Nytårstale fra unge SF'ere: Det skal være slut med symbolpolitisk limbodans

Af Jacob Klivager
Formand for SF Ungdom

Kære Danmark. Det har været et vildt år i dansk politik. Det har været et år med kaos og sammenhold. Det har været et år med nye højdepunkter og nye lavpunkter.

Året, hvor vi fik et paradigmeskifte – dog det forkerte. 2018 har været et vildt år. Jeg tror ikke, at 2019 bliver anderledes.

Året har budt på kaos, der næppe er set på Christiansborg i årtier. Fem har meldt sig på banen som statsministerkandidater. Det store kaos startede i Alternativet, hvor Uffe Elbæk med dårlige målinger i ryggen satsede alt. Han ville pege på sig selv, og flere fulgte efter.

Pernille Skipper ville også være statsminister, men pegede dog stadig på Mette Frederiksen. Radikale krævede indrømmelser på udlændingeområdet, hvis Mette skulle på tronen. Ingen lod til at have tillid til hinanden, og det skabte kaos i rød blok.

Fokus på DF har kostet på tilliden
Det socialdemokratiske lederskab i oppositionen lod til at være forduftet, og det store fokus på Dansk Folkeparti kostede på tilliden i oppositionen. Kun SF fastholdt deres uforbeholdne støtte.

Jeg håber derfor, at 2019 bliver året, hvor symbolpolitikken lægges i graven. I stedet skal vi kunne prale med, at vi tager vores internationale ansvar seriøst og modtager kvoteflygtninge.

Jacob Klivager
Formand for SF Ungdom

Man kunne måske vurdere, at partiet har taget Aksel Larsens citat lidt for højtideligt: "Det har fra partiets start været vor hovedlinje at vinde flertallet sammen med Socialdemokratiet, selvom dette måske ikke i sig selv er et mål. Ingen har sagt, at dette var forkert. Der er kun en vej frem i Danmark: At vinde Socialdemokratiet."

Analysen har dog været klar: Hvis ikke man støttede Mette, så støttede man Løkke. Derfor udarbejdede SF fem politiske krav til en kommende rød-grøn regering. Fem krav, der blev lidt udvandet af at blive til 15. Partiet stod dog fast.

For da kaos udspillede sig, stod Pia Olsen Dyhr med Søren Pape Poulsen på sidelinjen som de kedelige, som forsøgte at samle. Det sejlede nemlig også i blå blok.

Dansk Folkeparti ville i regering og svingede taktstokken. De ville have Anders og LA ud. Samtidig meldte Pernille Vermund ud, at hun også ville være statsminister. Herefter var der ikke mindre end fem statsministerkandidater og et Christiansborg i kaos.

Min triste observation er, at det er bogstavlegen frem for politikken, der har fyldt mest. Det ser jeg frem til at ændre i 2019.

En god løsning for vores velfærd
Men året bar ikke kun præg af kaos. Der har også været sammenhold.

Det så vi i løbet af foråret, hvor linjerne var trukket op til storkonflikt mellem de offentligt ansatte og arbejdsgivere. Fagbevægelsen kæmpede for sin betalte frokostpause, forbedring af lærernes arbejdstid, højere realløn og en ligelønspulje. Det var tæt på, at 750.000 ansatte var blevet lockoutet, men konflikten udeblev.

Parterne blev enige om en reallønsstigning, en fastholdelse af frokostpausen og en kommission, der skulle se på lærernes arbejdstid. Forhåbentligt har det givet lidt ro på.

For vores velfærd trænger til et løft, i stedet for nedskæringer. Det kræver, vi fælles tager hånd om den vigtige opgave. Derfor håber jeg, at vi gør 2019 til året, hvor vi lavede en god løsning for alle, og styrkede vores velfærd!

Det forkerte paradigmeskifte
Jeg havde inden årets begyndelse håbet på et paradigmeskifte, og at vi fandt strammermappen frem inden for klimaområdet. Det fik vi ikke helt.

I stedet har regeringen danset limbo med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for at se, hvem der kunne gå lavest i asyl- og integrationspolitikken. Det var lavt.

Regeringen stoppede modtagelsen af kvoteflygtninge, som ellers er de mest udsatte. Dansen fortsatte, da de skulle bestemme vores tøjvalg, og burkaforbuddet blev stemt igennem. Pinden kom længere ned, da man i Finansloven annoncerede et nyt udrejsecenter på øen Lindholm. Det kostede mere end deres klimaambitioner.

Da jeg troede, at dansen var ved at være slut, og at det var umuligt at komme længere ned, så blev integrationsydelsen skåret med yderligere 2.000 kroner. Den kaldes nu hjemsendelsesydelsen, og det betyder, at det ikke længere er en ambition at integrere folk i vores samfund. Det giver absolut ingen mening.

Jeg håber derfor, at 2019 bliver året, hvor symbolpolitikken lægges i graven. I stedet skal vi kunne prale med, at vi tager vores internationale ansvar seriøst og modtager kvoteflygtninge. Vi skal kunne prale med, at vi får flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet. Vi skal kunne prale med, at vi har en god integration i Danmark. Det gavner da os alle!

Fra generation sort til generation grøn
Jeg havde håbet på et paradigmeskifte i vores klimapolitik, hvor vi gik fra at være generation sort og blev til generation grøn. Befolkningen er der, men regeringen har trykket på snoozeknappen.

For på trods af, at de har øget deres ambitioner en smule, så holder de stadig hånden over landbruget og har ingen plan for udfasningen af salg benzin- og dieselbiler i 2030.

Vi skal nemlig have flere over i toget og elbilen – men der handles ikke. Tværtimod. Vi skal også gøre landbruget grønt og plante mere skov og natur. Det er den billigste måde at reducere den danske udledning af drivhusgasser.

Derfor skal der lægges afgifter på CO2. Det håber jeg, at en ny regering vil kigge på. Drop snoozeknappen, sæt handling bag ordene, og lad os redde verden fra klimaforandringerne!

Vi skal huske, hvorfor vi lever
I 2019 skal vi have knækket fattigdomskurven. Jeg ser frem til, at vi stopper den stigende ulighed og fattigdom, vi ser i Danmark.

Danmark er et fattigt land, når vi lader 60.000 børn vokse op i fattigdom. Vi ved, det påvirker børn resten af livet, og at deres muligheder sænkes markant. Færre bliver uddannet, færre får chancen for at udnytte deres talent, og flere ender selv i fattigdom som voksen.

Derfor skal vi fjerne kontanthjælpsloftet og hjælpe folk ud af fattigdom. Det må være en af vores vigtigste opgaver i 2019.

Og vi skal stoppe strammerskruen på vores ungdom. Elever og studerende på landets skoler presses yderligere af regeringens nedskæringer. For desværre langes der flere og flere fyresedler hen over skrivebordet, og nye krav og regler til skolerne sendes igennem systemet.

Det kan mærkes. Presset på os rammer hårdt. 40 procent af alle 2.g'ere må leve med ugentlige stresssymptomer, og ungdommen lider generelt mere af stress, angst og depression. Presset og skruen strammes i uddannelsessystemet, hvor fremdriftsreform, fraværsregler og fyringer fylder for meget.

Jeg får lidt indtrykket af, at vi glemmer, hvorfor vi lever? For der skal være plads til at være os selv, være glade og nyde livet. Så skal vi nok blive dygtige i mellemtiden. Det håber jeg, vi husker i 2019. 

Jeg glæder mig til 2019, hvor vi skal føre rød og grøn politik. Godt nytår til alle!