Lisbeth Knudsen: Her er det næste årtis seks store omstillinger

KOMMENTAR: 20’erne står for døren, og et kig i krystalkuglen for Danmark varsler store forandringer på vej. Grøn bæredygtighed og digital bæredygtighed bliver nogle af drivkræfterne, skriver Lisbeth Knudsen. 

Mens vi venter på dronningens og statsministerens nytårstaler, champagnepropper og nytårsfyrværkeri, så kan det være godt med lidt kig i krystalkuglen på, hvad der venter os henne om det skarpe hjørne.

Det er nemlig ikke kun sådan et almindeligt kalenderblad i rækken, vi skal vende denne gang. Det er en afsked, vi tager, med den første snes år af dette århundrede.

Vi tager fat på 2020'erne og et nyt årti, hvor alt tegner til samfundsforandringer i hæsblæsende tempo og stadig større politiske udfordringer og udfordringer for os som mennesker både globalt og nationalt. Også større potentialer, hvis vi nu ikke skal begrave os i sortsyn fra starten. 

På den korte bane hedder nogle af udfordringerne, at klimaloven skal følges op med konkrete klimahandlingsplaner, og at der skal findes løsninger på regeringens løfte om tidligere pensionsmuligheder til nedslidte.

Overenskomstforhandlinger for 600.000 medarbejdere på det private arbejdsmarked skal lykkes uden storkonflikt, medieforliget skal pakkes om på ny, så et nyt flertal kan sætte sit fingeraftryk, at afløseren for de nationale test skal findes, og optagelsessystemet til ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser skal laves om.

Et politiforlig skal forhandles på plads. En nærhedsreform af hele den offentlige sektor er også bebudet. Hvad der skal ske på sundhedsområdet, ser derimod temmelig uafklaret ud efter den tidligere regeringens forliste sundhedsreform. Regeringens to-do-liste er allerede lang for 2020, og den bliver endnu længere. 

Men det er faktisk interessant at se det næste årti sådan lidt mere i helikopter-perspektiv. På den måde bliver det også mere synligt, hvad det er for store politiske drivkræfter, der skal til i de næste ti år. Her kommer det næste årtis seks vigtigste omstillinger:

Den grønne omstilling. Danmarks ambitioner for grøn omstilling er tårnhøje med klimaloven, som skal sikre, at Danmark når i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Selv om vi skal stå på tæer for at nå det mål, og alle sektorer af det danske samfund arbejder sammen om opgaven, så skal der mere til. Der er brug for forskning og udvikling af nye teknologier, som vi slet ikke kender endnu. Der skal massiv omstilling af energisektoren, landbruget, transportsektoren og industrien til.

Det interessante ved den brede politiske aftale om klimaloven er, at det ambitiøse mål ikke må koste vækst og arbejdspladser.

Der står i aftalen, at "indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt, under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse. Dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles. Danmark skal vise, at vi kan lave en grøn omstilling og samtidig bibeholde et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres".

Den store politiske diskussion bliver dermed, hvordan klimaplan og CO2-reduktion og vækst og beskæftigelse ikke bliver hinandens modsætninger. Om der kan skabes lige så mange nye grønne jobs, som der helt sikkert tabes job andre steder i den grønne omstilling.

Et andet kernepunkt bliver den sociale balance i hele den grønne omstillingsproces, som nemt kan blive et kompliceret system af sociale kompensationer for afgifter og politikker, der ellers vender den tunge ende nedad.

Den digitale omstilling. Det kommende tiår kommer til at byde på en voldsom teknologisk udvikling, der for alvor rykker på grænserne mellem menneske og maskine og vores hidtidige arbejdsdeling med maskinerne. Mellem frihed og overvågning. Mellem privatliv og fælles forbedringer til gavn for hele samfundet.

Anvendelsen af algoritmer og kunstig intelligens til at håndtere enorme mængder af data og overtage stadig flere automatiserede funktioner i samfundet bliver en skelsættende udvikling. Ikke mindst på sundhedsområdet kommer det til at ske noget markant.

Regeringen, KL og Danske Regioner blev i forbindelse med økonomiaftalerne for 2020 enige om at iværksætte 15 såkaldte signaturprojekter med kunstig intelligens i både regioner og kommuner – blandt andet på sundhedsområdet. Også andre steder i den offentlige forvaltning er der gang i anvendelsen af algoritmer og afkodningen af datamønstre til at forbedre den offentlige service og forudsige eller forebygge kommende behov.

Virksomhederne dyrker adfærdsprofilering på baggrund af kundernes data, så de bedre kan ramme rigtigt med deres produkter. Svære logistikopgaver overlades til robotter, og en den fjerde industrielle revolution med ibrugtagning af de nye teknologier er godt i gang. 

