Lisbeth Knudsen: Vi mangler enere som Søren Pind

KOMMENTAR: Dansk politik er blevet for mainstream og humørforladt. Der er brug for flere fyrtårne. Flere enere, der rager op. Flere folk med kreative ideer og mod til at gå nye veje, skriver Lisbeth Knudsen.

Ikke mange politikere opnår i levende live en så varm, umiddelbar og utaktisk hyldest fra politiske venner – og især modstandere – som den, der blev Venstres Søren Pind til del i tirsdags.

Det kræver en ener i politik at få den slags respekt fra endog partiledere og mange kolleger i andre partier. Og det kræver en ener som minister at tage beslutningen og sige, at man har givet alt og ikke har energi til at fortsætte. Ikke af fysiske grunde. Men på grund af politisk metaltræthed. De fleste ville foretrække at hænge ud på ministertaburetten lang tid efter den mentale lukketid.

Det kan Søren Pind jo så i sin nye selvvalgte fritid alt sammen glæde sig over, og det gør han sikkert med den humor, den selviscenesættelse med ministeruniform og det hele til afskedsreceptionen og den analytiske evne, som han også besidder. I afskedens stund lignede han en, der var blevet befriet fra mental indespærring.

Det, der gør disse reaktioner i forhold til Pind særligt interessante, er, at rollen som politiker og minister i virkeligheden er det, der udstilles her. Normalt er ministerjobbet det, som mange i politik vil brække en arm på langs for at nå frem til karrieremæssigt.

Når man taler med politikere helt langt uden for citat og fra forskellige partier på både højre- og venstrefløj og midt imellem, så giver rigtigt mange udtryk for en ironisk distance og sarkasme i forhold til de forhold, de arbejder under, og den måde, politik foregår på i dag. Søren Pind valgte så sin meget eksponerede måde at sige farvel på. Esben Lunde Larsen sin mere mystiske måde, hvor vi endnu ikke ved, præcis hvad der udløste katapulten ud af regeringen.

For ministrenes vedkommende handler frustrationerne ofte om tre ting. For det første mulighederne for reelt at trænge igennem embedsapparatet med oprydninger i forældede regelsæt, i bureaukratiske systemer og udviklingen af nye politiske ideer. Det er en gammel traver, men det er desværre rigtigt, at det er sådan, mange ministre oplever det.

Dernæst mulighederne for at komme igennem med egne værdipolitiske mærkesager i et folketing, hvor der skal forhandles og kæmpes om hvert komma med Dansk Folkeparti, og i en regering, hvor tre partier hele tiden skal være enige først. Det samarbejdende folkestyre hyldes meget ofte, mens det inde i værkstedet faktisk kan være temmelig absurde studehandler, der ind imellem skal indgås, og de bygger ikke nødvendigvis på den højeste grad af stringens, logik, viden og fakta.

Og endelig er der ifølge mange ministre alt for ofte en tendens til, at den politiske debat kører af sporet, havner i mudderkastning eller i alenlange åbne samråd og konfrontationer, som mere har til opgave at køre en minister træt eller finde fem fejl end at udkæmpe de store ideologiske opgør. De såkaldte ministergrilninger for rullende tv-kameraer er alt for ofte en meget frugtesløs forestilling for alle parter.

Drøfter man med de almindelige folketingspolitikere, hvordan de ser på deres egne arbejdsvilkår, så er der en stor frustration over, hvor meget af deres arbejde der går med at skaffe sig lydhørhed og opmærksomhed i medierne og lægge taktik for at opnå den opmærksomhed. Og det er ikke alene politiske modstandere, der kæmpes med, men også meget ofte egne partifæller.

Ligeledes blandt almindelige folketingsmedlemmer rører der sig en stigende frustration over manglen på rummelighed og plads til egne synspunkter i folketingsgrupperne. Hvad enten emnet nu er burkaforbud, omskæring eller kvoteflygtninge eller andre følsomme forslag.

Når en fremtrædende person som Søren Pind selv vælger at gå af, så aner man ikke bare en mand, der erkender, at han ikke bliver statsminister for sit parti, hvor arvefølgen nu er tilrettelagt, men man fornemmer også en ener, der har taget sine opgør om principper og liberal ideologi, og som ikke ser vejen frem i de tendenser, der råder for tiden. Man fornemmer en politiker, der ikke gider lefle for folkehavet og de nemme populistiske strømninger. En uortodoks politiker med en uforudsigelig frihedstrang, der bare ikke passede ind, når han gerne ville sætte ånd, dannelse og intellekt på dagsordenen.

