Liberalismen trænger til en selvkritisk opsang

Dansk folkestyre blev skabt af familierne, foreningerne, de frivillige fællesskaber, idrætten, de frie skoler og menigheder, andelsbevægelsen, bondebevægelsen, arbejderbevægelsen, boligbevægelsen, kreditforeningerne, afholdsbevægelsen, højskole- og oplysningsbevægelsen, kooperationen, de folkelige vækkelser, grundtvigianisme og Indre Mission.

De liberale er gået foran, når det gælder etablering af endnu flere fællesskaber, for eksempel menighedsråd, skolebestyrelser og bestyrelser for efterhånden næsten alle uddannelses- og kulturinstitutioner.

De frie fællesskaber holdes sammen af gensidig tillid. Tilliden blev overført til de politiske bevægelser, der typisk var rekrutteringsbase for folkevalgte forsamlinger. Dem kan vi takke for, at Danmark ifølge internationale sammenligninger er verdens mest tillidsbårne samfund.

Tilliden er som det ”mørke stof” i Stephen Hawkings univers: Vi kan ikke se det, men vi kan beregne, at det udgør tre fjerdedele af alt stof i universet, og at det holder alting på plads. Ganske som tilliden.

Liberale skal ikke holde sig uden for kulturdebatten

Bertel Haarder

Den er Danmarks – og Nordens – vigtigste rigdomskilde. Vi er de mest tillidsbårne samfund i Verden – med Sverige på sidstepladsen, måske på grund af voldsom indvandring.

Det modsatte – manglende gensidig tillid – er årsagen til, at så mange lande i verden er fejlslagne. Det gælder klansamfund og lande med forskellige folkeslag, der ikke føler sig forpligtede over for hinanden.

Blandt andet i Afrika og Mellemøsten, hvor kolonimagter skabte nationer uden folkeligt forankrede grænser. For når der mangler fælles kultur, mangler der også tillid og sammenhængskraft.

Med udgangspunkt i ovenstående og med tanke på tilliden som det danske og nordiske ”guld”, vil jeg slå følgende ti liberale teser fast med syvtommersøm: 

1. Det afgørende skel går ikke mellem frihed og fællesskab, men mellem frie fællesskaber og tvungne fællesskaber, hvad enten sidstnævnte er kommunale eller statslige.

2. Folkestyre er ikke det samme som politikerstyre. Man udvider ikke demokratiet ved at udstrække politikernes magt til flere og flere områder.

Det kan tværtimod svække civilsamfundet, ansvarligheden og medbestemmelsen.

3. Demokrati er ikke en altomfattende opskrift, endsige et livsindhold. Visse ting er så vigtige, at de ikke kan være demokratiske og liberale.

For eksempel meget af det, der foregår i skolen, familien og nationen. Demokrati er ”en skikkelig måde at være uenig på” (sagt af K.E.Løgstrup som replik til ungdomsoprøret).

Og man kan tilføje: ”Demokrati er først og fremmest en skikkelig måde at komme af med en regering på”.

4. Der skal være grænser for politik, hvis ikke myndiggørelse og ansvarlighed skal gå fløjten. Der skal være en urørlighedszone omkring den enkelte. 

5. De tillidsbårne frie fællesskaber har en værdi, som de offentlige, obligatoriske fællesskaber ikke har.

De fremmer ansvarlighed og samarbejde til forskel fra de obligatoriske fællesskaber, som dyrkes af socialister, socialdemokrater og fagforeningsfolk – og visse nationalkonservative.

6. Man kan godt være for noget uden absolut at ville tvinge det igennem med love, regler og tilhørende bureaukrati.

Og man kan godt være imod noget uden at ville forbyde det! For eksempel brug af skærme i skolen. For argumenter og moral er bedre end regler.

7. Hvis der er noget, der skal ”sikres”, behøver det ikke være Folketinget, der sikrer det. Hvad har vi ledelser og bestyrelser til?

8. Folketingsmedlemmer og ministre er ikke nødvendigvis klogere og mere menneskevenlige end medlemmer af kommunalbestyrelser og lokale bestyrelser. Sidstnævnte kender tilmed den lokale vinkel.

9. Den uendelige vækst i antallet af regler, som skal ”sikre” os og fremme velfærden, undergraver både ansvarligheden og den lokale ledelseskultur.

10. Liberale skal ikke holde sig uden for kulturdebatten. Der skal være armslængde – netop for at liberale politikere frit kan blande sig i debatten om skidt og kanel uden at skulle anklages for at blande sig.

Ovenstående teser burde være en selvfølge. Men hvis man tænker efter, opdager man, at vi konstant forbryder os imod dem.

De liberale er blevet for magelige. Vi har troet, at hele verden blev liberal og globaliseret efter Berlinmurens fald. Nu skal vi pludselig til at argumentere for vores sag og tage vort eget idégrundlag seriøst.