Kronik: Voldtægtslov skal baseres på samtykke. Frivillighed er ikke nok

KRONIK: Det er problematisk at basere en voldtægtslov på frivillighed, når passivitet også kan tolkes som frivillighed. En lov baseret på samtykke vil slå fast, at vi har et gensidigt ansvar for at aflæse hinanden under sex, skriver medlemmer af Det Nationale Voldsobservatorium.

Af Det Nationale Voldsobservatorium
Se faktaboks for navne.

Justitsminister Nick Hækkerup har udbedt sig en tænkepause i forhandlingerne om en ny lovgivning om voldtægt. Flertallet for en lov baseret på samtykke er ellers på plads. Det samme er opbakningen fra Statsminister Mette Frederiksen.

Som national ekspertgruppe inden for voldsområdet – herunder seksuel vold – kender vi til problemerne med den nuværende lovgivning, både fra forskning og fra arbejdet med voldsramte kvinder.

Det er vores klare anbefaling at gøre samtykke til et centralt begreb i en ny voldtægtsbestemmelse.

Den nuværende lov svigter ofre
På grund af et stort mørketal kan det være svært at opgøre omfanget af voldtægter i Danmark. Justitsministeriets Offerundersøgelse peger på, at voldtægtshyppigheden er steget. I 2019 angav 2,2 pct af kvinderne i undersøgelsen, at de havde været udsat for en voldtægt eller forsøg på voldtægt inden for de sidste fem år. Det svarer til ca. 10.000 kvinder om året.

I 2019 var der ifølge Det Kriminalpræventive Råd ca. 1300 anmeldelser af en voldtægt eller voldtægtsforsøg på en person over 15 år. I kun 79 af sagerne faldt der dom.

Amnesty International Danmark har gennemgået 353 henlæggelser ved politiet fra 2017 til maj 2018, ligesom de har analyseret 94 domme for seksualforbrydelser fra maj 2017 til maj 2018. De henlæggelser og domme viser, at beviser for fysisk vold og modstand var afgørende både for, om sagen blev rejst og for domfældelsen.

Det er problematisk. For det første er det vores erfaring, at mange, der udsættes for voldtægt, ikke sætter sig til modværge. Det er en almindelig reaktion, at kroppen simpelthen kan ”fryse”, og man derfor forholder sig passivt under overgrebet. Forskning viser også, at normative afvisninger kan anvendes inden og i forbindelse med en voldtægt. Det kan være at komme med undskyldninger for ikke at ville have sex med personen, fjerne deres hænder, eller sige, man ikke har lyst. Det er afvisninger, som i enhver anden sammenhæng vil forventes af udløse respekt. I forbindelse med voldtægt, hvor personen eller personerne, som begår voldtægten, ikke respekterer de normative afvisninger, kan det medføre et chok, fordi kvinden bliver overrumplet over situationens drejning.

For det andet betyder fokus på fysisk modstand, at dem, der har været udsat for voldtægt, kan udvikle en selvbebrejdelse, som er destruktiv for deres helingsproces. De kan stille spørgsmål til deres eget ansvar på trods af, at voldtægten er begået mod dem og uden respekt for deres lyst og vilje.

”Alle, der har oplevet at møde et menneske, der har været udsat for voldtægt, ved, hvor alvorligt det er. Det giver ar for livet. Traumer, som sætter sig i krop og sjæl. Og for nogle endda med en uhyggelig selvbebrejdelse,”sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun i februar begrundede, hvorfor Danmark skal have en voldtægtsbestemmelse, der bygger på samtykke.

Det er også vores erfaring.

Alt for vidtgående opfattelse af sex
Endelig er der det problem med den nuværende voldtægtsbestemmelse, at dét, der opfattes som sex, er alt for vidtgående.

Vi ser i vores arbejde skadevirkningerne af dette; Andre kan for eksempel få et indblik i det gennem DR’s dokumentar-serie om rapperen Tessa. I den beskriver Tessa, hvordan hun fra tolvårsalderen flere gange er blevet presset til ”sex”. Hun beskriver for eksempel en episode, hvor hun forsøgte at sige fra over for en gruppe af drenge, der på skift havde ”sex” med hende. Hun sagde nej i starten, men kunne ikke blive ved.

Når hun fortæller om de ar på sjælen, som oplevelserne har givet hende, er det en bekræftelse på, at det ikke har været samtykkende sex – men overgreb, hun har været udsat for.

Tessas erfaringer ligner meget dem, vi møder i vores arbejde som praktikere og forskere.

Med en ny voldtægtsbestemmelse har vi en mulighed for – som samfund – at skabe en anden fælles forståelse for, hvad vi bør opfatte som sex, og hvad vi bør opfatte som voldtægt. En forståelse, der dels kan have præventiv effekt; Dels vil stemme bedre overens med, hvordan henholdsvis sex og overgreb opleves og har af konsekvenser for de berørte. Og dels bedre kan understøtte kønnenes ligestilling.

Det sidste er vigtigt at nævne, fordi seksuel vold i uforholdsmæssig grad rammer piger og kvinder og begås primært af drenge og mænd.*

Samtykke vs. frivillighed
Et enigt Straffelovråd anbefaler da også, at den nuværende voldtægtsbestemmelse ændres. Det strafbare område skal udvides, mener de samstemmende. Uden at der rokkes ved retssikkerheden for den tiltalte. Dog er medlemmerne af Rådet uenige om, hvorvidt en ny bestemmelse skal basere sig på ”frivillighed” eller ”samtykke”. Vi anbefaler det sidste.