Det rejser det vigtige afklaringsbehov: Hvad er det for job, der forsvinder, og hvad er det for nye job, der kommer til? Hvordan sikrer vi gennemførelsen af det kæmpe kompetenceløft, der er nødvendigt, uden at lave en efteruddannelsesreform? Vi har talt om livslang læring i 20 år. Nu er det helt, absolut kritisk at få gjort noget ved det. 

På det helt personlige plan er vi i Danmark et såkaldt digitalt modent land. Det vil sige, at vi har taget mange af de nye teknologier og det digitale udstyr til os, så mobilen nærmest aldrig forlader os. Vi ser nu en modbølge i forhold til skærmforbruget mange timer hver dag og den afhængighed – den såkaldte fear of missing out – som stresser både børn, unge og voksne.

Bliver det virkelig in at være offline i løbet af de næste ti år, når mange funktioner i vores hjem er digitalt forbundet, når arbejdspladsen er blevet mobil, når apps overvåger vores daglige helbred, og ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk giver os en nem adgang til shopping og underholdning såvel som adgang til vores arbejdsplads? 

Den store politiske diskussion bliver dilemmaet mellem privatliv og digitalliv. Spørgsmålet om ejerskab til egne data, og hvem der må udnytte disse data og til hvad. Vi taler meget om grøn bæredygtighed, men vi har også brug for at tale digital bæredygtighed.

Velfærdsomstilling. Vores velfærdssamfund bygger på nogle rettigheder og pligter. På lovgivning, regler og rammer samt en offentlig forvaltning, der administrerer efter, at alle borgere bliver behandlet lige for loven. Det fundament er der ingen, der rører ved, men sagen er bare, at systemet ikke er lykkedes med at afskaffe uligheden, den negative sociale arv eller at få de dårligst stillede ti procent løftet ud af den onde cirkel med dårlig uddannelse, dårlig bolig, mistrivsel, arbejdsløshed, misbrug og hyppigere sygdom.  

De næste ti år stiger antallet af børn og antallet af ældre. Vi lever længere, og vi får flere med kroniske og komplicerede sygdomsforløb. Vi kan også blive repareret for mere end tidligere og få udskiftet flere forskellige reservedele til kroppen.

Generelt stiger forventningen til det offentlige serviceniveau. Vi vil have bedre ældreomsorg og flere pædagoger i daginstitutionerne og flere og bedre uddannede lærere i skolerne til vores børn. 

Alt det lykkes ikke, hvis vi ikke samtidig gør borgerne mere selvhjulpne og robuste. Hvis vi ikke rykker mere sammen og hjælper hinanden igennem civilsamfundets organisationer, og hvis ikke vi får mulighed for i stigende omgang selv at være med til at prioritere, hvad vi gerne vil have hjælp til fra det offentlige, når vi nu ikke kan få det hele. Her kommer samskabelse, medborger-initiativer, borgerråd og hvad det alt sammen hedder ind i billedet. 

Den store politiske diskussion bliver omkring uligheden i den ene ende af spektret og kravene på at få stadig højere service for skattekronerne i den anden ende.

Polarisering bliver noget af det, vi kommer til at tale rigtigt meget om i det nye årti. At vi mere og mere bosætter os sammen med dem, der ligner os selv, mødes kulturelt sammen med og arbejder sammen med dem, der ligner os selv, og sammenhængskraften i Danmark går i opløsning.

Demokratiomstilling. Normalt betragter vi det danske demokrati for at være velfungerende med høje stemmeprocenter ved valgene, ret stor politisk interesse og viden og ingen politisk korruption.

Den anden side af det smukke billede er en ekstrem lav tillid til politikerne både nationalt og lokalt. Det er et engagement i at have et partimedlemskab, som nu tæller under fire procent af den danske befolkning. Det er en lavere demokratisk deltagelse hos den dårligst uddannede del af befolkningen, hvor vi også finder dem, der ikke føler sig set og hørt i de politiske processer og diskussioner, men kørt over.

Når partiernes medlemstal falder, og det samme sker for de store organisationer i civilsamfundet, så kunne en af årsagerne være, at begge parter er gået fra at være store folkeligt forankrede bevægelser til at blive topstyrede kampagneorganisationer. Og mange mennesker har ikke lyst til at købe ind på hele pakken, som et medlemskab indebærer. Man vil hellere engagere sig i en enkeltsag.

Dermed bliver meget politikskabelse til i en stærkt styret og centraliseret proces, og lanceringen af nye initiativer til en kamp om styring af mediernes opmærksomhed.

