Kronik

Nytårstale fra unge konservative: Nu skal de blå partier levere på grønne løfter

NYTÅRSTALE: 2018 blev året, hvor de blå partier blev grønne. Næste år skal det bevises, at de borgerlige klima-løfter er mere end bare tomme ord op til en valgkamp, for vi må ikke svigte fremtidens generationer, skriver formand for Konservativ Ungdom Anders Storgaard.

Anders Storgaard er formand for Konservativ Ungdom.
Anders Storgaard er formand for Konservativ Ungdom.Foto: Konservativ Ungdom
Lise-Lotte Skjoldan
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Storgaard
Formand for Konservativ Ungdom

2018 lakker mod enden, og som traditionen byder, er det på tide at se tilbage på året, der er gået. Det har virkelig også været et begivenhedsrigt år: Den borgerlige blok blev grøn, DR blev beskåret, og Trump og May ramte muren.

I 2019 skal vi samle Vesten, gå forrest i klimakampen og reformere velfærdsstaten.

Året hvor klimakampen blev blå
Et af årets absolutte lyspunkter var, da Dansk Folkeparti og Venstre lavede en nærmest historisk kovending og sprang ud som grønne partier. I hvert fald på papiret.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Man må forstå, at tiden er slut, hvor førstnævnte havde folk som Morten Messerschmidt til at sætte spørgsmålstegn ved klimaforandringernes eksistens, mens sidstnævnte primært førte an i kærlighedserklæringer til landbruget.

Det Konservative Folkeparti har længe stået meget alene i den blå blok i kampen for et grønnere Danmark, så derfor kan man ikke andet end at bifalde kursskiftet. Bedre sent end aldrig.

Mit håb er, at 2019 bliver året, hvor den samlede borgerlige blok viser, at de grønne løfter holder længere end til valgdatoen, og at mine borgerlige kollegaer følger Konservative i at vise danskerne, at klimakampen hverken er en blå eller en rød kamp, men en fælles kamp.

Anders Storgaard
Formand for Konservativ Ungdom

Mit håb er, at 2019 bliver året, hvor den samlede borgerlige blok viser, at de grønne løfter holder længere end til valgdatoen, og at mine borgerlige kolleger følger Konservative i at vise danskerne, at klimakampen hverken er en blå eller en rød kamp, men en fælles kamp.

For klimakampen har brug for borgerlige løsninger, hvor grøn omstilling ikke er lig med mindre vækst, men tværtimod er forudsætningen for at nå i mål.

DR skal fokusere på public service
For DR blev 2018 et år i nedskæringernes navn, efter den borgerlige blok valgte at beskære selskabet med 20 proent over fem år.

Public service er afgørende for, at vi kan have en demokratisk debat på et oplyst grundlag, og hvor dannelsen er i højsædet. Alt for ofte har DR desværre vist sig at forfalde til at lave reality-tv, som ville gøre TV3 stolte, og deres totale fornægtelse af denne kritik er en åbenlys del af forklaringen på, at DR nu bliver mindre.

Hvis 2019 ikke skal blive endnu et år, hvor DR mister anseelse, så håber jeg, at de vil tænke sig om og producere færre programmer som den nyligt annoncerede ”Øen”, hvor 12 danskere skal være på en øde ø - og i stedet koncentrere sig om det, de gør bedst: public service.

Læs også

Tømmermændsramte briter
Når meningsmålingsinstitutterne undersøger, hvad danskerne finder vigtigt, så lander udenrigspolitik nærmest altid på sidstepladsen. Det til trods for, at det uden nogen tvivl er det, som har den største betydning for et lille land som Danmark.

Vi kan diskutere håndtryk og Lindholm fra nu af og til dommedag, men hvis Vesten kollapser, og verden bliver mere usikker, så bliver det vores mindste problem. Derfor vil jeg dedikere en del af mit indlæg til netop dette oversete emne.

For 2018 har været et spændende år ude i verden. Hvis 2016 var en bytur, som stak lidt for meget af, så var 2018 året, hvor vi tømmermændsramte måtte konstatere, at vi måske er ude på dybere vand, end vi kan bunde.

Sådan tror jeg i hvert fald mange briter har det i disse dage, hvor to års forhandlinger om Brexit er endt med en aftale, som ingen rigtigt vil kendes ved. Aftalen spås da heller ikke store chancer for at finde opbakning, hverken i oppositionen i Labour eller hos premierminister Theresa Mays egne partifæller, der klynger sig fast til et fatamorgana af en tid, hvor England dikterede, hvad der skulle ske på det europæiske kontinent, og derfor har ret til både at blæse og have mel i munden.

Som dansker må man næres af det spinkle håb, at 2019 kan blive året, hvor briterne vågner op og får en sidste chance til at stemme sig tilbage til EU med viden om, hvad alternativet reelt er. Vi har brug for dem, hvis ikke vi skal være biroller i Macrons og Merkels film.

Trump ramte muren
Men May var ikke den eneste, der ramte muren i 2018. Det samme gjorde Trump.

Her taler jeg ikke om den mur, som Mexico skulle have betalt for, men det wake-up call som et valgnederlag må være, hvor man taber med over 12 millioner stemmer og inkasserer det største valgnederlag for Republikanerne siden Watergate, mens ens præsident nu har ikke én, men sytten kriminelle undersøgelser hængende over hovedet.

Hvorfor skal vi bekymre os om alt dette?

Fordi USA og England altid har været vores allierede og fundamentet for dansk sikkerhed. Hvis 2019 ikke skal være året, hvor russerne igen bliver dominerende, og demokrati, frihed og velstand ikke skal fortsætte retræten på verdensplan, så har vi brug for, at de genvinder fatningen.

Opgør med de universelle ydelser
Skulle jeg pege på et emne, som jeg virkelig håber får mere fokus i 2019, er det opgøret med ideen om, at alle danskere er svage og har brug for penge fra staten.

På den ene side har vi psykisk syge, som ikke får den behandling, de har brug for, og hjemløse, som vi svigter. På den anden side kaster vi penge efter folk, der reelt ikke har brug for dem. I mine øjne er det dybt forkert, at man i vores samfund hellere vil give til alle, end at prioritere hjælpen til dem, der rent faktisk har brug for den.

Hvorfor skal selv velhavende danskere for eksempel modtage en børnecheck? Hvorfor skal vi give folkepension til alle danskere - selv dem, der allerede har en stor pension, og som har fået rigeligt i lønningsposen til at spare op selv?

Det er nogle af de største udgifter, som koster kassen på statsbudgettet, og som langt overstiger det, vi bruger på skoler, hospitaler og på dem, der har allermindst.

Jeg drømmer om et Danmark, hvor vi giver mere plads til dem, der godt kan selv, og passer bedre på dem, der ikke kan. Jeg drømmer om et Danmark, hvor vi engagerer os i at samle Vesten, og jeg drømmer om et Danmark, hvor vi rent faktisk tør være ambitiøse på klimaområdet med andet end ord, så fremtidige generationer ikke kan sige, at vi svigtede dem.

Mit håb er at 2019 bliver året, hvor det bliver en realitet.

Godt nytår.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Storgaard

Kommunalbestyrelsesmedlem (K), Frederiksberg Kommune, folketingskandidat
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2022)

0:000:00