kampagnen har de brugt tre aktuelle film som eksempel.

Ud af de 42 karakterer i filmene er der ikke en eneste af anden etnisk oprindelse end dansk. Vi lever i et land, hvor mere end hver tiende har anden etnisk baggrund end dansk, så filmene tegner et forvrænget billede af det samfund, de forestiller at skildre.

En af de tre film er Lars von Triers 'Riget Exodus', og derfor svarede han på kritikken i en mail til Berlingske med følgende ordlyd:

"Rend mig i røven! Arbejder kun under total kunstnerisk frihed. Enhver form for censur eller kvotering på området er en indskrænkning af ytringsfriheden og leder dermed slutgyldigt til fascisme."

Hvad de to hvide mænd overser, er, at debatten om diversitet netop er en kritik af ensretning, af det snæversyn, som danske film er præget af

Rikke Viemose

Jeg har både Trier og Ekstra Bladets klummeskribent mistænkt for udelukkende at drage sammenligningen med fascisme for at provokere, men når de taler om, at kunsten ikke må lade sig indskrænke af nogen form for censur eller kvotering, så skævvrider de debatten og undlader at forholde sig til dét, som kampagnen peger på.

Der er ikke en eneste, der i denne kampagne taler for nogen form for censur eller direkte kvotering. Skuespillerne maner derimod til eftertanke. De opfordrer alle i filmbranchen til at overveje, om de måske har nogle blinde vinkler, der får dem til at vælge et stereotypt billede af virkeligheden i stedet for – som jeg jo mener, at den gode kunst skal og kan – at udfordre os på vores fastlåste billeder af, hvordan verden hænger sammen.

Både Trier og klummeskribenten abonnerer tilsyneladende på den altmodische idé om kunstneren som en slags ophøjet geni, en gud, der er objektiv og uafhængig af den verden, han (for det er jo som regel en han i deres univers) lever i.

Ræsonnementet skulle være noget med, at vi ikke må ensrette hinanden – og slet ikke kunstnerne. Hvad de to hvide mænd overser, er, at debatten om diversitet netop er en kritik af ensretning, af det snæversyn, som danske film er præget af.

Og som også kunsten på museerne, romanerne og musikken i mange, mange år har lidt under. Som kunstforbruger har man på museerne skulle lede længe efter kunst skabt af andre end hvide mænd, streamingtjenesternes sexistiske algoritmer sørger stadig for, at vi overvejende hører musik skabt af mænd, og bøger skrevet af mænd er i årevis blev anmeldt både oftere og bedre end bøger skrevet af kvinder, viste et studie fra Aarhus Universitet sidste år.

Siden efteråret har jeg stået for en række saloner om "køn i kulturen" på Blixen Museet, hvor jeg har interviewet kunstnere og kulturpersonligheder om, hvordan de oplever, at film, kunst, musik og litteraturverdenen repræsenterer køn.