Moderaterne drømmer om at indføre euroen i Danmark: "Vi skal have den samtale"

Som den eneste spidskandidat til europaparlamentsvalget erklærer Moderaternes spidskandidat, Stine Bosse, sig 'helt enig' i, at Danmark bør erstatte kronen med euroen.

”Det er vigtigt, at vi tør at melde ud som parti, at vi skal have den samtale og turde fortælle danskerne, hvor vi står,” siger Moderaternes spidskandidat, Stine Bosse.
”Det er vigtigt, at vi tør at melde ud som parti, at vi skal have den samtale og turde fortælle danskerne, hvor vi står,” siger Moderaternes spidskandidat, Stine Bosse.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Magnus Garde-Strandberg

Den danske krone bør have en udløbsdato.

I hvert fald hvis det står til Moderaternes spidskandidat til europaparlamentsvalget, Stine Bosse.

Det fremgår i et svar i Altingets kandidattest, hvor hun erklærer sig 'helt enig' i spørgsmålet om, at Danmark skal erstatte den danske krone med euroen.

Står det til regeringspartiets spidskandidat, skal de danske mønter og pengesedler med kongefamilien og danefæ altså udskiftes med den europæiske fællesvaluta, der i stedet er udsmykket med monumenter, der symboliserer de arkitektoniske perioder i Europas historie.

"Lige nu betaler vi som danskere omkring én procent i gebyr, når vi veksler fra kroner til euro. Vi har dyre omkostninger til kurssikring og en masse administrativt bøvl for virksomheder," siger Stine Bosse, da Altinget ringer for at få uddybet hendes svar.

Den danske krone har været brugt herhjemme siden 1875, og i 1993 stemte danskerne nej til at erstatte den med euroen.

Det kan undre mig, at ingen partier som minimum mener, at man skal diskutere det

Stine Bosse (M)
Spidskandidat

Skal indføres om 10-15 år

Stine Bosse understreger, at det ikke er "her og nu", at Danmark skal udskifte sin valuta.

"Det er ikke nu, jeg ønsker euroen indført. Der er et relativt langt tidsperspektiv, før det vil være muligt," siger hun og fortsætter:

"Vi melder det her ud, fordi vi synes, det giver god mening at diskutere det med vælgerne og tale med danskerne om, hvad euro-forbeholdet betyder for Danmark."

Du siger, at der er et relativt langt tidsperspektiv, men hvor langt er det så?

"Det er i hvert fald langt ud over den næste femårige mandatperiode. Vi er nok snarere ude i 10-15 år fra nu."

Afviser folkeafstemning

Euro-forbeholdet var et af de oprindelige fire forbehold i det europæiske samarbejde, som Danmark fik, efter at danskerne havde stemt nej til Maastrichttraktaten i 1992.

Hvad mener de andre partier?

Skal Danmark erstatte kronen med euroen?

Det har partiernes EU-spidskandidater svaret på spørgsmålet i Altingets kandidattest:

'Helt uenig': Socialdemokratiet, Konservative, SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten

'Overvejende uenig': Venstre og Radikale

'Overvejende enige': Alternativet

'Helt enige': Moderaterne

Danmark havde senest en folkeafstemning om at afskaffe den danske krone til fordel for euroen den 28. september 2000. Her blev resultatet, at 46,8 procent stemte ja, mens 53,2 stemte nej. Valgdeltagelsen var 87,6 procent.

Men selv om det er 24 år siden, skal danskernes nej fra folkeafstemningen stadig respekteres, mener Stine Bosse. Derfor ønsker Moderaterne heller ikke af udskrive en ny folkeafstemning, forklarer hun.

"Vi skal ikke have en folkeafstemning, hverken i dag eller i morgen, men det er vigtigt, at vi tør at melde ud som parti, at vi skal have den samtale og turde fortælle danskerne, hvor vi står," siger Stine Bosse.

Så det er bare en målsætning?

"Du kan betragte det som en langsigtet vision og tanke for, hvad der er godt for Danmark. Og det er godt for Danmark at være medlem af euroen. Men det er slet ikke nu. Det er med et minimum 10-årigt – måske endda længere – tidsperspektiv," siger hun.

Læs også

Alternativet er næsten enige

Visionen om at skrotte den danske krone til fordel for euroen er imidlertid en, som Moderaterne politisk står alene med. Næsten alle andre partiers spidskandidater har enten erklæret sig 'helt uenig' eller 'overvejende uenig'. 

Undtagen Alternativet.

Her har spidskandidat Jan Kristoffersen erklæret sig 'overvejende enig'. I et uddybende svar til testen skriver han, at Danmark "i princippet" allerede har euroen indført.

Det står i vores visionspapir. Det er den retning, vi på sigt ønsker at rykke Danmark

Stine Bosse (M)
Spidskandidat

"Vi kalder den bare kroner", skriver han med henvisning til Nationalbankens såkaldte fastkurspolitik, som sikrer, at kursen for én euro stort set ikke afviser fra 7,5 danske kroner. 

"Det kan undre mig, at ingen partier som minimum mener, at man skal diskutere det. Jeg synes sådan set, at det er vigtigt at nævne for danskerne, at det er et emne, som vi skal drøfte," siger Stine Bosse.

Hvorfor tror du, I står så alene med den her vision?

"Det kan der være gisninger om. Nogle vil sige, at de ikke tør udtale sig, mens andre slet ikke kan forholde sig til det," siger hun og fortsætter:

"Det er en del af vores vision, og det står i vores visionspapir. Det er den retning, vi på sigt ønsker at rykke Danmark."

"Men vi har ikke fremlagt et konkret politisk forslag om, at det skal være nu," tilføjer hun.

Prøv Altingets kandidattest her.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

Kommende MEP (M), bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

Jan Kristoffersen

Politisk rådgiver, Alternativet, medlem, Skatterådet
LL.B (Københavns Uni.)

0:000:00