Lisbeth Knudsen: Nej, Støjberg. Der er ikke et jysk folkeparti

Undskyld, jeg er ikke født i Jylland men værst af alle steder i København. Begge mine forældre var heldigvis ordentlige fuldblodsjyder, som blot valgte at realisere deres drøm om at drive en lille virksomhed i København.

Uden den fædrene og mødrene fødestedslegitimitet i det jyske, ville man jo i dag være klemt helt ud i periferien af den nye nationalsport, som går ud på at grave dybe grøfter mellem land og by. Mellem os fra København og dem fra provinsen. Om at grave dybe, værdipolitiske grøfter og gradbøje værdien af forskellige typer arbejde. Om at sætte det gode liv ind i meningsløse, geografiske skabeloner.

Man fornemmer, at det efterhånden er svært at sige, at man faktisk står op hver morgen og passer et helt almindeligt, meningsfuldt job i København og har begge ben solidt plantet på den sorte asfalt.

At man ikke nødvendigvis tilhører den forkætrede kreative klasse eller et overflødigt, statsligt bureaukrati beliggende på en dyr, københavnsk kontoradresse, mens det rigtige Produktionsdanmark i Jylland udfolder den største arbejdsomhed og skaffer alle eksportindtægterne og det, vi skal leve af, hjem til landet.

Godt at man kan blive sluppet ud engang i mellem til det forjættede Jylland. Ja sågar til Støjbergs kerneland i Skive. Så finder man ud af, at vi ikke er så forskellige endda i vores drømme og forhåbninger til det gode liv, vores danske værdier og nære fællesskaber.

Er Danmark ved at knække over?
Inger Støjberg sendte i denne uge med sin afskedssalut til partimedlemskab af Venstre endnu engang den fortolkning af verdenssituationen afsted, at Danmark er ved at knække over på midten.

At der er et særligt jysk Danmark, som ikke fatter, hvad de render rundt og laver på Christiansborg, og som finder udlændingepolitikken alt for slap. At der er et baglands-Venstre med helt andre jordnære værdier og holdninger til verdenssituationen og klimaet end et akademiker-Venstre fra Nordsjælland, må man forstå. Hun sagde det samme i sin tale som afgående næstformand for Venstre for nogle uger siden.

Jeg er alvorligt bange for, at Støjbergs grøftegravning mellem land og by, provins og København, mellem elite og folk skubber til et vognlæs af underliggende, farlige tendenser.

Lisbeth Knudsen

Mens statsministeren længe havde den nedslidte lønmodtager, Arne, i kikkerten og på valgplakater om tidlig pensionsalder, så har Inger Støjberg fundet sig en lastvognsmekaniner som sin sande helt. Vi har dog ikke set ham i levende live endnu.

”Vi må aldrig glemme lastvognsmekanikeren i Holstebro, og dem der går i gummistøvler og sikkerhedssko. Det er trods alt sådan, at Produktionsdanmark i høj grad er den del af Danmark, hvor værdierne skabes og at pengene tjenes. Jeg er bekymret, når jeg ser, at Danmark er ved at knække midt over. Jeg kan mærke, hvordan forbindelseslinjerne til Christiansborg og København bliver svagere og svagere. Det er måske ikke noget, der sådan lige fylder, når man bor i København, men for os, der bor uden for de store byer, der kan man næsten fysisk fornemme, hvordan forskellene vokser,” sagde hun i talen.

Og hun tilføjede: ”Politik behøver ikke altid være kompliceret. For mig, der handler det om at sige, hvad jeg mener, også så det er til at forstå. Og også selvom det måske ikke altid lige passer ind i de fine saloner i København og på avisredaktionerne i København.”  

Danmark i balance og Udkantsmyten
Statsministeren har talt om et Danmark i balance, og om at hendes regering vil stoppe centraliseringsbølgen, som har drevet udviklingen i Danmark de seneste mange år. Hun har udnævnt en ny bannerfører og værdikriger til at kommunikere det budskab ud til alle op til det kommende kommunalvalg i november i skikkelse af indenrigs- og boligminister, Kaare Dybvad.

