Løkkes udenrigspolitiske pragmatisme kan udløse en værdipolitisk debat

I sine indledende bemærkninger hyldede Anders Fogh denne kamp. For selvom verdens demokratier er truede, så havde Fogh Rasmussen håb om, at ”friheden vil sejre, fordi frihed er menneskehedens stærkeste kraft”.

Demokrati er en værdi, som vi har. Ikke en eksportvare, som vi skal regne med at kunne sælge over hele verden

Mikkel Vedby Rasmussen

Demokratiets frontkæmpere var blandt andet repræsenteret af Ukraines præsident Zelenskyj og Taiwans præsident Tsai Ing-wen.

For dem og mange andre talere på konferencen stod valget mellem at opgive friheden efter pres af en despotisk nabo eller kæmpe for demokratiet.

I festsalen på Københavns Universitet lancerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

En strategi som udtrykker den samme bekymring for, at verden er ”usikker, uforudsigelig og kompliceret. Til tider brutal”.

I sin tale fremhævede Lars Løkke behovet for at stå fast på vores værdier, når de er under angreb – i Ukraine og andre steder – men hvor demokratitopmødet i Skuespilhuset stoppede dér, så foretrak udenrigsministeren sin idealisme med en dosis pragmatisme.

Et lille land som Danmark må dosere sin idealisme i en brutal verden. Vi kan ikke insistere på at få ret, men må samarbejde med andre, især vores EU-partnere for at nå, resultater.

Der er ikke bare halvanden kilometer mellem de to møder i København. De to møder repræsenterer to forskellige epoker i dansk udenrigspolitik.

Anders Fogh Rasmussens topmøde i Skuespilhuset viderefører den aktivistiske udenrigspolitiske dagsorden, som han stod for som statsminister.

Som statsminister udtalte Anders Fogh Rasmussen 5. maj 2005, at ”i en skæbnekamp mellem frihed og ufrihed, mellem demokrati og diktatur kan man ikke forholde sig neutralt. Da må man tage stilling. Da må man slås for frihed og demokrati og bekæmpe tyranni og undertrykkelse.”

Strategiens analyse er, at det gælder om at vælge sine kampe med omhu

Mikkel Vedby Rasmussen

Hverdagen gav selvfølgelig anledning til flere kompromisser, men Danmark førte under Fogh og hans efterfølgere en udenrigspolitik defineret af værdier.

Det var også de værdier, som tilsagde, at et samarbejde med Kina var en god ide, fordi de liberale værdier gav troen på, at Kina med tiden ville udvikle sig til et samfund som vores.

I forholdet til Kina var der ikke udsigt til en ”skæbnekamp” – det ville historiens tyngdelov tage sig af. Skæbnekampen stod i Irak og Afghanistan.

Det er denne aktivisme, som den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi omtaler som idealisme. Selvom han mener, at vi har været naive i vores tro på, at Kina ville udvikle sig i en mere demokratisk retning, så mener udenrigsministeren ikke nødvendigvis en idealistisk politik er naiv.

Men strategiens budskab er, at idealisme ikke længere er effektivt. Aktivismen gjorde værdier til redskaber. Ved at skabe demokrati håbede man på at skabe udvikling og sikkerhed samtidig med at realisere ideologiske mål.

De redskaber virker ikke på samme måde i en verden, hvor vækst og velstand sker på basis af andre værdier. I en verden hvor Europa fylder mindre, mener strategien, at vi må være mere åbne over for andres værdier: ”vi skal blive bedre til at lytte og forstå andres ståsted.”

Regeringens understregning af behovet for at være pragmatisk omkring værdier vil givetvis i sig selv udløse en værdipolitisk debat

Mikkel Vedby Rasmussen

Det udsagn vil givet falde i god jord, når Danmark skal sikre sig stemmer på FN’s Generalforsamling til at blive medlem af FN’s sikkerhedsråd. Dele af strategien kan læses som en reklame for Danmarks lyttende og inklusive tilgang til den post.

Men bare fordi man vil sætte sig i et godt lys, kan man jo godt mene det alligevel. Strategien bygger på den erkendelse, at demokrati ikke længere er et redskab for sikkerhedspolitik og udviklingsbistand. Demokrati er en værdi, som vi har. Ikke en eksportvare, som vi skal regne med at kunne sælge over hele verden.

Aktivismen handlede ikke blot om at tage skæbnekampe. Den var også baseret på en ide om, at skæbnen var styret af Vestens værdier. Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er villig til at kæmpe for værdierne – ”tiden hvor havde indhøstet fredsdividenden var slut”. Men strategiens analyse er, at det gælder om at vælge sine kampe med omhu.

Aktivismen var også baseret på, at Danmark skulle tage kampene sammen med USA. Det var der idealistiske grunde til – men også den mere prosaiske grund, at efter danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten, havde Danmark forbehold på forsvarsområdet i EU.

Efter at Danmark sidste år er blevet del af forsvarssamarbejdet, kan EU spille en hel anden rolle i dansk udenrigspolitik. Strategiens analyse er, at Danmark må investere mere i det europæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, fordi USA har ”drejet sit strategiske fokus mod Asien”.

Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi indvarsler en ny epoke i dansk udenrigspolitik. Men det betyder ikke, at den værdipolitiske diskussion om udenrigspolitikken, som kendetegnede aktivismen, er ovre.

Tværtimod vil regeringens understregning af behovet for at være pragmatisk omkring værdier givetvis i sig selv udløse en værdipolitisk debat.

En debat som bliver konkret, når strategien skal udmøntes i konkrete politikker i forsvarsforlig, europaaftale, udviklingspolitisk aftale og andre udenrigspolitiske aftaler, som venter i horisonten.