Dem, der støtter en ”frivillighedsbaseret” bestemmelse, skriver i deres bemærkninger, at kvinder nogle gange er helt passive i et seksuelt forhold, og at det derfor må bero på en konkret vurdering, om passivitet er udtryk for frivillighed eller ufrivillighed. Denne formodning for frivillighed gør, at det forventes, at kvinden skal sige fra.**

Det er bekymrende. Vi mener ikke, man kan formode, at en kvindes passivitet er udtryk for frivillighed.

Fra forskning og praksisnært arbejde med kvinder i voldelige parforhold, ved vi, at muligheden for at bestemme over sin egen seksualitet, og hvem og hvornår nogen skal have adgang til ens krop, ikke altid er til stede, når man befinder sig i en ulige magtrelation.

Lever man for eksempel i et voldeligt parforhold, befinder man sig i en særlig sårbar position, hvor man over tid oplever at miste sin seksuelle selvbestemmelse og kan opleve at må underkaste sig sin partners seksuelle lyst og vilje – og så at sige ”stå til rådighed”. Her er det ikke muligt at ”sige fra”.

At passivitet kan være en formodning for frivillighed, opfatter vi som ensidigt og vil medføre en risiko for, at den ene part bliver genstand for den anden parts behovstilfredsstillelse.

For os at se må det være en forudsætning, at en kvindes ønske om at deltage i samleje ikke blot kommer til udtryk gennem passivitet eller ”uengagement”***, men at der må foreligge en eller anden form for fysisk eller verbal positiv tilkendegivelse af at ville have sex, og at denne positive tilkendegivelse er kontinuerlig undervejs i den seksuelle aktivitet. Samtykke, med andre ord.

Samtykke er gensidigt
At dømme ud fra offentlige debatter om emnet er samtykke et begreb, som stadig er behæftet med forvirring, når det kommer til sex.

Modsat andre sammenhænge, hvor vi samtykker til noget, er sex ikke én afgrænset handling, som vi på forhånd ved, hvad indebærer. Sex er en proces. Vi kender ikke handlingsforløbet, og vi ved heller ikke, hvordan vi selv og den anden vil reagere undervejs. Men under samtykkende sex er der en gensidig opmærksomhed på, hvordan den anden reagerer på vores handlinger.

Samtykkende sex er for de fleste ikke noget nyt. Det er det, vi oplever, når vi har sex med et menneske, som respekterer vores selvbestemmelse. Når vi udviser samtykke under den seksuelle aktivitet, tilkendegiver vi, at vi gerne vil have sex. Det kan være med ord eller handlinger – og for mange vil det nok være en kombination af begge.

Ved at lave en ny voldtægtsbestemmelse, der konstitueres omkring samtykke, bliver det slået fast, at vi har et gensidigt ansvar for både at udvise og aflæse engagement hos hinanden under sex. Vi har ansvar for hinanden, når vi indgår i en seksuel aktivitet med et andet menneske.

Det er også et princip, som er centralt i Undervisningsministeriets læseplan for sundheds- og seksualundervisning fra 2018, som blandt andet skal fokusere på ”børns ret til at bestemme over egen krop”. Hvis vi fremadrettet ønsker, at børn og unge skal lære at have kropslig selvbestemmelse og værdier som tillid, frihed og kønsligestilling, bør vi også have en lovgivning, der understøtter dette.

 

Det Nationale Voldsobservatorium er en ekspertgruppe bestående af 30 eksperter og ressourcepersoner på kønsbaseret vold; fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk og digitalt. Voldsobservatoriet repræsenterer en bred gruppe af fagligheder – juridisk, psykologisk, sociologisk, antropologisk, medicinsk, socialfagligt – lige som mange medlemmer har praktisk erfaring fra arbejdet med vold mod kvinder – herunder seksuel vold. Se medlemmerne og læs mere om det Nationale Voldsobservatorium her.

 

* I voldtægts- og seksualforbrydelsessager udgør kvinderne ifølge Danmarks Statistik (2016) henholdsvis 97,4 procent og 89 procent af ofrene.

** Straffelovrådets betænkning s. 13, 15, 136, 137, 176, 177, 180 og 181.

*** Straffelovrådets betænkning s. 180

Forrige artikel Sygeplejersker: Arbejdstilsynet overser os, når vi har mest brug for dem Sygeplejersker: Arbejdstilsynet overser os, når vi har mest brug for dem Næste artikel Debat: Det er hovedstadens held, at turismen får en tiltrængt tænkepause Debat: Det er hovedstadens held, at turismen får en tiltrængt tænkepause
Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

POLITISK STUEGANG: Når det går den forkerte vej med danskernes sundhed, har 20 års forebyggelsesindsats så været forgæves? Søren Brostrøm svarer i Politisk Stuegang. Her taler vi også om ”kæmpe kvalitetsdyk” i dele af psykiatrien, og styrelseschefen kommer med en opsang til unge læger. Og han forudser store udfordringer for Lægeforeningens nye formand.