Lisbeth Knudsen: Ni pinagtige faldgruber for journalister i valgkampen

KOMMENTAR: Lisbeth Knudsen giver valgjournalistikken et kritisk eftersyn og præsenterer ni faldgruber, som desværre er gamle travere for de flestes vedkommende.

Vi er godt i gang med valgkampen, og politikerne har travlt med at lægge vinderstrategier eller overlevelsesplaner alt efter barometerstanden i meningsmålingerne.

I den forbindelse er det sundt lige at give valgjournalistikken et kritisk eftersyn på samme måde, som det er vores fornemste pligt at give politikerne og deres ideer det kritiske eftersyn på vælgernes vegne.

Her er ni journalistiske faldgruber, som desværre for de flestes vedkommende er gamle travere.

1) Hvad laver et politisk parti egentlig?
Når man som for eksempel i den forgangne weekend stiller Liberal Alliance spørgsmålet i forbindelse med deres landsmøde, hvorfor i alverden de bruger kræfter på at fremlægge en stor politisk plan, hvis indhold der ikke er skyggen af chance for at samle flertal for, så har man ikke forstået, hvad dansk demokrati handler om.

Det handler om, at hvert parti netop fremlægger sine politiske ideer og planer, og så stemmer vi som vælgere på dem, vi bedst kan lide og tror mest på, hvorefter partierne kan begynde jagten på det, der kan samle 90 mandater i Folketinget.

Politik vil i vores demokrati med mest af alt mindretalsregeringer altid være et eller andet kompromis, hvor ingen får alting. Vi skal passe vores arbejde med at udfordre planerne på alle ledder og kanter og ikke bebrejde partierne, at de laver dem.

2) Uenighed som skræmmebillede
Rigtig meget valgjournalistik går på at fremstille uenighed, konflikt og splittelse i enten rød eller blå blok.

Når De Konservative går ud og mener noget andet end Venstre om boligskatterne, når Liberal Alliance igen taler afskaffelse af topskatten, selvom ingen andre vil gribe den bold, når SF har nogle ønsker til en socialdemokratisk ledet regering, som ikke matcher med Enhedslistens og så videre.

Sagen er jo, at partierne netop op til et valg mere end på noget andet tidspunkt deler sig efter anskuelser, så vi kan kende forskel på deres kerneværdier, for efter et valg igen at finde sammen i forskellige forligskonstellationer.

Det er selvfølgelig en journalistisk opgave at afprøve, hvor flertalsmulighederne er, og tælle til 90 mandater, men det bør ikke dag efter dag fremstilles som et drama og en katastrofe, at partierne fremstår mere uenige i en valgkamp, hvor teltbardunerne lige strammes lidt ekstra, og idealerne kommer frem og bliver luftet.

3) Hvor blev vælgerne af?
Når man igen og igen stiller et politisk parti som for eksempel Dansk Folkeparti spørgsmålet om, hvad den vil gøre ved de lave meningsmålinger, så får man et ligegyldigt svar igen og igen.

Et svar, der handler om, at det enten nok skal rette sig, eller at seneste valg var ekstraordinært godt, så derfor må det næsten naturgivent gå tilbage ved det kommende valg.

Og alligevel vil der ske det samme for DF under den kommende valgkamp, som har topdeprimeret andre partiledere med nedadgående kurver i tidligere valgkampe. Thulesen Dahl vil få spørgsmålet igen og igen.

Hvad skal vælgerne bruge det til? Lad nu rent ud sagt vælgerne have det sidste ord og ikke meningsmålingerne. Det er det, der er meningen med et demokrati. Det ville efter al sandsynlighed være mere interessant for vælgerne, hvis vi udforskede og udfordrede partiernes politiske planer i stedet for at spekulere og lege spåmænd i forhold til et givet valgresultat.

4) Millioner og milliarder
Det hører med til god journalistik at spørge ind til, hvad politiske forslag koster, men det hører med til dårlig journalistik ikke at sætte det i perspektiv for befolkningen.

I valgkampen kommer vi til at vælte rundt i tal og påstande om, hvad der koster det ene og det andet. Når regeringen siger, at den har afsat 8,5 milliarder kroner til en ny nærhedsfond i forbindelse med sundhedsreformen oven i de eksisterende bevillinger til sundhedsvæsenet, og oppositionen siger, det er for lidt, hvad betyder det så?

Det lyder af enormt mange penge med de 8,5 milliarder kroner, men i forhold til hvad? De seneste tal for de samlede sundhedsudgifter er 183 milliarder kroner om året. Perspektivet betyder noget for forståelsen.

5) Den store regnemaskine
I valgkampen vil Finansministeriets regnemaskine som sædvanlig blive brugt som både legitimitet og undskyldning.

Socialdemokratiet henviser til, at man skal have regeringsmagten for at kunne få beregnet detaljer i sine politiske forslag på en fair måde, mens andre netop henviser til Finansministeriets tal for at underbygge den uafhængige troværdighed af deres planer som for eksempel Liberal Alliance.

