Medrivende bog fortæller Danmarks historie gennem konflikter og oprør

ANMELDELSE: Historiker René Karpantschof har skrevet en fascinerende bog om Danmarks moderne historie med fokus på danskerne, når de har været mindst imødekommende og forsonlige.

Altingets vurdering: 4/6

Af Jesper Lundsby Skov
Ph.d. i historie

Hvad sker der, hvis man vil fortælle Danmarks historie som et familieskænderi i stedet for en lykkelig og harmonisk familie?

Det er det spørgsmål, som historikeren og sociologen René Karpantschof har forsøgt at besvare i sin nye bog, 'De stridbare danskere', med undertitlen 'efter enevælden og før demokratiet 1848-1920'. Karpantschof, der selv har en fortid i det københavnske BZ-miljø i 1980’erne, zoomer i sin fortælling ind på konflikterne, oprørerne og modstanden danskerne imellem.

Det er der kommet en fascinerende og meget velfortalt og velskrevet bog ud af, som enhver med interesse for skabelsen af det moderne Danmark kan dykke ned i. Netop skabelsen af det moderne Danmark er forklaringen bag bogens kronologi.

Som Karpantschof rigtigt bemærker i indledningen, var det i perioden mellem enevældens fald i 1848 og kongemagtens sidste og mislykkede magtdemonstration ved Påskekrisen i 1920, at mange af Danmarks grundlæggende samfundsstrukturer blev skabt.

Hvor en nutidsdansker ville have mødt et næsten fremmedartet land i enevældens sidste tid i 1848, ville han eller hun næsten have befundet sig hjemmevant i 1920. Her var de fire gamle partier – Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Arbejderne var organiserede i en stor fagbevægelse, og arbejdsgiverne stod også tilsvarende sammen i Dansk Arbejdsgiverforening.

Kvinderne havde lige stemmeret med mændene, og kongemagten havde trukket sig tilbage fra aktiv politisk indblanding. Danmark var heller ikke længere en multietnisk helstat, men var blevet en homogen nationalstat med genforeningen af det nordlige Slesvig eller Sønderjylland, som man siger i dag.

Karpantschofs konfliktperspektiv flugter med en nyere tendens blandt danske historikere, der også har udfordret den klassiske konsensusfortælling. Ifølge denne tradition har Danmarks nyere historie grundlæggende været præget af en fredelig udvikling, hvor danskerne aldrig sådan for alvor har været oppe at toppes med hinanden.

Fokusset har været på kompromiser, dialog og forsoning. Konsensusfortællingen har rødder helt tilbage til slutningen af 1700-tallet, og det er forfriskende og perspektiverende at vende blikket om og fokusere på stridighederne. Karpantschof har i øvrigt længe arbejdet med dette konfliktperspektiv. Hans ph.d.-afhandling tilbage fra 2006 er således et meget interessant studie i kollektive aktionsformer i 1800-tallets Danmark, og hans aktuelle fremstilling er en viderebygning på tidligere arbejder.

Fra enevælde til demokrati
Bogen er inddelt i fem store afsnit. De første to afsnit handler om enevældens dramatiske afslutning i årene 1848-1850.

Det tredje afsnit (1850-1870) fokuserer på de næste to årtier, hvor både befolkningen og politikerne havde svært ved at finde ud, hvad det egentlig vil sige at leve i et land med en grundlov, der begrænsede kongemagten og sikrede borgernes frihedsrettigheder.

Det fjerde afsnit (1870-1900) omhandler slutningen af 1800-tallet, der på mange måder overskred den tidligere tids konventioner, hvad enten det var politisk, socialt eller kønsmæssigt. Nye marginaliserede grupper trådte frem på scenen og begyndte at kræve deres ret.

Det femte og sidste afsnit (1900-1920) behandler det 20. århundredes begyndelse, hvor demokratiet for alvor tager form. Folketingsparlamentarismen indføres – sådan da – og kvinderne får stemmeret. Nye radikale bevægelser træder frem, og til sidst må Christian X erkende, at det ikke længere er holdbart med en politisk aktiv kongemagt.

Man kommer vidt omkring på de små 500 sider. Fra borgerkrig i Sønderjylland i 1848-50 til forfølgelse af mormonerne i 1850’erne, videre til tjenestepiger, der i 1890’erne desperat forsøgte at undslippe deres skæbne ved at sætte ild til deres arbejdspladser, for så at møde anarkister og andre revolutionære i voldelige sammenstød med myndighederne i København i de første årtier.

Karpantschofs fortællermæssige ambitioner er store, og for det meste er det lykkedes ham at skabe en medrivende og letlæselig fortælling, der viser danskerne, når de har været mindst imødekommende og forsonlige. Karpantschof formår dygtigt at flette meget af den nyeste forskning ind i sin historie, og man kan mærke, at han har været nede i kilderne, som er godt udvalgt og giver læseren et medrivende indblik i de mange optøjer og konflikter, der også har præget Danmarks udvikling.

Uligevægt i fortællingen
I den mere kritiske afdeling er det imidlertid også nødvendigt at fremhæve nogle forbehold. Der er således en mærkbar uligevægt i fortælleformen. Det skyldes, at første halvdel af bogen primært omhandler slutningen af 1840’erne, hvilket medfører, at anden halvdel skal dække rigtig mange konflikter og historier på relativt få sider. Opstand i Dansk Vestindien, Septemberforliget, kampen for kvindelig valgret, afholdssagen og meget andet bliver gennemgået relativt hurtigt.

I anden halvdel af bogen zoomes der derfor mindre ned i detaljerne end i første halvdel. I stedet er der mange opremsninger af konflikter, og der er generelt også en lidt større distance til de mennesker, vi møder i disse afsnit.