Demokratiet og måden, det fungerer på, trænger til et eftersyn. Det næste årti vil vise, om politikerne har modet til at åbne den diskussion. Ingen tvivl om at kommunerne faktisk mange steder er gået i gang med den proces at lukke borgerne ind som aktive medspillere til at prioritere og rådgive politikerne i beslutningsprocessen.

Adfærdsomstilling. Over tre generationer har vi set en holdningsændring til samfundets institutioner og fællesskabet. Mine forældres generation var udstyret med en autoritetstro over for samfundets institutioner, hvad enten de blev udført af embedsmanden, doktoren eller dommeren. De følte sig som samfundsborgere.

Min generation blev opdraget til, at vi havde rettigheder, og at ting var til diskussion. Ellers kunne vi da altid klage over afgørelsen. Vi blev opdraget til at være samfundsforbrugere og kræve ind, hvad vi havde ret til.

Hvis vi skal lykkes med at få enderne til at nå sammen i et velfærdssamfund med stigende omkostningspres, så skal vi gøres til ansvarlige medborgere, og det samme gælder virksomhederne. Vi kommer til at forvente en mere individuel behandling og medinddragelse. 

Vores livsforløb de næste ti år vil byde på mange flere med alternative familiemønstre, mange flere husstande med enlige og meget mere borgeraktivisme, hvis man bliver utilfreds med ikke at blive hørt. Protest og sympatiaktioner kan skabes på få timer via de sociale medier i dag, og det bliver flittigt brugt. Og så kommer vi til at sætte mere pris på det lokale islæt og de fællesskaber, som vi udvikler lokalt.

Til adfærdsomstillingen hører også det digitale liv. Det liv hvor vi hele tiden er forbundet. Hvor mental og psykisk skrøbelighed fremstår mere tydeligt, og generationsforskellene på digitalt indfødte og digitale indvandrere skaber nogle kløfter, der skal overvindes.

Politisk betyder det, at tiden med at bruge samskabelse som skueprocesser uden reel indflydelse er forbi. At autoriteten afhænger af tillid, gennemsigtighed, evne til at lytte og faglig kompetence ikke i titel eller institution. Og at fællesskaber måske kommer til at fremstå mere bæredygtige end familieskaber.

Global omstilling. De næste ti år tegner lige nu ikke særligt lovende på den globale front. Det multilaterale samarbejde skabt efter Anden Verdenskrig ser ud til at være udfordret af stigende protektionisme og nationalkonservative tendenser.

Efter år med udvidelser af kredsen af EU-lande forlader et af de store medlemslande fællesskabet i slutningen af januar 2020 med Storbritanniens udtræden. USA har trukket sig fra klimaaftalen og andre fælles aktiviteter i FN-regi. En handelskrig mellem USA og Kina har stået på et stykke tid nu. Et amerikansk præsidentvalg i november 2020 kan blive helt afgørende for de næste års udvikling internationalt. 

Migrationsproblemet i Afrika er stadig en tikkende bombe. Der er ikke fundet stærke løsninger, som bringer håb om job, økonomisk vækst og bedre livskvalitet for en hastigt voksende befolkning. Det vil være den permanente trussel for Europa i mange år frem, at millioner af migranter fra Afrika begiver sig på vej til Europa. Et grånende Europa med flere ældre, der samtidig får et voksende behov for arbejdskraft. 

Og mens vi venter på løsninger på den front, så vokser techgiganternes magt i USA og Kina fortsat, og de kæmper om kontrollen med de nyeste teknologier og deres udbredelse. De næste ti år kommer vi til at se afkastet af store investeringer fra de her selskaber på sundhedsområdet.

Selskaberne er nu så store og magtfulde, at det ligefrem er dem, der beder politikerne om at lave reguleringer, og ikke omvendt. For de ser langt tydeligere end politikerne, hvor de kritiske barrierer for deres udvikling ligger.

Den ligger i din og min tillid til, om vores data bliver anvendt på en acceptabel måde og på en måde, hvor vi selv har nikket til, hvad de bruges til. Sker det ikke, så kommer der et folkeligt modpres på techgiganterne og nye spillere på markedet, der vil tilbyde produkter med forbrugerkontrol.

Til den globale omstilling hører styringen af finanssektoren. Hvad lærte vi af sidste finanskrise, og kan det ske igen? De lærde er uenige om det, men de fleste af dem mener dog, at vi er bedre forberedt denne gang. Om det så er en trøst, må vise sig.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Skats computersystemer er ramt af digital demens Flemming Chr. Nielsen: Skats computersystemer er ramt af digital demens Næste artikel Jonas Herby: Du bliver straffet hårdt, hvis du ikke lever efter statens familiemodel Jonas Herby: Du bliver straffet hårdt, hvis du ikke lever efter statens familiemodel
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.