Tag nu bare den store kamp om, hvad man kan få for tre milliarder kroner afsat til de nedslidte. Hvor mange kan få glæde af dem? Det kommer an på en række forudsætninger: Taler vi om fuldtidsbeskæftigede, der skal på pension før tiden, så er det 2.850, eller er det folk, der delvis kommer fra andre støtteordninger som sygedagpenge, så er det måske 5.-6.000.

Journalistisk varsomhed og kritisk sans efterlyses i forhold til partiernes brug og misbrug af Finansministeriets regnemaskine som sandhedsvidne, når alt faktisk afhænger af forudsætningerne, der puttes ind i den.

6) Klimajunglen
Partierne konkurrerer om at være grønnest i disse tider. Det er til gengæld super svært for vælgerne at hitte rede i de klimamål og tal for CO2-udledning, effekten af de nye havmøller, grænseværdierne for kvælstofudledning i landbruget og de klimamæssige mål for el-biler, der kører rundt i debatten.

Her har vi dygtige fagjournalister, som følger området tæt, men flertallet skøjter hen over det, og de får derfor ikke stillet de gode opfølgende og kritiske spørgsmål i dybden. De kradser i overfladen og tager fat i stereotyperne, a la Venstre er mere venner med landbruget end Socialdemokratiet eller SF, og så er de nok mindre grønne og mindre klimatroværdige.

På det her område er der brug for en hurtig efteruddannelse og en dybere indsigt hos mange journalister.

7) Historien som verbalt bankekød
Enhver valgkamp ender ofte i enten en uskøn løftebrudsdiskussion eller en diskussion om, hvem der gjorde hvilke fejltagelser i fortiden.

Således også nu i krigen om nedslidning og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen. Vælgerne har ret svært ved at finde ud af, hvem der var med til at indføre hvad og havde ansvaret for hvad:

Indgåelse af velfærdsforliget, der er hele grundlaget for at pensionsalderen gradvis sættes op, fordi vi lever længere. Afskaffelsen af efterlønnen og indførelsen af seniorførtidspensionen i samme forligsaftale, forringelsen af seniorførtidspensionen efterfølgende og nu forhandlingerne om justering og forbedring af samme, fordi den ikke virker efter hensigten.

Og alt sammen skal så konkurrere med et socialdemokratisk udspil, der gør tidligere tilbagetrækning til en ret for visse ikke nærmere definerede grupper, som der er uenighed om, hvad koster, og ingen ved, hvor mange forslaget kommer til gavn.

Det er altså ikke nogen nem opgave at formidle, men den vigtige lære her er, at man skal kunne sin politiske historie og huske, hvem der er deltager i hvilke forlig og aftaler, hvis man vil have en chance for at rede trådene ud for vælgerne.

8) Statsministerkandidater og stemmespild
Valgkampe har i de sidste mange år i Danmark været ”præsidentvalgkampe” mellem Socialdemokratiet og Venstre.

Det er selvfølgelig også interessant, hvordan de to store partiers statsministerkandidater klarer sig i en duel. Politik er blevet stærkt personfikseret, og man skal kunne klare sig godt på paratviden, god, underholdende og stærk debatform og troværdighed. Det er vigtigt.

Men med det stærke fokus på de to store og deres nærmeste støtter, så går de helt små partier, der slet ikke er repræsenteret i Folketinget i dag – Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og Klaus Riskær Pedersens parti, alt for meget under den kritiske, journalistiske radar.

Og nøglen til den kommende regeringsmagt kan faktisk godt komme til at ligge her. For kommer kun et eller ingen af de tre ind i Folketinget, vil det stemmespild, de udgør, i sig selv blive afgørende, hvis valget vindes på marginaler. Derfor er det ikke kun de store partier, der skal gås kritisk efter i sømmene med deres planer.

9) Og apropos marginaler
Når valget udskrives, vil vi igen blive oversvømmet af meningsmålinger. Og fristelsen til at tolke på de små udsving og på de små marginaler vil igen blive så stor, at nogen plumper i.

Valgforskere vil blive trukket i medierne for løse kommentarer til en minimal udvikling i mangel af kommentarer fra de politiske partier selv, og Presselogen på TV 2 News vil igen kunne finde eksempler på, at tolkningen af tallene har fået en overdreven vinkling.

Valgkampe er en festtid for medier, der tager deres demokratiske og publicistiske rolle alvorligt. Hvis vi undgår nogle af de her nævnte faldgruber, bliver festen endnu bedre oven i det kæmpeudbud af gode, gedigne politiske historier, som vil komme.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.

Forrige artikel Natasha Al-Hariri: Vores børn fortjener bedre vilkår Natasha Al-Hariri: Vores børn fortjener bedre vilkår Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Briterne er fanget mellem dominans og masochisme Jens Chr. Grøndahl: Briterne er fanget mellem dominans og masochisme
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.