Med bøgerne om ”Udkantsmyten” fra 2015 og ”De Lærdes Tyranni” fra 2017 har han lagt temmelig stærkt fra land som ideologisk indpisker og er selvskrevet til rollen som anti-centralist. I hans tiltrædelsesinterview lyder han dog mere afdæmpet og mindre krigerisk end i bøgerne, hvor en af de klare beskeder lød til den evige udligningsdebat mellem Hovedstaden og provinsen:

”Vi har en myte om Udkantsdanmark, som går på, at alting kører meget bedre i storbyen end i provinsen. En myte, som handler om, at provinsen ikke er bæredygtig; at man ikke får en uddannelse, når man bor i provinsen; at provinsen ikke har nogen reel betydning for dansk økonomi, og at hovedstadsområdet pumper en masse penge derud. Alle de her dele er forkerte, men tilsammen giver de et billede af, at når man bevæger sig 30 kilometer uden for København, så stopper al udvikling. I virkeligheden er det mange flere penge, der går fra provinsen til København. For hver krone man betaler i udligning, går der mere end 2 kroner den anden vej, hvis man laver det rigtige regnestykke.”

Kaare Dybvad, nu i mere afdæmpet og diplomatisk ministermodel, skal sørge for at andre ministre leverer på decentraliseringsdagsordenerne om uddannelse, sundhed, nærpoliti, erhvervsudvikling, beskæftigelse og transport.

”Min opgave er at levere regeringens budskab om, at der er blevet centraliseret for meget, og nu skal vi sørge for at sikre, at landet hænger bedre sammen. Det er ikke mig, der præcis skal finde ud af, hvordan det udformes. Men jeg kommer til at koordinere det arbejde, der er på tværs af regeringen. Jeg vil holdes op på det, vi er gået til valg på, som er at få nærheden tilbage: Flere lokale uddannelser, nære politistationer, flere penge til at rive gamle huse ned og bedre lokale velfærdstilbud i mindre byer.”, siger han i et interview til Information den 4. februar.

Sociale og geografiske brudflader
Jeg er alvorligt bange for, at Støjbergs grøftegravning mellem land og by, provins og København, mellem elite og folk skubber til et vognlæs af underliggende, farlige tendenser.

Tendenser gående fra almindelig, politisk frustration over ikke at blive set og hørt til diverse mere eller mindre vanvittige konspirationsteorier fyldt med mistillid til politikerne, staten, myndighederne og hinanden. Fyldt med alternative fakta, protester mod coronarestriktioner, mod vaccinetvang og anklager om manglende ytringsfrihed på nettet.

Vi er ved at få en polarisering af det danske samfund som kører lidt under radaren, i stedet for den inklusion og det fællesskab, som vi normalt plejer at rose os af i vores højt besungne, homogene, lykkelige og meget tillidsbaserede land. Journalist og forfatter, Lars Olsen, skrev forleden i en kommentar i Jyllands-Posten: ”Tidens store fortælling i de vestlige samfund er brudflader, der på én gang er sociale og geografiske.” Han har ret i det.

Vi har meget længe haft en åbenbar ulighed på sundheds- og uddannelsesområdet knyttet til både sociale og geografiske forhold. Vi har haft en udlændigedebat, som har skabt hårde politiske skel i vores samfund og en debat, som i en pærevælling både har handlet om religion, kultur og økonomisk rimelighed overfor nytilkomne i forhold til vores egne socialt udsatte. Vi har ikke løst det problem, at dele af landet er blevet en ufrivillig magnet for sociale problemer.

Derfor er det virkelig vigtigt, at den nye indenrigsminister belægger sine ord med omhu. At han ikke skubber til læsset med mere splittelse men i stedet bygger broer. At der skabes en forståelse for, at hovedstad og provins er hinandens forudsætninger og ikke modsætninger. At vi skal trække hinanden op og ikke ned. At det at få løst nogle af de alvorlige uligheder samlet set skal være med til at gøre Danmark rigere.

Alle, der har beskæftiget sig med området med decentralisering og ulighed i dybden, ved at det er vildt svært at spole urbanisering og centralisering tilbage. Som at få vand til at løbe op ad bakke. Symbolpolitik hjælper ikke på det. Der skal kraftigere initiativer til.

I 2014 udgav KL en kæmperapport om ”Danmark i forandring”, der analyserede befolkningsudviklingen, urbaniseringen og en stribe faktuelle udviklingstendenser i vores samfund. Formålet med analyserne var at afdække ændringerne i de strukturelle rammebetingelser for kommunerne og den afledte betydning for den kommunale service og økonomi. Der er al mulig brug for opdateret fuld udgave af den rapport til at udtænke et Danmark i bedre balance.

-----

Lisbeth Knudsen er strategidirektør, Mandag Morgen og Altinget, formand for Demokratikommissionen og VL-grupperne samt tidligere chefredaktør for Mandag Morgen og Altinget, forhenværende formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.