Overblik: Genlæs slagets gang på valgnatten

KV17: Altinget har i løbet af valgnatten fulgt de små, store og sjoveste dramaer - og samlet de vigtigste reaktioner på sociale medier.

Foto: Katja Holm/Altinget
Søren Elkrog FriisHjalte T. H. Kragesteen

Vi har samlet de sjoveste og vigtigste begivenheder, som udspillede sig på valgaftenen og de bedste reaktioner på sociale medier.

Det nyeste ligger øverst, så hvis du vil have det fulde overblik, kan du starte fra bunden.

Artiklen er opdateret frem til onsdag 02:45.

John Dyrby Poulsen vinder borgmester-dramaet i Slagelse
02.45: Det langstrakte borgmester-drama i Slagelse har fundet sin vinder.

Fakta
TEMA OM KV17
Her kan du finde oversigt over alle Altingets artikler om kommunalvalget.

Wilbek ny borgmester i Viborg
02.45: Ulrik Wilbek (V) er ny borgmester, oplyser TV2 News. Torsten Nielsen og Konservative må dermed vinke farvel til borgmesterkæden. 

Landsresultat: S rykker, mens V og DF skuffer
02.31: På landsplan ligner Socialdemokratiet valgets store vinder med samlet 32,5 procent af stemmerne, mens Venstre er gået tiltage til 23,1 procent – det rækker dog stadig til en placering som det næststørste parti på landsplan.

Konservative klarer skærene og holder sig nogenlunde på sidste valgresultat i 2013. Samlet lander partiet på 8,8 procent.

Derimod er DF valgets store taber med kun 8,8 procent af stemmerne, som er langt fra niveauet i meningsmålingerne til Folketinget. Og der ser heller ikke ud til at være nogen borgmesterposter til partiet, som der ellers havde været spekuleret kraftigt i.

Enhedslisten har fået samlet seks procent af stemmerne, som giver en smule mere end konkurrenterne fra SF. Radikale får 5,7 procent.

Mens Alternativet stryger ind i en storby som København, er landsresultatet på tre procent under niveauet i Folketingsmålinger.

Liberal Alliance ligger på kun 2,6 procent, mens Nye Borgerlige med 0,9 procent i deres første valg nogensinde klarer sig dårligst af de opstillingsberettigede partier til Folketinget.

Benedikte Kiær fortsat borgmester i Helsingør
02.36: Konservative fastholder borgmesterposten i Helsingør efter voldsomme konstitueringsforhandlinger, oplyser Helsingør Dagblad.

SF scorer borgmesterpost på Langeland
02.26: SF må formentlig vinke farvel til partiets hidtil eneste borgmesterpost i Lejre, men kan til gengæld indtage borgmesterkontoret på Langeland.

Med en stemmeprocent på 33 har SF fået et nærmest sensationelt valg på Langeland, og partiets spidskandidat Tonni Hansen er natten til onsdag konstitueret som ny borgmester.

SF har overhalet det nu tidligere borgmesterparti Venstre, der måtte nøjes med 22,9 procent af stemmerne.

Alle stemmer i København optalt - men uafklaret drama
02.08: 100 procent af stemmerne i landets største kommune er nu optalt.

300.330 københavnere har stemt, hvilket giver en stemmeprocent på 61,8.

Socialdemokratiet bliver med 27,6 procent valgets topscorer, men har taget et lille dyk på 0,2 procent siden 2013. Enhedslisten følger efter med 18,5 procent, mens kommunal-debutanterne fra Alternativet med 10,5 procent bliver valgets absolutte højdespringer.

Alternativets indtog i København sker blandt andet på bekostning af Radikale, som må tage et dyk på 2,3 procent, mens SF går 1,7 procent tilbage.

Venstre må sluge et tab på 3,6 procent, mens Konservative går 0,6 procent frem. Liberal Alliance fastholder positionen med 3,9 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti går 2,4 procent tilbage og lander på 5 procent af stemmerne.

Frank Jensen ser dermed ud til at fastholde overborgmesterposten, men konstitueringen står fortsat vidt åben.

Det store spørgsmål er, om Alternativet kan veksle den massive vælgeropbakning til en borgmesterpost. Derudover er det spændende, om blå blok får én eller to borgmesterposter.

Venstre vil være selvskrevet til nummer et, mens nummer to formentlig vil gå til Konservative, som med 5,6 procent af stemmerne har overhalet Dansk Folkeparti.

