Ligene i Ukraines gader konfronterer os med døden og dens uafvendelighed

Døden er noget, vi helst holder ud i strakt arm og udskyder til den dag, vi bliver gamle og syge. Men når vi konfronteres med billeder af døden, tvinger det os til at reflektere over vores dilemmafyldte forhold til den, skriver filosof og tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler. 

Placeholder image
Selvom medierne advarer os mod de stærke billeder, ligger døden altid indlejret i mediebilledet, alt imens vi bekvemt gemmer på vores egen død, skriver Jacob Birkler. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nogle år siden blev jeg kontaktet af en journalist fra DR. Baggrunden var en programserie med døden som tema.

En del af konceptet indeholdt den tanke, at man med pårørendes accept ville placere et kamera i ligkisten, hvor man efter begravelsen lod seerne følge liget alle døgnets 24 timer direkte fra kisten. Kameraet skulle alene rettes mod benene, og målet var at lade danskerne forholde sig til døden på en meget direkte måde.

I telefonen fornemmede jeg journalistens ønske om et hurtigt flueben ved etikken, og hvis formanden for Det Etiske Råd giver grønt lys, er man næsten i mål. Jeg stillede imidlertid journalisten nogle kritiske spørgsmål, hvilket resulterede i, at programidéen hurtigt blev sløjfet.

Når vi ser døden i form af et menneskelig, bliver vi let konfronteret med vores egen død. Det kan for nogle være lidt af en prøvelse

Jacob Birkler, filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd

Jeg tænkte på hændelsen forleden, hvor DR viste billeder fra krigen i Ukraine.

Nyhedsværten lagde ansigtet i meget alvorlige folder og advarede mod det, vi nu skulle se. Samtidig blev vi forsikret om, at der lå mange overvejelser bag beslutningen om at vise billederne. Billederne viste menneskelig i Ukraines gader.

Det forfærdelige er selvsagt de kriminelle handlinger, der kobles til billederne. Men det var billederne af døde mennesker vi blev advaret imod, selvom anonymiteten var sikret.

Begge eksempler udtrykker på hver sin måde vores forhold til døden. Den er svær at kigge på og svær at forholde sig til for længe ad gangen.

Den franske filosof La Rochefoucauld formulerede det aforistisk på følgende måde: "Hverken solen eller døden formår man at se på med ufravendt blik." Samtidig er døden noget, vi gerne vil sikre værdigheden omkring. Begrebet værdighed er et begreb, som altid anvendes, når dødens dilemmaer bringes til debat.

På den måde taler vi om den værdige død, som den gode død, hvor den uværdige død er den modbydelige og smertefulde død. Vi vil så gerne sikre værdigheden, men glemmer ofte, at den ligger i øjnene der ser.

Når vi ser døden i form af et menneskelig, bliver vi let konfronteret med vores egen død. Det kan for nogle være lidt af en prøvelse. Døden er noget, vi helst holder ud i strakt arm. Noget vi gerne udskyder, som beslutninger vi må forholde os til, når vi bliver meget gamle eller meget syge.

Om skribenten

Jacob Birkler (f. 1974) er filosof med speciale i etik og tidligere formand for Det Etiske Råd. 

Han har en ph.d. i medicinsk etik og er uddannet cand.mag. i filosofi og psykologi. Han er forfatter til flere bøger om filosofi og etik i sundhedsvæsenet og underviser på flere sundhedsuddannelser.

Han er en del af det faste skribentkorps, der løbende skriver indlæg til Altinget Etik og Tro om krydsfeltet mellem etik, tro og politik.

Vi ser det eksempelvis i debatten om aktiv dødshjælp, som ofte sammentømres med præmissen om, at når jeg kommer til livets slutning, så vil jeg gerne det ene og undgå det andet. Men dødens dilemmaer er langt mere end evergreens fra den øverste skrivebordsskuffe i Det Etiske Råd.

