Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen dumper Dybvad-rapport: Kommer ikke til at nedkøle det overophedede politiske maskinrum

Djøf nedsatte det såkaldte Dybvad-udvalg for at finde løsninger på et bedre samspil mellem politikere, embedsmænd og medier. De foreslåede løsninger er desværre ikke noget, der vil rykke markant på problemerne eller gøre de politiske beslutningsprocesser mere robuste.

På de store linjer er der ikke markante forslag til nytænkning eller et opgør med en politisk kultur og en centraladministration på speed, skriver Lisbeth Knudsen om Dybvad-udvalgets rapport. 
På de store linjer er der ikke markante forslag til nytænkning eller et opgør med en politisk kultur og en centraladministration på speed, skriver Lisbeth Knudsen om Dybvad-udvalgets rapport. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Bedre samspil mellem Folketing, regering, embedsværk og medier er den optimistiske titel på rapporten fra det såkaldte Dybvad-udvalg. Det blev nedsat for godt et år siden af fagforeningen Djøf med henblik på at finde veje til at undgå nogle af de alt for mange kommissionsundersøgelser, ekspertudredninger og møgsager i den statslige forvaltning i de senere år, og for at få forslag på bordet til at få tandhjulene i det politiske maskinrum til at falde bedre i hak.

Siden 2015 er der blevet gennemført hele fire undersøgelses- og granskningskommissionsundersøgelser samt en rigsretssag. Tibetkommission, Instrukskommission, FE-Kommission og Minkkommission.

Desuden blev der udarbejdet en særlig ekspertudredning om håndteringen af covid-19 om Statsministeriets centrale, koordinerende og initiativtagende rolle.

Derfor har der længe været en stemning af, at den politiske kultur og det politiske maskinrum i Danmark trænger til et eftersyn. Mange folketingspolitikere og regeringsmedlemmer har selv peget på problemerne med hastigheden i den politiske proces og mere politisk mudderkastning end konstruktiv uenighed.

Ligesom tidligere topembedsmænd har været åbne om, at noget måtte ændres, hvis den løbende politikskabelse og lovgivningen, skulle have tilstrækkelig kvalitet og nye innovative vitaminer. For slet ikke at tale om et fokus på implementering af den forrige reform inden næste store reform sættes i værk.

Folketingets partier har besluttet en ny magtudredning, som vi først har resultaterne fra om fem år, hvis den da ellers snart kommer i gang. Derfor er andre og hurtigere analyser både velkomne og nyttige.

Dybvad-udvalgets anbefalinger er på en række områder logik for burhøns – undskyld mig udtrykket

Lisbeth Knudsen

Så det er endnu engang Djøf, der ligesom med initiativet til Bo Smith-udvalget i 2014 leverer nogle forsøg på svar. Dybvad-udvalgets arbejde under ledelse af tidligere departementschef, tidligere DI-direktør og tidligere bestyrelsesformand for Danske Bank, Karsten Dybvad, er grundigt arbejde. Ikke mindst de bagvedliggende analyser, som udvalget bringer med til den færdige rapport, er interessante og tankevækkende.

Problemet er bare, at løsningerne fra udvalget næsten ligner en gentagelse nu blot på en endnu alvorligere og eskaleret baggrund her næsten otte år efter Bo Smith-udvalgets rapport. Her skal jeg bekende for læseren, at jeg selv havde fornøjelsen af at sidde med i Bo Smith-udvalget.

Dybvad-udvalgets anbefalinger er på en række områder logik for burhøns – undskyld mig udtrykket. Sørg for en formaliseret proces omkring tjek af lovligheden for nye politiske initiativer. Ja, det troede vi måske som borgere var på plads lige indtil Mink-sagen.

Få det frem i lyset, hvis flere fagministerier er uenige, inden regeringens tværgående udvalg træffer beslutning (Mink-sagen spøger igen). Giv tid til at papirerne bliver læst og skriv referat af møderne (Mink-sagen spøger igen). Undgå hastelovgivning. Brug sagkyndige udvalg og tværgående udvalg til komplicerede initiativer.

Og til Folketingets medlemmer anbefaler udvalget: Lad være med at stille alle de overflødige spørgsmål som mere er politiske markeringer, for de stresser de stakkels embedsmænd og tager tid fra kvaliteten af deres arbejde.

Rapporten rummer også en anbefaling af, at medier og embedsmænd går i samtaleterapi og får skabt en løsning på et stigende problem med manglende gensidig tillid. Fint forslag, men der er ikke nogen anvisning på, hvad terapien skal føre med sig som målsætning og resultat. Og måske skulle terapien udvides til politikerne.

Der er også en genganger med at få øget åbenhed konkret omsat til en revision af offentlighedsloven og overholdelse af fristerne for svar på aktindsigtsbegæringer. Det har regeringen allerede afgivet løfte om at sætte i værk i regeringsgrundlaget.

Der, hvor det rigtigt spændende kommer ind, er ikke hverken en fornyelse af vores grundlæggende danske strukturer med ministerstyre og politisk neutrale embedsmænd eller af systemet med politiske rådgivere. Her sætter udvalget flueben og godkendt ved den nuværende model og det nuværende niveau af rådgivere. Ligesom Bo Smith-udvalget gjorde det.

