Michael Kristiansen: Mette Frederiksen har kun ét problem i jagten på et politisk bæredygtigt regeringsgrundlag

KOMMENTAR: Paradigmeskiftet er for De Radikale det ultimative bevis på DF's indflydelse på dansk udlændingepolitik, og de radikale vil og skal hæve ændringer af paradigmeskiftet. Det er reelt valgets djævelske detalje.

Med ganske få dage tilbage af valgkampen samler interessen sig mere og mere om, hvordan Mette Frederiksen (S) vil danne en regering med et politisk bæredygtigt regeringsgrundlag. Hvilke krav fra hende er ultimative om nogen? Og ikke mindst kan og vil Mette Frederiksen fire på de ultimative udsagn, hun selv er kommet med i valgkampen – ikke mindst omkring udlændingepolitikken?

To afgørende ting stikker ud. Ydelserne til eksempel kontanthjælp og så det såkaldte paradigmeskifte. På Socialdemokratiets udlændingepressemøde for en uge siden gav Mette Frederiksen en række mindre åbninger: genovervejning af kvoteflygtninge, bedre forhold for asylbørnene på Sjælsmark og en mulig anden placering af et center for afviste kriminelle asylansøgere (lex Lindholm).

Men reelt var disse åbninger helt gratis, for Lars Løkke Rasmussen (V) havde allerede åbnet for de selvsamme lempelser i sin befrielsesbog med Kirsten Jacobsen. Så den forventelige næste statsminister leverede sådan set intet nyt og derfor heller ikke nok til at tilfredsstille Enhedslisten, SF og De Radikale.

Lidt overraskende er det, at det er Enhedslistens leder, Pernille Skipper, fra det kommende parlamentariske trekløver, der har været mindst ultimativ eller konkret i parties krav og ønsker. Måske fordi Skipper har indset, at ultimative krav sjældent giver stemmer, Enhedslistens position er krystalklar, og så har partiet ingen ambitioner om at blive en del af en kommende socialdemokratisk ledet regering.

Det har SF derimod, og det synes helt åbenlyst, at det irriterer Pia Olsen Dyhr, at hun ingen potentiel fremstrakt regeringshånd har fået eller får for sit ellers totalt loyale opbakning til Frederiksens projekt. Dyhrs ultimative krav om, at SF ikke stemmer for finansloven, hvis ikke kontanthjælpsloftet bliver afskaffet i den forbindelse, risikerer derfor at blive et større problem for SF end for Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet vil som sagt parkere hele ydelsesudfordringerne i en kommission, og dens konklusioner er næppe klar til at blive gennemført i forbindelse med den første finanslov. Omvendt er det meget svært at forestille sig, at Pia Olsen Dyhr kan, tør eller vil forhindre Mette Frederiksen i at blive statsminister. Også selv om SF ikke får lov at være med.

Så SF's krav kommer de til at æde langsomt, og ydelsesdelen udgør næppe noget afgørende problem for Mette Frederiksens regeringsdannelse. Det gør klima eller andre politikområder heller ikke. Den socialdemokratiske leder har reelt kun et problem: Morten Østergaard og paradigmeskiftet.

Efter års palaver og strandende forhandlinger om skat og reformer gennemførte regeringen med hjælp fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti 21. februar det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken.

Overordnet handler det om, at asylansøgerne skal rejse hjem, når der er mulighed for det i deres hjemland – uanset hvor lang tid der er gået, og hvordan de pågældende har opført sig i Danmark. Alt efter temperament er paradigmeskiftet udlagt som en slags stadfæstelse af det gældende – det har jo altid været meningen, at asylansøgere skulle rejse hjem (det skete så bare ikke!) – eller som et fundamentalt opgør med et humanistisk menneskesyn og en helt unødig stempling af mennesker, der både vil og kan begå sig i det danske samfund. De radikale er ikke overraskende på den sidste udlægning.

Som med så meget anden lovgivning ligger djævelen i detaljen. Både konkret og symbolsk. Det symbolske først. Hele 111 steder er lovens tekst ændret fra "integration" til "hjemsendelse". Med andre ord: Alle fremtidige asylansøgere skal forholde sig til, at det er ordet "hjemsendelse", der er styrede for hele deres tid i Danmark. Integreres skal og kan de under ingen omstændinger blive.

Og så det konkrete: Inden paradigmeskiftet hed det i paragraf 26 "Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked, samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv."

Så kom paradigmeskiftet: "Ministeriet finder, at inddragelse af en opholdstilladelse til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge fremover alene skal undlades, hvis dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det vil blandt andet indebære, at hensyn som udlændingens tilknytning til arbejdsmarkedet, udlændingens deltagelse i foreningsliv og udlændingens danskkundskaber fremover vil blive tillagt mindst mulig betydning, når myndighederne skal vurdere, om opholdstilladelsen kan inddrages."

Så blev paradigmeskiftet voldsomt, og De Radikales krav om en ny retning i udlændingepolitikken handler lige præcis om dette. For Socialdemokratiet har stemt for skiftet. Og det kun et par måneder siden.

Dengang var angsten for, at nogen kunne få et stykke pergamentpapir ind imellem DF og Socialdemokratiet, tilsyneladende styrende for Mette Frederiksens politiske kompas. Men bordet fanger jo. Også selvom man kan blive i tvivl, om socialdemokraterne egentlig er klar over, hvad de har skrevet under på.

I debatter kan man høre mange socialdemokrater sige, at job og uddannelse stadig tæller positivt med, men det passer ikke ifølge lovens bogstav … Det har både Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard udtalt.

Og når man hører Mette Frederiksen i debatten med Lars Løkke Rasmussen i Odense tale varmt om integration, bidrag til samfundet, og at man skal føle sig velkommen i det danske samfund … Ja, så harmonerer det rimelig skidt med paradigmeskiftet. For det er netop den nu velintegrerede familie i Skørping, hvor moderen er sygeplejerske, faderen frivillig fodboldtræner, og de to døtre er mønsterelever – men farvel du.

Morten Østergaard holder klogelig lav profil om partiets præcise krav til Mette Frederiksen. Men paradigmeskiftet er for De Radikale det ultimative bevis på DF's indflydelse på dansk udlændingepolitik, og De Radikale vil og skal hæve ændringer af paradigmeskiftet. Symbolske til konkrete.

Det er reelt valgets djævelske detalje.

-------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier. 

Forrige artikel Michael B. Klitgaard: DI og velfærdskoalitionen gør fælles front Michael B. Klitgaard: DI og velfærdskoalitionen gør fælles front Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Europa er stadig en tanke, der forener Jens Chr. Grøndahl: Europa er stadig en tanke, der forener
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.