Den store taber i København ser altså ud til at blive Dansk Folkeparti, hvor Carl Christian Ebbesen indtil nu har siddet på posten som kultur- og fritidsborgmester.

Det nye kommunalpolitiske Danmarkskort
01.29: Med 97 procent af stemmerne talt op og langt de fleste kommuner i hus fælder valgforsker Kasper Møller Hansen følgende konklusion om det nye politiske landskab.

Få overblikket her: Her er resultatet af kommunalvalget

DF opgiver borgmesterpost i Guldborgsund
01.03: DF’s største borgmesterhåb René Christensen har netop meddelt, at borgmesterposten i Guldborgsund nu er endegyldigt uden for rækkevidde.

”Vi har tabt kampen,” siger René Christensen til TV2-News, hvor han beskylder Socialdemokratiet for ”at løbe på målstregen”.

Det er endnu ikke på plads, hvem der ender med borgmesterkæden i Guldborgsund. Men den siddende borgmester John Brædder har fået en stor valgsejr.

DF's andet store borgmesterhåb i Assens er også slukket. Her havde Jens Henrik Thulesen Dahl sat næsen op efter borgmesterposten, men Venstre-borgmester Søren Steen Andersen kan med 42 procent af stemmerne og en fremgang på 7,9 procent fortsætte på posten.

Dansk Folkeparti gik derimod tilbage med 1,5 procent, og er ifølge TV2 Fyn effektivt sat uden for døren.

Mette Frederiksen er godt tilfreds
00.58: Socialdemokratiet er gået frem siden sidste valg.

Sådan ser det ud på det landspolitiske plan indtil videre, hvor Socialdemokratiet er gået fra 29,51 procent af stemmerne i 2013 til 32,25 procent af de optalte stemmer i år.

”Vi bider os fast nu. Både i historisk sikre socialdemokratiske byer, men også steder hvor vi ikke har haft så gode valg de sidste år,” siger formand Mette Frederiksen.

Ifølge Mette Frederiksen kan en del af sejren tilskrives, at partiet ikke skelner mellem kommunal- og landspolitik.

Det er dog først og fremmest de socialdemokratiske borgmestres fortjeneste, siger hun.

Absolut flertal til Bjerregaard i Fredericia
00.52: Med 54,4 procent af stemmerne sikrer Jacob Bjerregaard og Socialdemokraterne sig fire år mere med borgmesterkæden i Fredericia.

Tæt løb mellem grønne og røde på Frederiksberg
00.43: Der har over midnat hersket stor spænding om resultatet i Frederiksberg Kommune. 

Få hundrede stemmer skiller tilsyneladende de to blokke, hvor Lone Loklindt fra Radikale og  socialdemokraten Michael Vindfeldt udfordrer den siddende borgmester Jørgen Glenthøj (K).

Frederiksberg Kommune har været konservativt ledet siden 1909. Men ved dette valg har Radikale valgt ikke at pege på den konservative spidskandidat.

Konservative er gået en smule frem og vinder et mandat, men samtidig er Venstre og Liberal Alliance gået tilbage.

Jørgen Glenthøj har nu meddelt, at han med et smalt borgerligt flertal kan fortsætte fire år mere.

Halvdelen optalt i København: Alternativet står til at storme ind
00.27: Med 52 procent af stemmerne optalt i København ligner Alternativet den helt store vinder.

Partiet står lige nu til 10,2 procent af stemmerne, hvilket vil gøre partiet til tredjestørste parti. Det er første gang, Alternativet stiller op til kommunalvalget.

Partiet kan samtidig fejre, at de indtil videre har sikret sig 10 kommunale mandater.

Jordskredssejr til S i Frederikshavn
00.06: Med 59,7 procent af stemmerne har Socialdemokratiets Birgit S. Hansen opnået det indtil videre bedste resultat i landet.

Socialdemokratiet i Frederikshavn Kommune er gået frem med 18,5 procent siden valget i 2013, og har nu med 18 ud af 29 mandater absolut flertal i kommunen.

Birgit S. Hansen overhaler dermed Gentofte-borgmester Hans Toft (K), der med 58,2 procent indtil nu har tegnet sig for det største flertal.

Massiv fremgang til Aalborg-borgmester
Med 85 procent af stemmerne talt op i Aalborg tyder alt på, at Thomas Kastrup-Larsen (S) har sikret sig en gedigen valgsejr. Faktisk er han et mulehår fra at sikre sig mere end halvdelen af stemmerne i det nordjyske. Lige nu står partiet til at få 49,3 procent af stemmerne, hvilket svarer til en fremgang på 12,1 procentpoint.

