I sit opgør med Thulesen Dahl risikerer Messerschmidt at kyle barnet ud med badevandet

Socialdemokrater i 50'er-stil

Da Dansk Folkeparti blev stiftet tilbage i 1995, var partiet i starten et ultraliberalistisk parti, der ønskede en indkomstskat på kun 30 procent. Men kort før valget i 2001 rensede Dansk Folkeparti de liberalistiske elementer ud af partiprogrammet og bekendte sig i stedet til velfærdssamfundet.

Siden da har velfærdsprofilen været helt central for DF – og ikke kun som "blå bloks blødende hjerte", som Messerschmidt formulerer det.

Nej, Dansk Folkeparti var "det ægte socialdemokrati" med et nationalkonservativ twist, efterfølgeren til det parti, der opbyggede velfærdssamfundet og samtidig "værnede om nationen". Det socialdemokrati, der eksisterede før det – i DF's optik – blev ødelagt af akademikere som Krag, Auken og Thorning. Tilbage til H.C. Hansens og Hedtofts socialdemokrati.

Kombinationen af en stram udlændingepolitik og en lyserød fordelingspolitik havde en stærk tiltrækning på de socialdemokratiske arbejdervælgere, der fra slutningen af 90'erne begyndte at flokkes om Dansk Folkeparti i en grad, så det i en periode blev det største arbejderparti.

Det var denne evne til at trække vælgere over midten og på den måde afgøre valg efter valg, der fra 2001 gjorde Dansk Folkeparti til en interessant partner for Venstre og Konservative, der ellers i starten havde forbandet partiet.

Det var den evne, der i en årrække gjorde Dansk Folkeparti til et af de allermest indflydelsesrige partier i Folketinget. Det er en evne, partiet næsten har mistet i dag, og som Messerschmidts linje risikerer at begrave endeligt.

Det var evnen til at trække vælgere over midten, der gjorde DF så magtfuldt.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Borgerlig applaus

Messerschmidts nye meldinger er blevet modtaget med jubel af de andre borgerlige partier og fik også pæn applaus i borgerlige aviser.

Rent taktisk lægger meldingen et pres på Venstre, der nu får sværere ved at fremstille blå blok som en rodebutik, der ikke kan samarbejde om noget som helst. Så langt, så godt.

Men DF-formandens buket af meldinger på det fordelingspolitiske område, gør det også meget let for socialdemokraterne og venstrefløjen at fremstille Dansk Folkeparti som et parti med en skæv fordelingspolitisk profil.

I forvejen er Messerschmidts appel til de socialdemokratiske vælgere meget ringe. En Epinion-undersøgelse for Altinget og DR viste for nylig, at kun to-tre procent af de socialdemokratiske vælgere aktuelt ser Messerschmidt og co. som et muligt alternativ.

I DF's storhedstid i 2015 havde Kristian Thulesen Dahl ikke alene erobret titusinder af tidligere socialdemokratiske vælgere, men blandt de tilbageværende socialdemokrater så hver tiende også Dansk Folkeparti som det næstbedste parti. 

Uden evnen til til at gøre indhug i socialdemokraternes vælgerbase, er Dansk Folkeparti blot ét blandt flere små blå partier. Og så bliver det svært at konkurrere med Inger Støjberg, der både har et langt større parti bag sig og har den folkelighed, som den retorisk begavede Messerschmidt ikke besidder.

Støjberg og Danmarksdemokraterne har dog indtil videre heller ikke vist sig i stand til at ramme ind i den socialdemokratiske vælgerbase. Det var en unik kvalitet ved "det gamle DF". Kun sølle én procent af de socialdemokratiske vælgere ser Danmarksdemokraterne som et alternativ.

Erasmus Montanus-logik

Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl har stadig et indædt modsætningsforhold, og det er svært at frigøre sig for mistanken om, at lysten til at give forgængeren endnu et gok i nødden var en del af Messerschmidts motivation for interviewet i Berlingske.

Men der ligger tydeligvis også en politisk analyse bag. En meget udbredt analyse, der forklarer Dansk Folkepartis store valgnederlag i 2019 med det nære samarbejde med socialdemokraterne. Men spørgsmålet er, om den analyse er rigtig?

Der er ingen tvivl om, at Thulesen begik en fejl, da han på det sidste DF-årsmøde før valget i 2019 gav den uforsigtige melding om, at "Mette bare kan ringe" på den anden side af valget. Det blev af mange modtaget, som om DF-formanden lige så gerne så en socialdemokratisk regering som en borgerlig. Det var ikke det, Thulesen mente, men formuleringen var en alvorlig taktisk fejl.

Men i substansen er der absolut intet, der tyder på, at DF-vælgerne var utilfredse med det nære samarbejde mellem Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen. Tværtimod viste samtidige meningsmålinger stor støtte til parløbet – både blandt DF-vælgerne og S-vælgerne. Der var også stor opbakning til de temaer, de to partier arbejdede sammen om.

