Morten Østergaard: "Gu skal vi ej lukke alle ind i Danmark"

Af Morten Østergaard
Politisk leder, Radikale Venstre

Hvorfor bliver Danmark mere og mere opdelt? Hvorfor falder integrationen nogen let, mens andre lever i isolation uden nogensinde at blive en del af det danske samfund?

Hvordan hjælper vi de piger, som udsættes for social kontrol af deres familier? Og de drenge, der ender i bandernes klør?

Trods årtiers ophedet udlændingedebat og lovforslag efter lovforslag, så efterlader vi folk stadigt mere bekymrede for, om integrationsproblemerne kan løses.

Og vi efterlader store grupper af medbor­ge­re uden uddannelse, job og tro på fremtiden.

Den evige kamp mellem rød og blå i dansk politik har bragt os kaos frem for ro. Stilstand frem for foran­dring til det bedre. Hver­ken 90’ernes eller 00’ernes integrationspolitik har løst virkelighedens pro­­blemer. 

Jeg kæmper for et mangfoldigt samfund, men det kræver, at integrationen lykkes, og her har det politiske lederskab desværre fejlet.  

Morten Østergaard
Politisk leder, Radikale Venstre

Jeg hader at se, hvordan det splitter os. For jeg elsker Danmark.

Der er kun ét Danmark, og alle, der lever her, skal være en del af samfundet. Vores fællesskab handler ikke om religion og hudfarve, men om viljen til at bidrage med det, man kan.

Ud i virkeligheden 
Jeg kæmper for et mangfoldigt samfund, men det kræver, at integrationen lykkes, og her har det politiske lederskab desværre fejlet.  

Derfor gjorde jeg for tre måneder siden op med dukketeatret på Christiansborg. Jeg sagde farvel til symbolpolitikken og den evige kamp mellem rød og blå.

I stedet lukkede jeg computeren og tog mit skrivebord på nakken og plantede det i landets mest udsatte boligområder. For at komme tættere på virkeligheden med alle dens udfordringer og de mennesker, der lever med dem hver dag.

Tag Skovgårdsparken i Aarhus. Området er ifølge regeringen en ghetto. Og Chris­ti­ans­­­borg har i måne­der dis­­kuteret om arbejdsløse skal straffes for at bo her.

Imens har jeg sammen med beboere og lokale er­hvervs­folk sat os for at få kvinder og mænd fra området i arbejde. I stedet for at tale mere om problemerne, gør vi nu noget ved dem. Sammen. For vi tror på, at vi når længere med mod og optimis­me end med straf og symbolmærkater til folks hjem.

Hvorfor ikke gå til integrationen på samme måde? Mindre snak. Mere ”gu kan vi så”. Derfor er jeg også ærlig om problemernes omfang.

Gu skal vi ej lukke alle ind i Danmark eller acceptere kvindeundertrykkelse. Og ja, vi risikerer en etnisk underklasse i et land, som ellers er kendt for sin lighed. Men selvfølgelig kan verdens bedste velfærdssamfund få integrationen til at virke. Selvfølgelig kan vi finde mod til at skabe reel integration. Hvorfor ikke?

Vi skal hæve forventningerne 
Det er på tide, at in­te­grationsproblemerne løses af dem, der tror på, at vi kan – og dem, der har brug for, at vi lykkes. Det vil gavne os alle.

Vi skal finde modet til at lade de høje forventninger sætte ambitionsniveauet frem for laveste fællesnævner. Vi skal finde rigtige løsninger på rigtige problemer. Og så må vi starte med de største udfordringer:

1. Børnene først. Vi skal have blandede skoler, børnehaver og ungdomsuddannelser, så tosprogede børn ikke isoleres på de samme institutioner.
2. Så de unge. Vi skal anerkende dem, som griber mulighederne for eksempel med lettere adgang til statsborger­skab, mens de, der møder social kontrol, skal have bedre hjælp, og de, der vælger banderne, skal møde hurtig konsekvens.
3. Og så skal flere voksne forsørge sig selv, og ingen skal kunne modtage kontanthjælp i årevis uden at yde noget til gengæld.

Vi har lavet en handlingsplan for reel integration med dem, den handler om. Konkrete løsninger, som tager livtag med de aller­største integrationsproblemer:

At børn med indvandrer­bag­grund ikke har samme muligheder i livet. At deres forældre deltager mindre på ar­bejds­­mar­kedet. At vi lever stadigt mere opdelt.

For os er det ikke politik – det er hjerteblod. Alle har noget at vinde, hvis vores mission lykkes – på nær dem, der lever af konflikten, frygten og grøftegraveriet. Og deres vej har hverken givet ro, tryghed eller stabilitet, men blot politisk kaos og symbol­politik.

Hvis vi skal give håbet tilbage til de tusindvis, der har mistet det. Trygheden tilbage til de mange, der frygter, hvad fejlslagen integration gør ved os. Og chancer til de tusinder af familier, der aldrig har haft en.

Så skal vi ikke føre politik mod nogen, men for noget. For blandede skoler og boligkvarterer. Og for en bedre start på livet for alle børn.