Dødens dilemmaer er også meget konkrete spørgsmål, som vi må forholde os til. Jeg husker eksempelvis en henvendelse fra Odense Kommune, som i et tørt og formfuldendt sprog spurgte, hvor mange fostre (efter provokeret abort), der bør ligge i en kiste – sådan etisk set.

Allerede dengang var der miljømæssige hensyn, der bakkede op om et højt antal. Her må vi huske, at der ikke er tale om mennesker, hvilket vi først bliver i juridisk forstand i 22. graviditetsuge. Men etisk set gælder det med værdigheden, som det gælder med menneskeligheden. Et menneske er et menneske, når et medmenneske gør det menneskeligt.

Men netop fordi vi ser og vurderer forskelligt, ser vi også på døden med forskellige øjne. I samvær med bedemænd har jeg eksempelvis drøftet spørgsmålet om, hvorvidt det skal være muligt at få hunden med i kisten. Her vil etikken ofte ligge gemt i detaljen.

Nogle vil således se forskelligt på sagen ud fra hvilket dyr, der er tale om – og dermed også størrelsen. Andre vil vurdere sagen ud fra forskellen på hundens lig og hundens aske. En tredje gruppe vil pege på forskellen mellem den døde hund og hunden, som aflives alene med sigte på en fælles grav.

Indtil videre er det slet ikke tilladt. Men her kan det fremføres, hvordan der ligger værdighed gemt i bedemandens blinde øje.

Det eneste sted, vi kan tale om døden, er netop i livet

Jacob Birkler, filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd

Flere danskere har imidlertid fået holdninger, krav og ønsker til den fysiske død. Stadig flere ønsker askespredning, og skoven bliver også taget i brug, når livet er blevet til lig. Men denne liberale tilgang til liget (eller efterlivet) efterlader fortsat etiske spørgsmål i livet.

Når vi eksempelvis har tilladt askespredning, hvorfor er askesmykker så ikke tilladt, hvis der er ønske om at lade en lille smule aske indgå i et smykke til sikring af minder? Vi må således gerne gå med et askesmykke skabt af hundens aske, men ikke med asken fra far.

Når vi taler om døden, så handler det ofte om livets længde og dødens komme. Ikke desto mindre vil etiske dilemmaer knyttet til døden ofte handle om livets indhold og dødens udsættelse.

Det er således min erfaring og klare vurdering, at langt de fleste etiske dilemmaer i det danske sundhedsvæsen hører under overskriften 'udsigtsløs behandling'. De fleste er taknemlige for de mange nye behandlingsmuligheder, men hver gang vi får en ny behandlingsmulighed, må vi samtidig konkretisere, hvornår den ikke bør bruges. Det gælder også genoplivningsforsøg og spørgsmålet om, hvordan vi (ikke) bruger hjertestartere på plejehjemmet.

Der findes også danskere, som ikke alene ønsker at udskyde døden, men også gerne vil overvinde den. Her lever nogle i den tro, at de efter døden kan nedfryses (kryopræserveres) i håbet om, at blive genoplivet i fremtiden. En moderne form for mumificering, som har skabt en blomstrende industri i flere lande, herunder især USA.

De etiske spørgsmål handler ikke alene om, hvorvidt denne praksis bør tillades i Danmark, men også om hvorvidt og hvordan vi bør åbne for, at danskere kryopræserveres før døden for på den måde at styrke håbet om en sygdomsbehandling i fremtiden.

Døden kommer ind i de danske hjem hver dag gennem medierne. Selvom vi advares mod stærke billeder ligger døden altid indlejret i mediebilledet, alt imens vi bekvemt gemmer på vores egen død.

Men det eneste sted, vi kan tale om døden, er netop i livet, og en god måde at forholde sig til livet er at forholde sig til dødens dilemmaer.

Omtalte personer

Jacob Birkler

Lektor, filosof og forfatter, fhv. formand, Det Etiske Råd
cand.mag. i filosofi og psykologi (Aarhus Uni. 2000), ph.d. i medicinsk etik (SDU 2009)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser