Martin Lidegaard: Sådan fornyer vi vores forhold til verdens førende supermagt

KOMMENTAR: USA er og bliver vores vigtigste allierede. Men udviklingen både indenfor og udenfor USA's grænser kalder på en ny tilgang til verdens supermagt, skriver Martin Lidegaard (R).

Det er altid en oplevelse at besøge USA. Et land så tæt på vores kultur og politiske verdensbillede – og dog så fjernt.

Sådan var oplevelsen også i sidste uge, da Udenrigspolitisk Nævn besøgte Washington DC og delstaten Wisconsin på den måske mest spændende rejse, som jeg har haft til det store land.

På den ene side bekræftede striben af møder på politisk niveau og med universiteter og organisationer endnu engang, at der reelt set ikke er noget alternativ til USA som vores tætteste militære allierede.

Selv i disse tider, hvor uenighederne er til at føle på, er det en stor kvalitet i det dansk-amerikanske forhold, at man kan diskutere problemerne åbent og kritisk både med politikere, studerende og erhvervsfolk.

Den grundlæggende fælles tro på demokrati og ytringsfrihed får et meget konkret udtryk, når man diskuterer politik med amerikanerne.

På den anden side gjorde turen det krystalklart, at vores forhold til USA er under hastig forandring. Det er måske ikke vores ønske eller valg, men det er en kendsgerning.

Trump med sit twitterdiplomati og kontroversielle meldinger er en historie for sig. Forandringen stikker dybere.

Trump er et ekstremt udtryk for en generel udvikling, der vil tvinge os til at gentænke det transatlantiske forhold.

Den nye udvikling kan sammenfattes i to forhold:

For det første er USA blevet et land i dyb, dyb splid med sig selv.

Der har altid været forskel på forskellige præsidenter og administrationer i USA, men splittelsen mellem demokrater og republikanere har nået et nyt niveau, der i sig selv gør USA til en mindre stabil partner for resten af verden.

På vitale områder er der indtruffet en fuldstændig handlingslammelse i amerikansk politik, og det er blevet sværere at vide, hvad amerikanerne vil, og hvor de er på vej hen.

Der er i bogstaveligste forstand en verden til forskel på den udenrigspolitik, som Obama og Trump har ført.

Obama kæmpede for den multilaterale verdensorden, Trump ønsker at nedbryde den. Obama kæmpede for klimaet, Trump gør det modsatte.

Obama forsøgte indædt at forhandle en ny handelsaftale med EU, Trump aflyste den og startede i stedet en handelskrig – hvilket i øvrigt gør det til en noget skizofren oplevelse samtidig at skulle være tætte allierede.   

Det andet forhold drejer sig om, at USA's rolle som verdens førende supermagt og "politibetjent" er på hastig vej retur.

Den unipolare verdensorden med USA som altdominerende magt, der efterfulgte den bipolare verdensorden under den kolde krig, er som bekendt nu afløst af en multipolar verdensorden, hvor USA udfordres af Rusland og – især – Kina.

Dertil kommer, at amerikanernes appetit på militære operationer fjernt fra amerikansk jord er stærkt begrænsede efter mange blodige, dyre og lidet succesfulde eventyr i Mellemøsten.

Og lige præcis her synes demokrater og republikanere at være enige. I stedet lægges nu massivt pres på allierede i alle dele af verden for at tage større ansvar for egen sikkerhed ved at opruste og bruge flere midler på militæret.

Et pres, der også handler om at øge omsætningen i det amerikanske krigsindustrielle kompleks, der udgør rygraden i amerikansk industri – og en væsentlig kilde til politisk fundraising.

Paradoksalt nok er resultatet, at hele Nato i disse år opruster som sjældent før i alliancens historie, mens den faktiske vilje til at anvende det øgede materiel til andet end defensiv afskrækkelse er på hastig vej retur.

Både den interne splittelse i USA og amerikanernes fælles erkendelse af, at de hverken kan (Obama) eller vil (Trump) tage ansvaret for verdens sikkerhed alene, gør det tvingende nødvendigt for Danmark og resten af Europa at gentænke vores forhold til USA.