DF-vælgerne var massivt imod de topskattelettelser, Thulesen blokerede for, ligesom en kæmpemæssig majoritet af DF-vælgerne støttede Thulesens modstand mod Lars Løkkes forsøg på endnu engang at hæve pensionsalderen.

Der er intet, der tyder på, at DF-vælgerne var utilfredse med substansen af S-DF samarbejdet.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

DF-vælgerne lodret imod VLAK-politikken

Det var snarere en række håndteringsfejl, der fik DF til at smelte ned.

En forkert håndtering af Arne-pensionen, lukningen af Radio24syv, Kim Christiansens mystiske omfartsvej i Mariager og Pia Kjærsgaards "klimatosser". Dertil kom Rasmus Paludans indtog i valgkampen, der umuliggjorde enhver snak om udlændingestramninger samt den forstærkede virkning af nederlaget ved europaparlamentsvalget, der blev afholdt blot ti dage før folketingsvalget. 

Den forenklede historie har lydt: Dansk Folkeparti samarbejdede med Socialdemokratiet, Thulesen og co. fik et enormt valgnederlag, ergo var samarbejdet med socialdemokraterne en gigantisk fejltagelse.

Men det er en Erasmus Montanus-logik, der ikke holder for en nærmere prøvelse.

Dertil kommer en anden interessant detalje: Da samarbejdet med Mette Frederiksen og socialdemokraterne var mest intenst fra 2017-2018, havde Messerschmidt ingen indvendinger.

Tværtimod gik Messerschmidt længere end Thulesen, da han op til DF-årsmødet i 2018 foreslog, at DF ligefrem skulle være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering, hvis der blev rødt flertal. En melding, der blev mødt med betydelig irritation i kredsen omkring Thulesen, og Messerschmidt blev beordret til at dementere. 

Gennemarbejdet migrationsudspil

Få dage efter interviewet i Berlingske fremlagde Dansk Folkeparti et gennemarbejdet og meget klassisk migrationsudspil. Det er stadig et helt afgørende politikområde for partiet, selvom det ikke har nær samme ejerskab til det som for 10 eller 20 år siden.

Med Socialdemokratiets strammer-linje frem mod valget i 2019, opstod der en bred konsensus om en stram udlændingepolitik mellem de centrale partier, og emnet gled længere ned ad vælgernes dagsorden.

Dansk Folkepartis dominans på udlændingeområdet blev yderligere udfordret af Pernille Vermund og Nye Borgerlige, som man i DF's storhedstid undervurderede truslen fra. Men Vermund kørte effektfuldt på, at DF ikke havde været i stand til at standse tilstrømningen til Danmark under flygtningekrisen, og Vermunds letfattelige tre "ufravigelige krav" til udlændingepolitikken var lette at kommunikere.

Den stil har DF taget ved lære af i migrationsudspillet, der også indeholder tre centrale punkter: En øget grænsekontrol, en Rwanda-agtig model for asylansøgere og en omlægning af udviklingsbistanden kombineret med bedre handelsaftaler for de afrikanske lande.

Den forstærkede grænsekontrol er en gammel DF-traver, men de to øvrige punkter rummer politiske perspektiver.

DF foreslår således, at "EU dropper alle handelsbarrierer, der forhindrer Afrika i at udvikle sig". Dermed bevæger DF sig også ind på den bane, der handler om at give migranterne reelle muligheder for at forbedre levestandarden i hjemlandene. Det bringer migrationspolitikken noget videre end bodega-slogans som: "Hvad der foregår i den tredje verden, er ikke vores problem."

DF's udgave af Rwanda-modellen – eller Australien-modellen som partiet selv kalder det – adskiller sig en smule fra den socialdemokratiske udgave, men vil fundamentalt det samme. Her har socialdemokraterne en sårbar flanke, fordi de solgte en hurtig gennemførelse af Rwanda-modellen under regeringsforhandlingerne, selvom det var en hjørnesten i den nye socialdemokratiske udlændingepolitik.

Stærke dagsordener

Udlændingepolitikken kan sagtens nå toppen af dagsordenen igen, hvis tusinder af migranter igen når Danmarks grænser, eller hvis endnu en bandekrig går amok.

DF har også andre trumfer. Messerschmidt appellerer således til et solidt publikum, når han revser væksten i det offentlige bureaukrati, en dagsoden der bliver rigtig meget krudt i, hvis SVM-regeringen ikke snart leverer på området.

DF-formanden har også et betydeligt publikum, når han vil fastlåse pensionsalderen på 70 år, og når han vender sig mod flere arbejdsmarkedsreformer og i stedet satser på at give seniorerne lyst og mulighed for at forblive på arbejdsmarkedet. 

Det gør det for tidligt at afskrive Dansk Folkeparti, men Messerschmidt begår en alvorlig strategisk fejl, hvis han reducerer sit parti til et ordinært medlem af den borgerlige familie.