Nytårstale fra DF's unge: EU skal undermineres til valget i 2019

Af Chris Bjerknæs
Formand for Dansk Folkepartis Ungdom

Endnu et år går på hæld. Snart skal det kommende fejres på behørig vis.

For nytåret er en glædelig begivenhed med samling i venners lag. En aften, hvor alt arbejder sig hen imod det tidspunkt, som er den faktiske anledning til at vi samles, det vi verdsligt forstår som årsskiftet.

Et årsskifte markerer et skel på mange måder. Det er en overgang til noget nyt, noget andet. Det fordrer tilvænning, som når man må gøre sig fortrolig med tanken om på papirerne at sætte et andet årstal, end det man brugte sidste år, det man lige havde vænnet sig til at bruge.

Det er den bratte erkendelse, når man må medgive, at man nok alligevel ikke helt har vænnet sig til tanken endnu. Som når skolebørn drilsk spørger, om man så fik gode gaver i år, og man i skyndingen svarer bekræftende. Det er det pludselige glimt af banal indsigt, når det går op for en, at man har samlet en del år sammen efterhånden.

En ualmindelig sommer
Årsskiftet kalder ganske enkelt på eftertænksomhed. Midt under alle strabadserne og gøremålene, så skal der også være råd til at gøre status over det forgangne år, og der skal være råd til at se ind i det nye år.

Befolkningerne ønsker ganske enkelt ikke at være unionsborgere, hvor EU-heilende bureaukrater og magtbegærlige politikere har banet vejen for et udvisket kontinent. Der er bare en værdi i, at vi gør, som vi gør, og at de andre gør, som de gør.

Chris Bjerknæs
Formand for Dansk Folkepartis Ungdom

Vi springer ud i det. Det, jeg husker 2018 for er vejret, fodbold-VM, et valg i Sverige, en finanslov og et paradigmeskifte.

Et mere end almindeligt dansk samtaleemne er selvfølgelig vejret. Og sommervejret viste sig fra sin mest ualmindelige side i 2018.

Vi havde en af de varmeste somre længe, hvor solen skinnede nærmest uafbrudt. Intet er så godt for noget, at det ikke er galt for noget. For tilsat en sparsom nedbørsmængde, så bragte sommerens vejr da også mange landmænd ud af fatning. Om dette bliver det danske sommervejr, vi fremadrettet skal indstille os på, må tiden vise. Jeg nød det i hvert fald.

Fodbold og fællesskab
Og det var, som om at fodbold blev sjovere. Under åben himmel og foran opstillede storskærme klarede det danske fodboldlandshold sig ganske hæderligt. Elleve meter foran målet var vi jo kun et par afbrændere fra at gå videre.

Én ting er, at jeg elsker fodbold, men jeg elsker også alt det, som det kan bringe med sig. Over sommeren havde vi nemlig noget at være fælles om. De fleste af os gik op i det. På tværs af skel i samfundet var vi for en stund forenede, og vi var enige om, hvilken vej det skulle gå, hvem der skulle vinde.

Nok var alle måske ikke enige i taktikken, for nogen ville have det sprudlende og sjove tilbage, andre så kynismen og de lange bolde som befriende. Når de rød-hvide trøjer og lidt maling i ansigt bliver uniformeringen over et par uger, og et hav af feststemte mennesker mødes rundt omkring i landet til fælles fejring og opbakning til landsholdet, så sker magien.

Den unikke fællesskabsfølelse vil jeg gerne vænne mig til, for den synes nu om dage mest kun at være forbeholdt de sportslige toppræstationer. Og som nation står vi da også mere end ofte på usikker grund.

Har vi vænnet os til udlændinge?
Vi går fortsat naive til opgaven om at værne om nationen og deponerer af vanens magt al vores handlekraft i abstrakte internationale fora. Vi henstår på den måde bare sølle og afklædte, forsvarsløse over for alt det, der fortsat trækker veksler på nationen, værdierne og fællesskabet.

Derfor virker fortidens fejlslagne udlændingepolitik stadig den dag i dag som en lavine af knytnæveslag. Ja, fortidens synder er dyre, de vil martre os længe endnu, men det er, som om at mange stadig ikke vil tænke sig om.