Venstre står trods tilbagegang på 4,5 procentpoint til at blive næststørste parti med 21,7 procent af stemmerne.

Bred konstituering undervejs i Slagelse?
23.44: Dramaet i Slagelse nærmer sig muligvis en afslutning.

Læs baggrund om det politiske drama i Slagelse: Korruptionsanklager skaber usandsynlige politiske bånd i Slagelse

Slutspurt i Odense: S-borgmester står til stor valgsejr
23.43: Med 94 procent af stemmerne optalt står Odenses socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juhl til en klar sejr. Lige nu ligner det en stor fremgang på 13,4 procentpoint til et resultat på 42,3 procent af stemmerne.

Venstre og Dansk Folkeparti går begge tilbage med omkring 4 procentpoint, og Konservative går også en smule tilbage. 

Gennembrud for Nye Borgerlige: Sikrer mandat i Hillerød
For første gang nogensinde har Nye Borgerlige opnået valg. Partiet har således sikret sig et mandat i Hillerød, som må forventes at gå til partiets spidskandidat Mette Thiesen. Nye Borgerlige fik 3,6 procent af stemmerne i Hillerød.

Partiformand- og stifter Pernille Vermund jubler på Facebook. 

Læs også: Slagsmål i Nye Borgerlige: Ny profil driver konkurrent til exit

Profil-farvel halverer SF i Lejre
SF taber 17,4 procentpoint i Lejre og får dermed 17,5 procent af stemmerne. Det var på forhånd forventet, at SF ville lide et stort nederlag i Lejre, efter at partiets meget populære borgmester Mette Touborg forlod posten i 2016.

Læs mere: Højborg: Mette forlod Lejre – og alle forventer, at hun tager vælgerne med.

Det tyder på, at mange SF-vælgere er sivet til Socialdemokraterne, som får en fremgang på 12,8 procentpoint. Venstre er trods tilbagegang største parti med 25,4 procent.

16.592 stemte i Lejre, hvilket betyder en stemmeprocent på 78,14.

Høegh og Venstre får hug på Lolland
23.09: Venstres tidligere fødevareminister Henrik Høegh (V) ser ud til at måtte opgive håbet om at gøre sig gældende som ny borgmester i Lolland Kommune. I hvert fald i denne omgang.

Venstre går i Lolland tilbage med 11,2 procentpoint til 16,6 procent af de afgivne stemmer. Til gengæld går Socialdemokratiet med borgmester Holger Schou Rasmussen frem med 12,9 procentpoint til knap 40 procent.

Også Konservative og Dansk Folkeparti går tilbage i kommunen.

Konservativ højborg styrket: Tager 58 procent af stemmerne
23.01: I Gentofte kan borgmester Hans Toft (K) glæde sig over, at Konservative har fået hele 58,2 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 8 procentpoint.

40.807 vælgere satte krydset i Gentofte, hvilket svarer til en stemmeprocent på 71,60.

Brædder og S i enerum i Guldborgsund - DF står udenfor
22.58: Stemmerne i Guldborgsund Kommune er nu talt op. Dansk Folkeparti har fået 23,9 procent af stemmerne, og sikrer sig dermed en lille fremgang på 1,8 procent.

Guldborgsundlisten fordobler dog næsten stemmetallet med 33,1 procent. Socialdemokratiet har fået 20,7 procent af stemmerne.

22.43: Konstitueringsdramaet i Guldborgsund spidser til. Borgmester John Brædder er nu gået i enerum med Socialdemokratiet. Meget tyder altså på, at Dansk Folkeparti er spillet af banen.

På spørgsmålet om, hvor hans borgmesterdrømme svæver i øjeblikket, siger René Christensen til TV2 News:

"De svæver ikke ret mange steder."

Læs stort portræt af René Christensen: Højborg: DF’s talknuser skal køre første borgmesterpost i hus.

Konservative får rekordvalg i Lyngby-Taarbæk
22.45: Den konservative dominans er tilbage i Lyngby-Taarbæk, hvor partiet med borgmester Sofia Osmani i spidsen har sikret sig knap 37 procent af de afgivne stemmer.

Det er endnu ikke endeligt afgjort, om Sofia Osmani vil fortsætte som borgmester. Men det står klart, at hun kan gå til konstitueringsforhandlinger med det bedste valg, Konservative har opnået i kommunen siden i hvert fald 2001.

