Mistanken til Mette Frederiksens vaccine-tur til Israel nager

For tiden ledes der med lys og lygte efter en mening med statsministerens besøg i marts måned til Israel. 

Alle husker besøget, for det var mens grænserne var lukkede. Mens vi hjemmeskolede de store børn, og var blevet helt trætte af at bage og boble, og derfor ikke havde meget andet at tage os til, end at sidde katatonisk foran fjernsynet og forholde os til den endeløse, og dog så ensformige, nyhedsformidling vedrørende pandemien.

Det var i den nådesløse marts måned 2021, at statsministeren trodsede de lukkede grænser og drog til Israel med sin bedste ven Østrigs kansler Sebastian Kurz i hånden.

I Israel kunne den undrende danske offentlighed se til, mens de to troppede op hos den svært skandaleplagede, daværende premierminister Benjamin Netanyahu, midt i dennes skæbnesvangre valgkamp. Israelerne bemærkede i kampens hede knapt nok, at de to unge europæiske regeringsledere var ankommet og havde haft audiens og et kort og overfladisk fælles pressemøde med Netanyahu, der varede godt 14 minutter.

Men i Europa var der mange, der tog mødet ad notam.

Mystikken omkring besøget er altså fortsat tæt og muligvis endda tiltagende.

Anne Sofie Allarp

Ikke mindst den danske regerings nøje udvalgte vaccinerådgivere undrede sig. De var hverken blevet informeret om rejsen, eller forstod sådan set meningen med den. Da hverken Østrig eller Israel havde en vaccineproduktionen i forvejen, fremstod valget af de to lande uklart. 

Folketinget følte sig ikke godt orienteret. Men Udenrigsministeriet skyndte sig at sige, at det havde de heller ikke krav på. Men at sende en statsminister afsted på officielt besøg midt i en så kontroversiel kollegas valgkamp, det var alligevel ikke hver dag, man så det ske. Ikke i mands minde faktisk.

Og der var en vis undren over, at regeringslederen demonstrativt midt i pandemiens rasen rejste udenlands for øjensynligt selv at foretage de indledningsvise snakke med andre regeringsledere, når dette langt nemmere kunne klares over nettet og via diplomatiet.

Valgkampen i Israel gjorde også, at det mandat, som den israelske premierminister måtte forhandle på baggrund af, var lidt utydeligt. For hvem vidste, om han fortsatte i stolen, og om eventuelle aftaler også kunne rummes af et nyt politisk flertal? Og det skulle da også vise sig efter samme valgkamp, at det eneste, israelsk politik kunne enes om, var aldrig mere at have Netanyahu som premierminister.

I Europa blev besøget set som endnu et ikke særligt konstruktivt stunt fra EU-kredsens enfant terrible-duo Kurz/Frederiksen. Ikke mindst, da EU-landene i forvejen havde indgået et samarbejde om i fællesskab at købe vacciner mod covid-19. Det gjorde særligt Frankrig så vred, at deres udenrigsministerium udsendte en udtalelse om, hvor vigtigt det var at arbejde solidarisk sammen i Europa.

Og et halvt år senere er der altså intet synligt samarbejde, intet er formaliseret eller aftalt, og der er ingen gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget eller forløbet, som blandt andet Berlingske har søgt aktindsigt i med ringe succes. Store dele af sagsakterne er nemlig mørklagte.

Mystikken omkring besøget er altså fortsat tæt og muligvis endda tiltagende. Det er og forbliver absolut uklart, hvad der er kommet ud af rejsen, og hvad regeringens forventninger til rejsen kunne have været.

Mette Frederiksen selv har siden gentaget, at det bestemt ikke var spild af tid og penge, og hun har forklaret til Folketinget, at hun måtte afsøge alle muligheder for at skaffe vacciner hurtig til danskerne. Hun er et "utålmodigt menneske." 

Statsministeren betonede ved samme lejlighed, at det var vigtigt for hende, at søge andre lande, der ”også var meget optagede af” at få øget vaccineproduktions-kapaciteten. (Til forskel fra de unavngivne lande, der således måtte være mindre interesserede i vaccination) Og hun sagde, at det fra hendes synsvinkel så ud til at det pres, som hun og Sebastian Kurz derved havde lagt på EU, havde fået EU til at agere i forhold til vaccineproduktion. 

I Bruxelles har man formentlig rystet på hovedet af den udtalelse, men den rummer muligvis en antydning af formålet med turen til Israel. For hvis besøget ikke kan begrundes sagligt i relation til pandemien, og man her et halvt år efter ikke kan fremvise nogle resultater, så kunne man mistænke det for at være et led i den løbende signalgivende selviscenesættelse, der om noget kendetegner ikke bare regeringen, men politik i denne tid.   

Og er det tilfældet, så skal man måske lede efter begrundelsen for besøget i statsministerens selvforståelse, som på den ene side en Jeanne d’Arc af pandemien, ridder af det ekstreme forsigtighedsprincip, og på en anden en piskesvingende Mutter Skrap over for de "gakkede og afkoblede" typer i EU.

Lad os håbe, det ikke forholder sig sådan. Dertil er dansk udenrigspolitik trods alt for alvorlig.