Ny aftale giver 107 millioner til trivsel i skoler, SFO'er og klubtilbud

Et bredt flertal i Folketinget er enige om en ny aftale, der sender i alt 295 millioner kroner til skoler, erhvervsuddannelser samt SFO'er og klubtilbud. Skolefritidsområdet og klubberne får del i en pulje på 107 millioner kroner, der blandt andet skal bruges på at styrke trivslen og få de børn, der har forladt tilbuddene under corona, tilbage igen.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Simon Lessel

107 dugfriske millioner er på vej til landets skoler, SFO'er, klubber og fritidstilbud.  

Det er resultatet af en ny aftale på børne- og undervisningsområdet, som et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om tirsdag formiddag.

Pengene skal blandt andet bruges på aktiviteter, der kan fremme trivslen, fremgår det af aftalen

I alt er partierne blevet enige om at fordele 295 millioner kroner, der skal bruges til at styrke skoleelevernes faglighed og øge trivsel efter corona.

”Nedlukningen og mange måneder med nødundervisning og isolation har sat sine spor. Jeg er glad for, at vi har sat flere midler af og givet ekstra frihed, så rammerne er på plads for at samle op fagligt – også efter sommerferien,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), i en pressemeddelelse

Skal få børn tilbage i SFO og klub
Flere medier inklusive Altinget har det seneste år kunne fortælle, hvordan kommunerne har oplevet, at et stigende antal forældre har meldt deres børn ud af SFO'en under corona.

Den tendens fik allerede sidste sommer både BUPL og KL til at slå alarm og kræve handling fra Christiansborg. Og tendensen er fortsat de seneste måneder, har Altinget senest kunne berette. 

"Ud fra de samtaler vi har med vores lokalafdelinger, er vores vurdering den samme som i sommer. Vi får stadig meldinger om, at der er flere, der bliver meldt ud over hele landet," lød det fra forretningsudvalgsmedlem i BUPL, Lars Søgaard Jensen, i marts

Nogle af de i alt 107 millioner kroner skal blandt andet bruges til at vende den udvikling. I aftaleteksten foreslår partierne nemlig, at midlerne for eksempel kan bruges til at iværksætte indsatser, der kan få børnene tilbage i SFO'erne og klubberne. Derudover foreslås det, at pengene bruges til indsatser i skolen, der kan styrke fællesskaberne, som fremhæves som en forudsætning for læringen.

0:000:00