Sofia Osmani vandt borgmesterkæden tilbage på Konservative hænder ved valget i 2013. I den foregående periode hang den om halsen på Venstres Søren P. Rasmussen.

Han fik det oven på en af de mest omdiskuterede konstitueringer i nyere kommunalpolitisk historie.

Det skete da Socialdemokratiet ved det konstituerende byrådsmøde i stedet for at pege på den tidligere borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (K) som lovet, i stedet valgte at pege på Søren P. Rasmussen.

Profileret S-borgmester får vælgerlussing på klippeøen
22.31: Socialdemokraternes borgmester på Bornholm, Winni Grosbøll, må konstatere en pæn tilbagegang. Socialdemokratiet går tilbage med 7,7 procentpoint, men er med 34,3 procent af stemmerne stadigvæk klart største parti på klippeøen.

Dansk Folkeparti får et flot valg og går frem med 9,1 procentpoint til 15,7 procent af stemmerne. Venstre er næststørste parti med 18,6 procent.

I alt stemte 24.674 bornholmere, og det giver en stemmeprocent på 75,55.

SF kan snuppe borgmesterposten på Langeland
22.29: Med en fremgang fra nul til seks mandater har SF skabt en af valgets første sensationer på Langeland.

Med et resultat på 33 procent af de samlede stemmer i kommunen er SF gået 28,9 procent frem siden sidste kommunalvalg i 2013.

Dermed er SF det største i kommunen, og har overhalet det nuværende borgmesterparti Venstre, der måtte nøjes med 22,9 procent af stemmerne.

Det giver dermed SF's spidskandidat Tonni Hansen en solid chance for at vinde en sjælden borgmesterpost.

Trods valgdrama i 2013: Stor Venstre-fremgang i Nyborg
Der var drama i Nyborg, da borgmesterkæden skulle finde sin ejermand ved kommunalvalget i 2013. Dengang løb Venstres Kenneth Muhs med sejren, med det krævede et kontroversielt partihop fra Socialdemokratiet til netop Venstre. Socialdemokratiet så inden da ud til at kunne sikre sig borgmesterposten.

Vælgerne straffer dog på ingen måde Venstre for den dramatiske konstituering, og partiet kan i stedet fejre en stor valgsejr med i alt 47,4 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 15,8 procentpoint.

Socialdemokratiet er største taber med en tilbagegang på 8,1 procentpoint.

I alt stemte 19.683 af borgerne i Nyborg. Dermed lander man på en stemmeprocent på 77,66.

Alternativet tager første mandat i Thisted
22.21: Alternativet har haft en hård slutspurt i valgkampen, men kan nu tilsyneladende fejre partiets første kommunalpolitiske mandat nogensinde.

Samtlige stemmer skal tælles om på Fanø
22.09: Alle stemmer på Fanø skal tælles om. Det skyldes en uoverensstemmelse mellem antallet af afleverede valgkort og antallet af afgivne stemmer på øen.

Der mangler 10 stemmer, derfor skal samtlige stemmer ifølge JV.dk tælles om.

Frank Jensen mangler kun støtte fra Alternativet
21.50: Overborgmester Frank Jensen taler til Socialdemokratiets valgfest.

"Jeg har lige siddet med Enhedslisten, SF og Radikale og aftalt, at vi fire partier bliver sammen," siger han.

"Vi har lyttet til jer, Alternativet," siger Frank Jensen, og opfordrer partiet til at komme og være med: "Kom frisk, hvis I vil være med til at sikre, at jeg fortsat sidder som overborgmester." 

Imens Frank Jensen rykker frem mod endnu en periode på overborgmesterposten, holdt Venstres spidskandidat Cecilia Lonning-Skovgaard fødselsdag i Kultur- og fritidsudvalgets værelse på Rådhuset. Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen skænkede vin og gav et par ord med på vejen.

 

Tegn på stor fremgang til siddende borgmester i Guldborgsund
21.50: I Guldborgsund står Dansk Folkepartis store håb – René Christensen – til en lille fremgang. Efter 41,5 procent af stemmerne er optalt, går DF frem med 1,4 procentpoint til 23,6 procent. Men det ser kun ud til at gøre DF til næststørste parti.

Indtil videre ser det ud til, at den siddende borgmester fra Guldborgsundlisten, John Brædder, bliver valgets store vinder. Lige nu står Guldborgsundlisten til en massiv fremgang på 15,2 procentpoint til 33,8 procent.

Socialdemokratiet og Venstre ser begge ud til at gå tilbage.

