Kommentar af 
Pelle Dragsted

Mette, Jakob og Lars – hvorfor sagde I ikke til vælgerne før valget, at I ville stjæle en fridag?

Det er en virkelig skidt idé at snuppe en fridag fra lønmodtagerfamilierne. Men hvis man ønsker det, så bør man da som det mindste have haft modet til at fortælle vælgerne om planerne før valget, skriver Pelle Dragsted. 

Ved pressemødet den 14. december på Marienborg præsenterede Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen SVM-regeringsgrundlaget. Her kom det blandt andet frem, at de ønsker at sløjfe Store Bededag som helligdag fra 2024. 
Ved pressemødet den 14. december på Marienborg præsenterede Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen SVM-regeringsgrundlaget. Her kom det blandt andet frem, at de ønsker at sløjfe Store Bededag som helligdag fra 2024. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pelle Dragsted
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Én af flere grimme overraskelser i den nye centrumhøjre-regerings program er planerne om at afskaffe Store Bededag som en fridag.

Store Bededag har ingen særlig religiøs betydning – hverken for troende eller ikke troende – men den er én af de små vigtige fridage, hvor familierne, der ellers kan have svært ved at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, kan nyde en forlænget forsommer-weekend – hvor der er tid og ro til at være sammen. 

Det er i et historisk perspektiv ret bizart, at idéen om at snuppe en fridag fra lønmodtagerfamilierne kommer fra en socialdemokratisk ledet regering. Siden arbejderbevægelsens fødsel har kampen for at erobre tid tilbage fra arbejdsgiverne, og forvandle arbejdstid til fritid, man selv bestemmer over, stået helt centralt. Og også i dag efterspørger mange familier mere fritid og mindre arbejde.

Formålet med at afskaffe en helligdag er ifølge regeringen, at øge arbejdsudbuddet – altså den samlede mængde arbejdskraft, der udbydes. Men det er en mærkelig målsætning når vi ser ind i en tid, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft falder, og arbejdsløsheden stiger. De økonomiske vismænd forventer, at 100.000 jobs forsvinder allerede næste år.

Det er jo fair nok at mene, at det er en god idé at afskaffe en fridag. Men så skal man da være ærlige om det. Før valget. Men ingen af de tre regeringspartier, der står bag forslaget, sagde det mindste om, at de ville snuppe en forårsfridag fra danskerne under valgkampen

Pelle Dragsted (EL)
Medlem af Folketinget

Hvis alle os, der er i arbejde tvinges til at arbejde en dag mere, så vil virksomhederne selvsagt få brug for færre medarbejdere til at løse de samme opgaver, og det vil – alt andet lige – betyde, at endnu flere kan se frem til at få en fyreseddel. Vi skal så at sige presse vores kollegaer ud i arbejdsløshed ved selv at arbejde mere. 

Regeringen prøver så, at få forslaget til at glide ned ved at sige, at pengene som afskaffelsen af en fridag indbringer, skal bruges til at finansiere de øgede forsvarsudgifter. Det er en billig pris at betale for vores sikkerhed, som Mette Frederiksen pompøst har udtrykt det. Men det er rent spin at koble de to ting sammen.

En afskaffelse af Store Bededag forventes at indbringe omkring to milliarder kroner. Det er præcis samme beløb, som regeringen vil bruge på at sænke skatten for virksomhedsarvinger og ejendomsinvestorer. Hvis de opgav disse gavmilde rabatter til i forvejen ekstremt velhavende grupper, så var der råd til forsvarsudgifterne – helt uden at tvinge danske lønmodtagere til at vinke farvel til en familie-fridag.

De første meningsmålinger viser da også, at et stort flertal af befolkningen siger nej tak til regeringens fridags-tyveri.

Og her kommer vi til det måske aller største problem ved forslaget: Nemlig at befolkningen ikke er blevet spurgt. Det er jo fair nok at mene, at det er en god idé at afskaffe en fridag. Men så skal man da være ærlige om det. Før valget. Men ingen af de tre regeringspartier, der står bag forslaget, sagde det mindste om, at de ville snuppe en forårsfridag fra danskerne under valgkampen.

Det er både kujonagtigt og genuint anti-demokratisk. Sådan et indgreb i vores ret til at disponere over vores egen tid sammen med vores familier, skal befolkningen selvfølgelig have mulighed for at tage stilling til ved et valg – før politikerne gennemfører det.

Læs også

Derfor støtter vi i Enhedslisten idéen om at aktivere grundlovens paragraf 42, hvis regeringen gør alvor af at vedtage afskaffelsen af Store Bededag inden næste folketingsvalg. Den paragraf giver et mindretal på 60 mandater i Folketinget retten til at sende et vedtaget lovforslag til folkeafstemning.

I mange tilfælde ville jeg være skeptisk ved at anvende denne demokratiske nødrets-paragraf, men i denne situation hvor regeringspartierne er kommet som en tyv om natten, uden at have givet befolkningen en ærlig chance for at tage stilling til forslaget, synes jeg, at det er på sin plads.

Man kan håbe, at regeringen, inden vi er kommet så vidt, vil være kommet til fornuft og have droppet planerne om fridagstyveriet.

Men hvis de holder fast i at snuppe lønmodtagernes forårsfridag – så vil jeg love dem, at de får kamp til stregen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling, Aarhus Universitet 2016

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00