Lisbeth Knudsen: Nekrolog over Radio24syv

Det var tæt på midnat den 31. oktober 2011.

Vi stod tætpakket i kantinen i huset Vester Farimagsgade 41 i det centrale København.

På hjørnet af Gyldenløvesgade og Vester Farimagsgade ligger den markante ejendom Ørstedhus, opført af professor Kaj Gottlob i 1935 med et bemærkelsesværdigt aluminiumsbeklædt indre og med sine otte etager i højden.

Her kom Radio24syv gradvis til live og flyttede ind med sine højtflyvende tanker om grænseløs taleradio og sine alt for små studiefaciliteter i de travle måneder inden lanceringen.

Jeg stod der i dæmpet belysning i kantinen som radioens første bestyrelsesformand og side om side med den daværende kulturminister, Uffe Elbæk. Vi havde et udsyn til alt, hvad der kunne krybe og gå af byens medie- og kulturkendisser, og en flok særdeles forventningsfulde medarbejdere. Nu skulle monopolbruddet på public service-taleradio endelig ske.

Jeg ved ikke, om Elbæk tænkte på det absurde i, at netop han som dengang radikal kulturminister skulle trykke på startknappen til den radiokanal, som havde fået kælenavnet Radio Møller efter hans konservative forgænger, Per Stig Møller.

Og således kan den politiske diskussion fortsætte, mens Radio24syv har trukket stikket og fra natten til i dag er blevet – ikke en parentes - men en milepæl i radiohistorien.

Lisbeth Knudsen

Møller var radioens ophavsmand og jokede selv gerne med, at skulle radioen blive en fiasko, ville den for altid komme til at hedde Radio Møller, men blev det en succes, så ville den blive kendt som Radio24syv.

Og det blev den så. En succes. Der ikke alene fornyede taleradioen, men også udvidede dens publikum og gjorde det smart for nye målgrupper at lytte med.

Jeg ved, at jeg selv havde to ting i tankerne den aften tæt på midnat. For det første, hvordan i alverden alle de her vilde ideer og vilde mennesker tilsammen skulle forløse et hidtil uhørt radiokoncept. Radiodrift kræver ligesom anden medieproduktion i den grad en skønsom blanding af kreativt anarki og nærmest militærisk struktur og logistik for samtidig at være en velfungerende organisation, der er i stand til at få kreativiteten til at lyde ubesværet, flydende og elegant i æteren.

For det andet tænkte jeg en anelse nervøst på, om Mads Brügger og Mikael Bertelsen rent faktisk ville komme ud i æteren til hele Danmark med stationens allerførste udsendelse ved midnatstid, sådan rent teknisk. Om der overhovedet ville være en eneste lytter derude til at ringe ind til programmet, eller om vi ville ende med kun at få fornøjelsen af lyden fra den nye radio på en højtaler direkte fra studiet på 2. sal til kantinen i stueetagen.

Nedtællingen begyndte. Elbæk og jeg fik trykket på knappen.

Jeg tror ikke, vi var betroet andet end en symbolsk knap at trykke på. Brügger og Bertelsen kom i æteren med Danmarks nye radiostation præcis som planlagt. En station, der skulle give DR's P1 et fornyelsens spark bagi, og gjorde netop det.

En station med tårnhøje ambitioner om at forny taleradioen både som nyhedsmedie og som klogekanalen med de skarpe holdninger og meninger sendt som tætte haglbyger i retning af alle mulige segmenter. Fra det røde felt og den sociale indignation til den borgerlige ligusterhæk og den europæiske passion. Fra den bidende satire. værre end en gang sand chili-forgiftning, til den sladdervorne rygtespredning og den følsomme snak om sorg og død.

Principielt noget som erfarne radiogenier totalt ville afvise kunne lade sig gøre. Det hed sig i den kritiske foromtale af kanalen, at den var skabt til cafe latte-segmentet på Østerbro. Det viste sig heller ikke at holde stik.

For det blev en radiostation, som hele Danmark tog til sig på en eller anden måde, både i flow og ikke mindst som podcast. Fordi den turde være sig selv. Fordi den turde fejle, gå til kanten og somme tider langt over kanten. Fordi dens nyhedsinterviews lød anderledes end P1’s klassiske format - og lige en tand mere insisterende, irriterende og grænseoverskridende vedholdende. Fordi dens værtsprogrammer havde meget personlige fingeraftryk med både gode og dårlige dage, store oplevelser og uendelig langsnak.

Var vi i bestyrelsen nervøse for, hvordan det ville gå? Ja, det ville være forkert at sige andet. Havde vi ind i mellem diskussioner om kursen og strategien. Ja. Konstruktive, store principielle diskussioner om programstrategien om de spektakulære balladesager, som stationen også nåede at rage til sig.

Alt andet ville være mærkeligt i en lille medieorganisation med sammenbragte kulturer, født med en fandenivoldsk frihedstrang og maser af kreative ideer. Men radioens ledelse med Jørgen Ramskov og dens medarbejdere i spidsen fik lang snor, og de bandt sig til masten i stormvejr.

Og nu hvor Radio24syv fejres som den store succes, og der sørges over stationens undergang som FM-kanal, så kan jeg godt huske, hvad der blev skrevet hos kollegerne rundt omkring i medierne, da den blev holdt over dåben for otte år siden. Alt lød bestemt ikke godt dengang.