Har det politiske landskab plads til enere med de særheder, særstandpunkter og ind i mellem lyst til at lave ballade, som Søren Pind selv kaldte nogle af sine politiske initiativer, samtidig med at han faktisk også skabte mange pragmatiske løsninger og aftaler? Er der plads til folk med særlige formidlingsevner, der skejer ud i forhold til den vedtagne politiske jargon og de mange teflonsvar, som politik er fuld af?

Det karakteristiske ved enerne i politik er, at det er dem, vi husker. Det er dem, der viser, de er mennesker med værdier, holdninger, kreative, skæve og skøre indfald og følelser. En formidling, der kan forstås, og en politisk entusiasme, en vedholdenhed og en ambition, der rækker ud over almindelig middeltemperatur.

Lige nu er temperaturen iblandt politikerne ikke god, hvis man lavede en trivselsmåling på Christiansborg. Entusiasmen og kampberedskabet pakkes ind i alt for mange automatreaktioner. På kryds og tværs af partiskel er der selvfølgelig gode, kollegiale relationer, men det påvirker ligesom ikke maskinproblemerne i folkestyrets værksted.

Politik er blevet for mainstreamet, for humørforladt, og enerne bankes på plads i folketingsgrupperne, jo mere vi nærmer os et folketingsvalg, og alle bliver nervøse for de mindste udskejelser. Men dansk politik har brug for flere fyrtårne. Flere enere, der rager op. Flere folk med kreative ideer. Flere folk med mod til at gå nye veje.

-------------------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Fl. Chr. Nielsen: Vejrhane Haarders etiske overspringshandling Fl. Chr. Nielsen: Vejrhane Haarders etiske overspringshandling Næste artikel Kraka: Adgangskrav til gymnasiet rammer unge i ghettoområder Kraka: Adgangskrav til gymnasiet rammer unge i ghettoområder
  • Anmeld

    J. Jensen

    Det øjnene ser

    Det er muligt, at nogen som godt kunne se Søren Pind som teaterdirektør kan ser ham som en enere, men mon ikke at andre bare opfatter ham som en særligt, der tilmed indkøber et karnevalskostume til kr. 40.000 for at kunne afslutte sin ministertid. Forstår godt at dronningen ikke ville se ham for sine øjne iført det dress. At han blev fundet uegnet som teaterdirektør vil under ingen omstændigheder gøre ham mere egnet til posten som formand for DR, når den bliver ledig.

  • Anmeld

    J. Jensen

    Det øjnene ser

    Ville ønske at mit oprinde ord særling ikke blev rettet til særligt

  • Anmeld

    Jytte Kiilstofte Madsen

    Meget rammende synspunkt

    Hvor er jeg dog enig med Lisbeth Knudsen. Søren Pind er en personlighed og en der skiller sig ud på en positiv måde. Han var en af de sidste af slagsen på Borgen og det er en skam, at sådanne politikere bliver trynet, så de til sidst mister pusten. Snart er alt på Christiansborg "leverpostej" og som vælger mister man stille og roligt interessen.

  • Anmeld

    Benedetta Vangager

    Lisbeth Knudsen er fantastisk!

    Jeg har skrevet en kommentar, hvor blev den af?

  • Anmeld

    Christina · Pind er højrefløjens svar på Sven Auken

    Enig!

    Jeg er egentlig ikke til borgerlige partiers værdier, men Pind har gjort indtryk. Han bliver aldrig bare glat og usynlig, og man kan i sandhed mærke, er han er drevet af en ildsjæl. Og så tør han satse og begå fejl, modsat slikkede typer som Esben Lunde og Kristian Jensen. Pind er, hvad Sven Auken var for soc dem: En enfant terrible, folket holder af, men politiske kolleger skyr - desværre

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Fra journalisten til politkeren: du er uundværlig! Det er du også!, Jo mere egocentreret, des bedre politiker synes devisen at være


    Der er to slags mennesker som man aldrig hører et godt ord om undtagen af dem selv:

    Det er politikere og journalister.

    "Vi er ikke så slemme som folk tror", siger de.

    Det skulle også bare mangle.