Det interessante er, at Dybvad-udvalget på basis af de indhentede analyser når frem til, at trykkogeren på Christiansborg og i centraladministrationen på de seneste godt otte år siden Bo Smith-udvalgets analyser har fået en faretruende, endnu højere temperatur.

Faretruende fordi det, der er på spil, er netop embedsmandssystemets faglige uafhængighed og kvaliteten af det politiske arbejde. Her er de røde lamper i analysen:

· En medieudvikling der bare er fortsat med et vildt accelereret pres på politikere og embedsmænd ikke mindst fra et 24/7 konstant kværnende mediedøgn og betydningen af de sociale platforme, som nu mere dagsordensættende og en direkte livline mellem ministrene og vælgere uden om de publicistiske medier og deres kritiske spørgsmål.

· En politisk kultur præget af højt tempo, enkeltsager og konflikt.

· Digitaliseringen som også skubber til forventningerne om hurtigere svar, hurtigere reaktioner på selv komplicerede spørgsmål og generelt højere tempo i de politiske processer.

· Ikke alene medierne, men også interesseorganisationer og aktører i det omgivende samfund har fået større indflydelse på politikskabelsen, er langt mere effektive i deres kommunikation og stiller stigende krav til håndtering både hos embedsmænd og politikere.

· Det opleves generelt, at samfundsproblemerne er blevet mere komplekse og behovet for koordinering på tværs endnu større.

Med andre ord er der behov for at tage noget af farten og konfliktniveauet ud af de politiske processer, at få beslutningsprocesser og beslutningsindhold bedre forberedt, at få bedre styr på gråzonerne i embedsværkets rådgivning til ministeren og varetagelsen af ministerens eksponeringsbehov på de sociale medier.

Her kommer udvalgets måske skarpeste konstatering:

”Udvalgets undersøgelser viser, at der ifølge embedsværket fra politisk side er en stigende efterspørgsel på politisk-taktisk rådgivning, og at der i praksis kan være udfordringer med grænserne mellem den indholdsmæssige (faglige) rådgivning og den politisk-taktiske rådgivning. En væsentlig forudsætning for, at embedsværket kan rumme spændvidden i ministerrådgivningen, er, at ansættelsesrammerne giver mulighed for at værne faglighed og integritet og ikke tilskynder embedsværket til at yde rådgivning, som er populær hos ministeren.”

I konklusionerne fra interviewanalyserne udført af Rambøll hedder det:

På de store linjer er der ikke markante forslag til nytænkning eller et opgør med en politisk kultur og en centraladministration på speed

Lisbeth Knudsen

”I den hastige politikskabelse oplever flere topchefer i staten desuden, at der i stigende grad er fokus på, hvordan politiske forslag bliver kommunikeret, herunder om disse kan præsenteres på en måde, hvorpå der kan skabes opbakning hertil. Enkelte påpeger, at fokus på kommunikationen af politiske udspil bliver på bekostning af disses substantielle kvalitet. Af en topchef beskrives det endog sådan, at man sommetider ”farer afsted med nogle halvbagte ting, som kommunikationsmæssigt er superlækkert pakket ind, men indholdet, der ligger nede under kommunikationen, er ikke helt bagt færdigt”. Andre i embedsværket påpeger imidlertid, at systemet har formået at organisere sig således, at det reelt er muligt at håndtere denne hast uden negative, afledte konsekvenser for substans og implementering.”

Dybvad-udvalgets meget forsigtige svar på det er: En indskærpelse igen, igen af det etiske embedsmandskodeks – det såkaldte Kodex VII – som fokuserer på syv centrale embedsmandspligter. Kodekset udkom umiddelbart efter Bo Smith-udvalgets rapport i 2015.

Og de syv pligter er lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl og partipolitisk neutralitet. Dybvad-rapportens analyser viser faktisk, at kodekset er meget velkendt og indarbejdet i centraladministrationen.

Herudover anbefaler Dybvad-udvalget et eftersyn af ansættelsesvilkårene for de statslige chefer og ikke mindst åremålskontrakterne, der kunne få nogen til at forfalde til mere faglig bøjelighed tæt på en stillingtagen til, om en sådan kontrakt skal forlænges. Endelig at der skal skabes klarere rammer for embedsværkets bistand til ministrenes profilering på de sociale medier. Det ligner rigtigt gode og vigtige initiativer.

Der ligger helt sikkert masser af tankevækkende stof at gå i dybden med for de politiske nørder i Dybvad-rapporten. Et enkelt svirp fra embedsmændene til opdragsgiveren – Djøf – for manglende synlighed i debatten om den stigende grad af eksponering i offentligheden af topembedsmænd, der pludselig bliver hovedpersoner i offentlige møgsager, er det også blevet til i interviewanalysedelen.

Men på de store linjer er der ikke markante forslag til nytænkning eller et opgør med en politisk kultur og en centraladministration på speed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00