Venstre rydder bordet på Morsø
21.43: Med en fremgang på 14,3 procentpoint har Venstre-borgmester Hans Ejner Bertelsen sikret sig en solid valgsejr. I alt 48,3 procent af vælgerne på Morsø har således sat krydset ved liste V.

Samtidig går lokallisten Demokratisk Balance tilbage med 14,5 procentpoint til et valgresultat på 5,6 procent.

Socialdemokratiet er næststørste parti med 28,5 procent af stemmerne.

I alt stemte 12.652 vælgere på Morsø, hvilket svarer til en stemmeprocent på 77,04.

Stor sejr til Socialdemokratiet på Samsø
21.38: Marcel Meijer (S) genvinder borgmesterposten, sig han selv til DR Østjylland.

21.19: Samsøs valgresultat er klar, og den socialdemokratiske borgmester Marcel Meijer kan fejre en stor sejr. Socialdemokratiet går frem med hele 21,7 procent og får i alt 41,3 procent af stemmerne på øen.

Venstre går tilbage med 7,7 procentpoint, men er med 26,3 procent af stemmerne alligevel næststørste parti på Samsø.

I alt afgav 2.554 vælgere deres stemme på Samsø. Dermed lander stemmeprocenten på 81,49.

Iskold luft i Slagelse
21.03: Borgmesterdramaet i Slagelse spidser til. Borgmester Stén Knuth (V) "vil ikke være i stue" med Villum Christensen (LA), før det er sikkert, om Villum Christensen opnår genvalg.

Læs baggrund om det politiske drama i Slagelse: Korruptionsanklager skaber usandsynlige politiske bånd i Slagelse

Første kommune talt op: Venstre største parti på Læsø
20.57: Læsø er den første hele kommune, hvor stemmerne er talt op. Venstre går frem med hele 22,6 procent til i alt 37,1 procent.

Den nuværende Venstre-borgmester Tobias Birch Johansen – der stillede op fra Læsø Listen ved seneste valg – kan dermed notere sig et flot valgresultat.

Socialdemokratiet og Læsø Listen går begge tilbage og ligner valgets store tabere. Dansk Folkeparti går pænt frem og er næststørste parti.

I alt stemte 1.291 borgere på Læsø, hvilket giver en stemmeprocent på 82,33.

Lidt større stemmeprocent i København
20.49: Københavns Kommune har opgjort stemmeprocenten til 62,3 procent. Det lyder lavt, men er faktisk en stigning på 1,1 procent i forhold til kommunalvalget i 2013.

307.587 københavnere har stemt.

Stemmekaos i Vejle
20.39: Der er meldinger om en ulåst boks med stemmesedler i Vejle, som vælgerne har haft adgang til siden klokken otte i morges.

”Stemmeurnerne skal være forsejlet, og det har den ikke været. Det er en fejl, der ikke burde ske, men det er sket alligevel,” siger chefjurist i Vejle Kommune Steen Jørgensen til TV SYD

Han vurderer dog ikke, at der kan være opstået problemer, da der har været valgtilforordnede til stede hele dagen. Desuden vil man under optællingen afklare, om der skulle være lagt ekstra stemmesedler i urnerne.

Øerne først med det sidste
20.24: Kort efter følger Askø og Mandø.

20.15: KMD melder, at Avernakø er klar med de første resultater. Ud af 93 stemmeberettigede på øen har 78 udnyttet deres demokratiske ret. Socialdemokraterne vinder øen i det sydfynske med 33,8 procent af stemmerne - hvilket er en fremgang på 26 procent siden sidste valg. Venstre får 29,7 procent af stemmerne på Avernakø.

Valgstederne lukker
20.00: De 1.387 valgsteder fordelt over landet har holdt åben fra klokken otte i morges og lukker klokken 20. Nu begynder stemmeoptællingen.

Klokken 20 er der fortsat kø ved valgsteder flere steder i landet. I København når køen helt ud til midten af Rådhuspladsen. Heldigvis er der ingen fare for at brænde inde med sin stemme, selv om det officielt er over spærretid. Står man i kø, får man stadig mulighed for at stemme, og valgstederne holder derfor længere åbent.

De første valgresultater ventes at tikke ind klokken 21.

Samtlige partier har enten erfarne politikere eller organisationsfolk klar til at hjælpe byrødderne, når ben og borgmesterposter skal fordeles på valgnatten.

Læs mere: Toppolitikere skal hjælpe byrødder gennem 'de lange knives nat'

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00