Lisbeth Knudsen: Sass & Pind i politisk pudekamp

KOMMENTAR: TV 2 News' nye politiske debatprogram er for meget en lukket fest for de to værter. De undværer gerne et journalistisk filter, men helt ærligt ville netop det gøre meget gavn ved konceptet. Der skal mere end to politiske koryfæer til at skabe godt og spændende tv.

Har vi brug for nye tv-formater til at revitalisere den politiske debat og engagere flere danskere i politik mellem folketingsvalgene? Ja! Som i: Det har vi virkelig desperat brug for. Der er virkelig ikke meget fornyelse i det område.

Har vi brug for, at politikerne får lov til at udfolde deres inderste visioner, drømme og forhåbninger uden at tale i oneliners og 30 sekunders klip? Ja!

Vi har brug for, at politisk arbejde bliver mindre taktik, mindre partidisciplin og mere en konkurrence på de bedste idéer, de mest innovative tanker og drevet af personligt politisk lederskab. Det lykkes kun, hvis politikerne har modet til det.

Har vi brug for, at tilliden til vores politikere bliver øget, fordi vi både forstår udfordringerne, de kæmper med, de politiske prioriteringer, handlerummet og de politiske holdningsforskelle? Ja! Mere end nogensinde. Tilliden til politikerne er på lavpunktet. Kompleksiteten i de beslutninger, der skal tages, er voksende. Risikoen for, at det alt sammen øger følelsen af afmagt og fornemmelsen af ikke at blive hørt i befolkningen, er stor.

Der er al mulig grund til, at dygtige konceptudviklere på tv udvikler nye formater for den politiske debat, der ligger ud over den hurtige nyhedsformidling.

Derfor: Hatten af for, at TV 2 News afprøver et format som Pind & Sass. Det er for tidligt og sikkert helt uretfærdigt at dømme det ude efter kun én udgave, men der skal godt nok ske et mirakel, hvis det skal blive et hit med det nuværende koncept. Der skal simpelthen mere end to politiske koryfæer uden journalistisk filter til at skabe godt og spændende tv.

Konceptet for Pind & Sass må være noget i retning af at tage den aktuelle uges topemner, som de to hver især tænder på, blande det op med lidt løs sniksnak og så få en diskussion i gang om de udvalgte emner set fra henholdsvis et liberalt og et socialdemokratisk ståsted.

Problem nr. 1 er, at ingen af de to har muligheden for at tale helt frit fra leveren. Henrik Sass er en del af den socialdemokratiske topledelse og har med den placering en række hensyn, han skal tage. Søren Pind er ude af Folketinget, men han har tydeligvis ikke sluppet loyaliteten over for hverken regeringen eller Venstre.

Dermed får vi en debat, der sådan er lidt gensidigt drilleri om, hvem der nu har ansvaret for hvilke problemer, og hvem der kan rose sig af hvilke forbedringer. Så et par sjove stikpiller til hinanden og så videre til det næste. Det skal måske være underholdning, men i så fald er det bare ikke sjovt.

Hvis det her format skal kunne noget, så skal det gøre os som seere klogere, for Pind & Sass bliver aldrig sjove hyggeonkler. De er til gengæld spændende politikere med et ideologisk format og en ballast af erfaring.

Når formatet med Ellemann & Lykketoft var interessant i en lang periode, så var det, fordi de to udenrigspolitiske koryfæer kom med et kæmpe bagkatalog af viden om udenrigspolitik og kunne berige aktuelle udenrigspolitiske dagsordener med forskellige indfaldsvinkler, personlige anekdoter og en række historiske tråde op til nutiden.

Problem nr. 2 er, at formatet ikke fornyr den politiske debat på en måde, så man bliver klogere på politik.

Det er ganske enkelt for indforstået og for meget pudekamp, når diskussionerne flyver over bordet om kommunalreformen, og hvilke regioner der er gode eller dårlige til at styre kvaliteten af sygehusbetjeningen, om hvem der havde ansvaret for dem, og om hvem der har haft mest ansvar for at lukke lokale politistationer rundt omkring i landet.

Pind sammenligner Sass med Corbyn uden at nævne, at det er den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, der er tale om. Næppe paratviden hos alle seerne, hvad han lige står for.

Problem nr. 3 er, at Pind og Sass skøjter rundt, uden at de i virkeligheden reelt udfordrer hinanden. Lige præcis det filter i form af en nysgerrig journalistisk vært, som er fjernet i programmet. Når Pind ikke rigtigt svarer på udfordringen fra Sass med fjernelsen af det demokratiske led, hvis man nedlægger regionerne, så er der ikke nogen, der bider sig fast i det problem og stiller Pind spørgsmålet, om han hellere vil have, at Folketinget skal styre sygehusene, eller om en ekspertbestyrelse skal gøre det.

"Jeg vil ikke have nogen mellem mig og min læge", siger Pind. Men nu taler vi om den milliardbutik, som sygehusene er og ikke den praktiserende læge. Hvem skal prioritere, om lille Alfred skal vente 15 timer på en skadestue, eller om en anden patient skal vente i stedet for? Det fik vi ikke noget svar på.

Når Sass på baggrund af hvidvasksagen i Danske Bank siger, at virksomhederne ikke kan styre sig selv, og der derfor skal lægges loft over honorarer til bestyrelsesmedlemmer og direktører i private virksomheder, så bliver den udtalelse ikke udfordret vedholdende af Pind, men det hele bliver i stedet til en konsensus om, at grådighed er noget skidt.

Når journalister viser deres gavn, så er det lige præcis i sådanne politiske karruselture som disse, hvor meningerne bliver serveret i noget, der minder om en uforpligtende samtalesalon bedst egnet til at foregå over et glas vin eller en fadøl.

Det ligger godt til både Pind og Sass at ønske sig et program uden journalistisk filter, uden kritiske journalisters afbrydelser og uden irriterende opfølgning på, hvad de hver især siger. Forhåbentlig kan programmet udvikles til noget, der ikke bare er hyggeligt for de to selv, men som også kan give seerne noget, de kan blive klogere af.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget. Indlægget er alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Marie Krarup: Demokrati er en by i Rusland Marie Krarup: Demokrati er en by i Rusland Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Uenighed om seksuelle minoriteter kan ikke splitte folkestyret Jens Chr. Grøndahl: Uenighed om seksuelle minoriteter kan ikke splitte folkestyret