Karpantschof formår gennem det meste af bogen at holde et fast greb om sit stof og fortællingen, men til tider kan man savne en lidt mere kildekritisk tilgang til især de vidnesbyrd, vi møder fra de marginaliserede grupper. Det er således ikke altid nemt at blive klar over, om det er de marginaliseredes anklager mod overmagten og overklassen, vi læser om, eller Karpantschofs egen udlægning af forholdene.

Der er lidt en tendens til, at middel- og overklassen bliver gjort til homogene grupperinger, der står sammen om at undertrykke underklassen. Det gælder navnlig bogens sidste halvdel, hvorimod første halvdel på fremragende vis skildrer, hvordan borgerkrigen eller Første Slesvigske Krig opbryder gamle standsforskelle og klassemodsætninger, imens den gordiske knude om Slesvigs tilhørsforhold fortælles med stort overblik. Helt grundlæggende er kapitlerne om Første Slesvigske Krig virkelig gode.

Det hurtigere fortælletempo i bogens sidste halvdel medfører også, at man som læser sidder med en vis uklarhed om, hvilke kriterier Karpantschof har anvendt i sin udvælgelse af konflikterne. I størstedelen af bogen er fokus rettet på klasseforskelle, hvor materielle interesser har været udslagsgivende for optøjerne og konflikterne.

Der er imidlertid også en ambition om at dække de politiske konflikter, ligesom der også er interessante afsnit om religiøs intolerance og antisemitisme. Kort efter afsnittet om mormonerne er der et noget forhastet og upræcist afsnit om den politiske og forfatningsmæssige udvikling frem til krigen i 1864, hvor den efterfølgende grundlovskamp, der ledte frem til den såkaldte reviderede grundlov i 1866, også udelades.

Baggrunden for dette fravalg er uklart, og der er ellers et potentiale til at nuancere fortællingen om navnlig middel- og overklassen på dette tidspunkt. Karpantschof skriver således lidt upræcist (side 245), at grundloven af 1866 privilegerede de rigeste, selvom det mere korrekte svar er, at den privilegerede de største jordejere. Den grundlæggende ide med 1866-grundloven var netop at knytte den politiske ledelse tættere sammen med grundbesiddelse ud fra den tanke, at det skabte en mere gavnlig forbindelse mellem navnlig godsejernes private velfærd og statens velfærd. Det var direkte vendt imod de nationalliberale akademikere, der ellers havde været så dominerende i dansk politik indtil da.

Vi hører heller ikke om periodens rigsretssager på nær i forbindelse med Alberti-skandalen, selvom der bestemt er rigelig med konfliktstof at hente der. Kapitlet om forfatningskampen er måske også lidt for kort og næsten for udramatisk fortalt. Der gemmer sig flere historier her, og det kan faktisk ekspliciteres i endnu højere grad, hvor tæt Danmark var på noget, der kunne ligne borgerkrigslignende tilstande.

Det er imidlertid også mindre forbehold. Bogen er blevet grundigt korrekturlæst, og der er få stave- og sjuskefejl. En finurlig forveksling er på side 280, hvor Lars Dinesen nævnes som professorkollega til Henning Matzen og justitsminister, men det var nu Johannes Nellemann. Lars Dinesen var ikke professor, men dog Højremand, men primært som partiorganisator.

Hvorfor konflikt og ikke konsensusfortælling?
Det kunne også have været meget interessant, hvis Karpantschof havde skrevet en længere og mere diskuterende afslutning, hvor han reflekterede over sit konfliktperspektiv og sammenholdt det med den traditionelle konsensusfortælling.

Hvad giver de forskellige fortællinger og vinkler på dansk historie? Kan vi vurdere, om dansk historie i denne periode var relativt fredelig eller konfliktrig? En større inddragelse af internationale forhold kunne her have hjulpet som sammenligningsgrundlag.

Denne anmelder sidder nemlig stadig med den fornemmelse, at der er en god grund til, hvorfor konsensusfortællingen har stået og stadig står stærkt. Der er jo noget om, at konflikterne i mange tilfælde var mindre alvorlige i Danmark end i mange andre sammenlignelige lande i perioden. Det er for eksempel et typisk træk også i Karpanschofs fortælling, at mange af konflikterne forblev på gadeniveau, ved trusler eller rygter.

Hvorfor udviklede det sig sjældent til større og mere alvorlige konflikter? Konsensusfortællingen eller variationer deraf eksisterede også i den her behandlede periode. Måske havde selve denne fortælling sin egen forsonende virkning på fortidens aktører trods de mange genstridigheder?

Karpantschof nævner da også i ny og næ eksempler på imødekommenhed selv i de alvorligste konflikter. Et interessant eksempel, som Karpantschof ikke nævner, men ikke desto mindre er ganske interessant, er fra forfatningskampens mest intense uforsonlighed i midten af 1880’erne.

Her nævner venstremanden Klaus Berntsen i sine erindringer, at justitsminister Johannes Nellemann, Estrups højre hånd og garant for de forhadte provisoriske love, selv i disse år viste imødekommenhed overfor Venstres medlemmer af Folketinget og blandt andet hjalp dem, hvis de havde juridiske spørgsmål.

Berntsen oplevede selv, hvordan Nellemann som justitsminister hjalp ham i en sag med en særlig genstridig politimester. Kan dette og andre eksempler på forsonlighed have spillet en vigtig rolle i karakteren af periodens konflikter?

René Karpantschof: De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. Gads Forlag, 2019. 542 sider.

Forrige artikel Apokalyptisk klimabog hjælper os ikke med at holde hovedet koldt Apokalyptisk klimabog hjælper os ikke med at holde hovedet koldt Næste artikel Ambitiøs, men skuffende bog om menneskebilleder Ambitiøs, men skuffende bog om menneskebilleder
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.