  • Anmeld

    Peter Kjær

    Afbigt

    Man kan jo også se Lisbeth Knudsens klumme som en afbigt, en undskyldning til Pind for, at han ikke blev direktør for Det Kongelige Teater. Og som en slags job-anbefaling videre frrem.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Peter Kjær, den ene af de aller største velfærdsklienter LK,


    ligger et godt ord ind for den anden, SP.

    Den indforståede "nepotisme" og rygklapperiet skulle nødig lide skibbrud.

    Godt set.

  • Anmeld

    Christina Brandt · Læs dof

    Nepotisme

    Læs dog, hvad Knudsen har skrevet i stedet for at gå i spindoktor-mode. Knudsen har ikke brug for at anbefale Pind, Pind har ikke brug for hendes anbefaling.
    Til gengæld kunne det være rart med mere menneskeligt tydelige politikere. Det er bare det, Knudsen mener.

  • Anmeld

    Ib Heinisch

    En tilhænger af..

    En tilhænger af den mest kriminelle US administration i nyere tid siger vist alt om Sørens Pind's moral og intellekt. For en opremsning af de krimminelle
    http://www.liberalslikechrist.org/Reasonable/Reagan.html medlemmer og Regan egen andel i Iran-Contra affæren, den ulovlige minering af Nicaraguas havne, invasionen af Grenada bare for at nævne nogle få ting.

  • Anmeld

    Peter Kjær

    LK skylder ham jo noget

    Christina Brandt, de fleste danske medier har beskrevet, hvordan Søren Pind efter planen skulle være ny chef for Det Kongelige Teater. Det har hverken kan eller Lisbeth Knudsen benægtet. Det var han selvfølgelig nødt til at informere statsministeren om, og det satte regeringsrokaden i gang. Planen gik kun i vasken, fordi de to medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen samt Waage Sandø hellere ville have Kasper Holten. Det er svært ikke at læse LK’s klumme i det lys.

  • Anmeld

    Bitten-Kirsti Nielsen

    Klovneri

    Jovist kan enere da være ganske farverige, men irriterende i længden hvis de ikke kender grænsen. Og så synes jeg ellers, at politikerne skulle begynde at tage deres arbejde alvorligt, og kan de ikke det, bør de gå. Det politiske liv handler efterhånden mere om politikernes personlige manerer og interesser end om politik.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Ib, Pind er blind.


    Under Reagan fik CIA lov til at sælge alt det Heroin og Kokain, som de kunne for at financiere kampen mod sandinisterne i El Salvador.

    Reagan kunne ikke få bevilget penge af kongressen, så CIA måtte selvfinanciere.

    En sand bølge af Kokain især væltede ind over USA og Europa.

    Pind er blind for Reaganismens og Thatcherismens ubodelige skader på fremtidige generationer og samfundsmoralens nedbrydelse og opløsningen af sociale stukturere i den vestlige verden. Den ultimative darwinisering og forførelse af verden.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    En upolitisk kommentar: Go. vind, Søren Pind.

    Desværre forlader Søren Pind sin taburet.
    Vi mangler nemlig oprigtige, ærlige, ansvarlige politikere, der med en umiddelbar og oprigtig indstilling tør stå ved, hvem de er. Nogen, der tør undersøge tingene, forholde sig til dem og melde ærligt ud.
    Den slags fyrtårne mangler vi.
    Set her fra sofahjørnet, har man kunnet iagttage Søren Pinds 'nedslidning', ....som set udefra må være en naturlig følge af de trakasserier, der må være i et parti, der snart ikke kan kende sig selv....og som vi almindelige vælgere må klø os noget i nakken over....eller tørre os over panden.
    Stor respekt for et menneske, der tager konsekvensen og beslutter, om man vil "infiltreres" eller vedblive at være sig selv.
    Go. vind, Søren Pind.

  • Anmeld

    Thomas Bindesbøll Larsen · Historiker

    Manglende proportionssans og kæmpe ego....

    Man må tit undre sig over niveauet i nuværende dansk politik.

    Undrer mig derfor også stærkt over Lisbeth Knudsens tilgang her.

    Jovist, Søren Pind er både begavet, lidt sjov sin egen måde, men har da altid også været også en benhård politiker, der sandelig ikke kun har været charmerende, men også ansvarlig for en en masse nedskæringspolitik i Velfærdsstat Danmark.

    "Enere"? Javel. Dem er der sørme en del af, faktisk også blandt almindelige godtfolk, der aldrig nogensinde har fået alle de privilegier, som Søren Pind - blandt en del andre i smafundets top - er en repræsentant for.