Det er jo tankevækkende, at udlændingedagsordenen aktuelt taber terræn som det vigtigste emne for vælgerne. Lad os se på et par tal. På blot fire år - fra 2014 til 2018 - er det her til lands blevet til hele 100.000 flere og nye personer med ikke-vestlig baggrund i Danmark. Og i løbet af 2018 rundede vi faktisk over en halv million mennesker med ikke-vestlig baggrund.

Og nu taber udlændingedagsordenen pludseligt terræn; det hænger da ikke sammen. Har vi da allerede vænnet os til tanken? Indrømmet, mange af de nytilkomne bidrager selvfølgelig, de er gode borgere og flinke mennesker, og de vil ikke andet end at tage Danmark til sig, indordne sig og skabe sig et produktivt liv.

Men det er godt nok gået stærkt … Tænk: 100.000 på fire år, det svarer jo til, at en ny storkommune på størrelse med Randers eller Vejle er skudt op på ingen tid! Det vænner jeg mig aldrig til.

Sverige har brug for paradigmeskifte
Endnu værre står det jo så trods alt til på den anden side af Øresund. Bomberne brager jo løs i Malmø, en by med en af de højeste mordrater i Europa og alt for mange voldtægter og massevoldtægter. Hvis multikultur er lykken, hvorfor er Malmø så ikke et paradis på jord, som jeg plejer at spørge halalhippierne i lokalet.

Andre svenske byer ligner mere og mere Malmø, og derfor var rigsdagsvalget tilbage i september da også vigtigt. Det endte med et borgerligt flertal med den krølle, at det borgerlige flertal ikke kunne finde ud af, om der skulle være en borgerlig regering.

Et flertal af den svenske befolkning er skeptiske ved tanken om, at der skal fortsat skal komme flere indvandrere til Sverige – præcis som danskerne altid har været det. Jeg håber, at de i Sverige får sat en prop i tilstrømningen, der fortsat ligger i omegnen af 100.000 nye indvandrere fra årsskifte til årsskifte – et antal, som Danmark jo trods alt var fire år om.

I Sverige har de i hvert fald brug for et paradigmeskifte. Et ord jeg har vænnet mig til og lært at elske. Jeg ved bare ikke helt præcist, hvad det betyder, men jeg ved, at det er godt. Det betyder vist nok noget med, at noget slutter og noget nyt begynder.

Og hey! På den måde minder det jo om ordet årsskifte! Det markerer måske på samme vis, at vi har gjort stillingen op, og nu rykker vi altså også videre. Så lad paradigmeskiftet være et varsel om noget, der sætter en helt ny retning, og herfra gør vi tingene på en ny måde. Vi træder ind i en ny tid, det ser vi på den nye kalender.

Et år i valgenes tegn
Ord som paradigmeskifte og årsskifte forlener hinanden med tidernes uundgåelige vekslen, tidens strøm og bevægelse og peger på den måde frem. Derfor vil jeg nu tage fat på 2019.

Og det kommende år, 2019, kommer til at stå i valgenes tegn. Det bliver et ægte valgår med hele to store valg på dansk grund. Et folketingsvalg og et europaparlamentsvalg. Og måske ender man også med at spørge vælgerne om forsvarsforbeholdet.

De nationalt sindede partier rundt om i Europa står til fremgang ved EP-valget. Det er godt. Måske det kan blive til en påmindelse om, at fælleseuropæiske måder at gøre tingene på skal holdes på et absolut minimum. Der skal simpelthen være plads til nationerne i Europa og deres selvudfoldelse.

Befolkningerne ønsker ganske enkelt ikke at være unionsborgere, hvor EU-heilende bureaukrater og magtbegærlige politikere har banet vejen for et udvisket kontinent. Der er bare en værdi i, at vi gør, som vi gør, og at de andre gør, som de gør. Og så kan man ellers samarbejde på tværs af landegrænserne, når problemstillingen viser sig at være grænseoverskridende.

EU skal ikke komme rendende og pådutte os alt muligt, som vi selv har en løsning på. Så når EU-parlamentet mener, at én dags ophold i Danmark skal udløse dagpenge, så gør det mig uendeligt harm. Det er kun noget, man kan blive enige om, fordi målet er og altid har været at underminere landenes selvstændighed. Må EU blive undermineret i 2019!

Og så håber jeg det bedste for briterne. Må deres Brexit blive vellykket og ikke føre til yderligere benspænd fra de hævngerrige, anonyme EU-bureaukrater, der ønsker at straffe de formastelige.