Dengang var radioen enten totalt overflødig eller en skandale, fordi udbudskravene var så horribelt detaljerede, at de måtte stride imod den redaktionelle selvbestemmelsesret. Uhyrligt, mente nogle, at en privatejet medievirksomhed kunne underlægge sig så meget statslig regulering for små 100 millioner kroner i public service-tilskud om året.

Sandt er det, at kravene var horribelt snærende, men det lykkedes alligevel. Der er blevet udviklet og lært, givet efterkritik og opmuntring - og nedlagt programmer undervejs, som ikke fungerede. Der er blevet grædt og grinet, diskuteret og eksekveret. Og så er der skrevet radiohistorie med programformater, skabt af stærke interessante personligheder, der grundlæggende har været værd at lytte til, blive vred og irriteret over, harmes over, føle sympati med eller grine af.

At efterspillet skulle blive så pinefuldt, som det nu er blevet, kunne ingen forudsige. Selv om der er brugt godt 800 millioner kroner på at eksperimentere sig frem til succeshistorien Radio24syv, så vidste alle, at det kunne være slut efter otte år, når sendetilladelsen skulle i udbud igen.

Men at der pludselig gik politiske udflytningskrav i udbudsdiskussionen, var bare helt og aldeles håbløst. Hvis staten giver en sendetilladelse og i øvrigt har opstillet en række kvalitetskrav til indhold, sendetider, sendemængder med videre, så skal staten ikke blande sig i, hvor et medie vælger at have sit fysiske hovedkvarter og hvorfor. Om det skal være i København, mindst 110 kilometer fra København eller i Skagen, at mindst 70 procent af redaktionen skal sidde. Men det bestemte politikerne i medieaftalen mellem den daværende borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det var den første alvorlige bommert.

Ikke underligt at Radio24syv meddelte, at man på baggrund af de nye krav ikke ville ansøge om en ny periode. Det ville have været en helt anden radio end det kendte brand. Forståelig stor ståhej om det. Den nye Aarhus-baserede Radio4 var eneste bud på at overtage stafetten og Radio24syvs plads på FM-båndet nu. Så kommer vi til næste bommert.

Nu blev der så på grund af mediestormen om det indgået en politisk aftale om at give Radio24syv en ny chance for at overleve ved at omdanne den planlagte DAB-musikkanal til en taleradiokanal, der lignede en skræddersyet løsning for Radio24syv – ganske vist på et lidt lavere budget end de første otte år. Det fik naturligvis dem, der havde regnet med at skulle lave ny DAB-kanal med kultur og klassisk musik, som også lå i medieforliget, til at føle sig godt og grundigt svigtet. Så kommer vi til bommert nummer tre.

Kravene i det nye udbud af en DAB-talekanal til 70 millioner kroner om året i fire år er på flere strækninger uklare. Det nye udbud ender lige præcis der, hvor det ikke skulle have endt, set med manges øjne, og slet ikke der, hvor mange af lytterne i Radio24syvs store fanskare havde håbet det. En helt ny spiller – LOUD – lige så nyfødt erfaringsmæssigt som Radio24syv var det dengang i 2011, med mange løst beskrevne programkoncepter, mindre DAB-frekvensdækning end Radio24syv og med et hidtil uprøvet koncept om at lave ungdomsrettet taleradio, vælter den nu otte årige succesrige Radio24syv af pinden.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvem der burde have undersøgt særligt den økonomiske pointgivningsmodel noget bedre, hvem der har ansvaret for, at man i udbudsmaterialet kunne vælge to forskellige DAB frekvenser med en forskellig prislap, eller hvem der har sjusket mere eller mindre med ansøgningerne. Men sagen er bare, når man ser på de tre tilbud, som kom ind på DAB-kanalen, så er der temmelig stor forskel på dybden og substansen i det beskrevne.

Og her kommer så bommert nummer fire. At politikerne nu bryder enhver form for armslængdeprincip til afgørelsen i Radio- og tv-nævnet og fra flere sider mener, at udbuddet bør gå om. Alt imens Radio24syv er ved at lukke butikken og sende medarbejdere videre i karrieren andre steder. Vi har netop et uafhængigt nævn til at tage stilling til den slags udbud i behørig afstand af politikerne. Men efterspillet er ikke slut. Kulturministeren beder på flere medieordføreres opfordring Radio- og tv-nævnet om en nærmere redegørelse for den afgørelse, de er nået frem til, og alle tre tilbudsgivere, Radio24syv, LOUD og DK4, får lov til at stille spørgsmål til nævnsafgørelsen, som skal besvares.

Og således kan den politiske diskussion fortsætte, mens Radio24syv har trukket stikket og fra natten til i dag er blevet – ikke en parentes - men en milepæl i radiohistorien. Flere af stationens programformater får tilsyneladende et liv efter døden med andre udgivere som afsender i Berlingske Media-regi. Men at samle alle stumperne sammen igen til en genoplivning af hele Radio24syv som station forekommer trods alt usandsynligt nu. Man må håbe, at nogen lærer af de fire bommerter.

Tak for at have haft æren af samarbejdet i de første fire år af stationens levetid med entusiastiske og dygtige folk. Tak for stunder, hvor jeg har været imponeret, overrasket, indigneret, provokeret og irriteret. Men også godt oplyst, underholdt og gjort klogere på grund af det mod og den nysgerrighed, som blev leveret. Operationen lykkedes, men patienten døde desværre.