Og her kan vi ikke bare bruge vores gamle referencer fra Den Kolde Krig eller de seneste to årtier, hvor debatten mildest talt ikke har været nuanceret, men i al enkelthed handlet om, hvor tæt vi skulle lægge os på USA og amerikanernes ønske om dansk deltagelse i en række militære eventyr.

Den diskussion giver ikke mening, når USA ikke længere er ét land, og selv ønsker at drosle kraftigt ned på de militære indsatser.

Til gengæld giver det al mulig mening at diskutere, hvilket USA vi gerne vil stimulere, hvilken verdensorden vi ønsker at fremme sammen med amerikanerne, og hvilket forhold vi følgelig skal forsøge at udvikle til dem.

At finde svarene på de spørgsmål kræver fundamentale overvejelser og dybe analyser. Men vi kunne måske starte med følgende tre politiske pejlemærker:

1) I den multipolare verdensorden, hvor i hvert fald USA, Kina og Rusland udgør hver sin pol, bliver det fuldstændig afgørende, at Europa udvikler sin egen selvstændige pol.

Vi skal være i stand til at udgøre den voksne partner til USA, der sammen med dem kan forsvare de liberale demokratier og vores egen sikkerhed, samtidig med vi med fast hånd forsøger at holde dem på sporet, når det handler om klima, handel, menneskerettigheder og den multilaterale verdensorden.

2) Det kræver, at både Europa og Danmark må være klar til at bruge flere midler på vores egen sikkerhed, som amerikanerne kræver, men også, at vi kan og skal kræve større indflydelse på, hvordan de midler skal anvendes, og hvilken sikkerhedspolitik der skal føres.

Hverken Danmark eller Europa har nogen interesse i bevidstløst at forfølge en stærkt militariseret strategi, når konklusionen sådan set er, at den såkaldt aktivistiske sikkerhedspolitik i det store og hele har været en fiasko.

I stedet bør Europa – og Danmark – satse på flere forebyggende og stabiliserende indsatser i alle Europas nærområder med kapacitetsopbygning og massiv økonomisk tilstedeværelse – ikke mindst i Afrika. Blandt andet som alternativ og supplement til Kinas målrettede investeringer.

Vi må gøre det krystalklart for amerikanerne, at også disse indsatser koster penge og bidrager mindst ligeså meget til vores fælles sikkerhed som traditionel oprustning. Ergo må de tælle med.

3) Endelig har Danmark en hel unik mulighed for at spille en afgørende rolle for fred og stabilitet i Arktis.

Før vores besøg i USA frygtede jeg, at amerikanerne ville presse på for en betydeligt større militær tilstedeværelse i Arktis.

Men jeg forlod landet med en tro på, at amerikanerne primært er interesserede i et bedre overblik over området og mulighed for også at sætte bedre ind på beredskab, noget som både Grønland og Danmark selv har interesse i.

Der synes derfor at være et fælles ønske om at undgå blind oprustning i området og at bevare muligheden for en god dialog med især russerne – uden at blive naive.

Her har Danmark et kæmpeansvar, som vi må og skal løfte, fordi vi som lille nation har en chance for at facilitere et fredeligt samarbejde mellem verdens stormagter, der ikke kan leve med at se en af de andre tage den absolutte dominans i området.  

Skal jeg sammenfatte vores besøg i USA, fik vi endnu engang at føle, at verden er i vild og hastig forandring, og at en ny verdensorden skrives i disse år.

Danmark kan være med til at skrive den verdensorden, hvis vi forstår at udnytte vores tætte bånd til både Washington og til Europa, og samtidig vælger at stå fast på at bidrage med vores unikke kompetencer i forhold til grøn uafhængig energi, Arktis og forebyggende og stabiliserende sikkerhedspolitiske indsatser.

Det hele er efterspurgt – og i vores egen sikkerhedspolitiske interesse.

-----

Martin Lidegaard (f. 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Michael Kristiansen: Alt er vendt på hovedet efter klimavalget 2019 Michael Kristiansen: Alt er vendt på hovedet efter klimavalget 2019 Næste artikel Jarl Cordua: Nu bliver det Ellemanns opgave at samle blå blok Jarl Cordua: Nu bliver det Ellemanns opgave at samle blå blok
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.