    Det gælder da senest hans "selviscenesættelse", inkllusive mandens egen ego-fixerede exit. At smide 40.000 kr, ud på en skræddersyet ministeruniform, siger derfor i dén grad noget om hvor eliten - dette ellers forslidte og misbrugte ord - i Danmark Anno 2018 er.

    Nærmere bestemt hvad angår total misproportionalitet overfor almindelige menneskers verden ?

    Vi taler her om om en mand, der garanteret ikke har så meget som blot een kontanthjælpsmodtager, almindelig mindrebemidlet folkepensionsit i sin daglige omgangskreds ?

    Så hvem er egentlig "enere" her? Og hvilke af dem interesserer os mest??

    De i forvejen priviligerede, som Søren Pind? Han skal nok klare ærterne, med lidt ministerpenion - i millionklassen - i reserve...
    Eller de langt mere udsatte, der den dag i morgen kan blive fyret som 50-60-årige, uden chance for nyt job, i globaliseringens nådesløse tidsalder ?

    Proportioner efterlyses derfor - igen-igen, tak.

    Jeg kender en hel del, for hvem 40.000 kr er et kæmpebeløb, når man er fattig i vores ellers velfungerende Danmark.
    Så tænker en type som søren Pind mon slet ikke over, hvor provokerende dén slags "stunts" er?
    Næppe. Og desværre.
    Fordi han bevæger sig i de højere sociale luftlag. Som han stort set altid har gjort.

    I det gamle rædselsfulde Sovjetunionene kaldte man pamperne og eliten for "Nomenklaturaen". De var helt uden for den almindelige befolknings rækkevidde.
    Desværre synes begrebet langsomt at snige sig inde herovre, ikke i sammenlignelig med et blodigt diktatur, men i den mere mentale form, at "eliten" i dén grad lever i deres egne højere "Ghetto"-priviligerede luftlag. (Jævnfør endnu en forslidt og slemt historisk misbrugt metafor):
    Men: Politikere, spindoktorer, "kommunikationsfolk", reklame, sætter "dagsordenen" , i stegende grad i dagens Danmark.

    Politik er ikke længere et ægte græsrodsarbejde i forsamlingshuse og via - ubetalt(!) dialig dialog men nærmer sig i bekymrende grad en TV-"Twitter" karikatur og de såkaldt "sociale mediers" totalt skiftende dagsorden.
    Plus som nævnt velnærede "mediefolk-PR-folk", i symbiose med både levebrødspolitikere og almindelige andre pampere, på alle niveauer.

    Heldigvis findes der stadigt slidere derude i det politiske "Altings-liv", uanset poltiske standpunkter, der dagligt yder en stor indsats for at holde demokratiet i gang, på dagligt niveau, og uden betaling.

    Men de/vi føler os måske snart som en lidt uddøende race.

    Måske derfor både "fritstillede" Pind og Lisbeth Knudsen skulle komme lidt mere ud i dagligdagens endnu levende forsamlingshuse og debatter - på gadeplan, eller hos manden (m7k) "på gulvet", som det hed i min ungdom.

    Nuvel: Vi lever heldigvis i et af verdens stadig bedste demokratier.
    Oet er naturligvis langt vigtigere end økonomisk ulighed. Eller politiske elitemenneskers evige dans mediiefolks dans i mangengen, i form af utallige spalmemilimeter og timers TV-interviews om disse "interessante" personsager, miinisterrokader, og andet
    "Se og Hør"-stof....

    Søren Pind skal nok klare sig. Hans humor (ros) og priviligerede omgang med utallige medier, skal nok sikre ham imod glemsel.
    Og som sagt: Han skal ikke stille på Jobcenteret i morgen, med udsigt til en ofte ydmygende behandling.
    Ligesom det sker for andre "enere" i dette samfund.

    Det bedes lige husket, tak for ordet.

    PS: Godt, at manden ikke fik et "ben" forærende som chef for det Kgl. Teater (!)
    (Skal dén slags stillinger i øvrigt ikke slås op for ALLE at søge, jf. almindelig praksis for alle andre dødelige på arbejdsmarkedet) ?
    Hvad i alverden skulle hans kvalifiktationer dog også være her??
    Skulle jeg f.ø. hilse fra nogen, der er noget ved musikken...
    Der er vel fortsat noget der hedder relevante, faglige kvalifikationer ?