Nytårstale fra unge LA'ere: Vi skal styrke samfundets bærende liberale søjler

Af Signe Bøgevald Hansen
Politisk formand i Liberal Alliance Ungdom

År 2018 har på mange måder, og ligesom så mange andre år, været et år i kollektivismens navn. Det er der sikkert folk på både højre og venstre side af midten, der glæder sig over.

Men som liberale har vi en stor opgave foran os. Vi skal være dem, der til enhver tid stiller os på individets side. Særligt i en tid, hvor færre og færre mennesker abonnerer på idéen om det liberale demokrati og markedsøkonomien.

Her må vi liberale insistere på, at det liberale demokrati og den frie markedsøkonomi er den suverænt bedste samfundsform.

Liberale har skabt verdens bedste samfund
Den største udfordring for os liberale er ikke vores idéer og princippers manglende positive virkning. For med kombinationen af det liberale demokrati og markedsøkonomien har vi skabt de bedste samfund, der nogensinde er set. Det er mange lande i Vesten et godt eksempel på.

I disse lande er vores grundlæggende rettigheder beskyttet, uanset vores køn, hudfarve, religion eller etnicitet. Samtidig har vi med en forholdsvis fri markedsøkonomi og dertil hørende verdenshandel sørget for en levestandard, som de fleste for bare 50 år siden kun kunne have drømt om.

Som liberale har vi derfor et stort oplysningsprojekt foran os. For det er kontrafaktisk, når ”De Gule Veste” i Frankrig og Trump i USA bebrejder markedet deres elendighed. Det modsatte er netop tilfældet.

Signe Bøgevald Hansen
Politisk formand i Liberal Alliance Ungdom

På trods af det oplever vi i disse år desværre en stigende utilfredshed med de to mest grundlæggende komponenter i vores frie vestlige samfund. Utilfredsheden kommer både udefra i form af særligt islamisk terror og livsførelse, men i særdeleshed også indefra fra egne borgere.

Derfor er den største udfordring for os liberale at forstå og afmontere den kritik, der kan risikere at gøre væsentlig skade på det frie samfund, som vi absolut bør hylde og kæmpe for. Her er en del af løsningen en langt mindre omfattende velfærdsstat.

Befolkninger vælger demokratiet fra
I marts måned blev Ruslands præsident Vladimir Putin genvalgt med 76 procent af stemmerne. I april måned blev Viktor Orbán genvalgt som Ungarns præsident, og endeligt i juni måned blev Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan genvalgt som Tyrkiets præsident - nu med endnu mere magt end før forfatningsændringen.

Det er tydeligt, at befolkningerne i disse engang spirende demokratier nu ønsker at vælge demokratiet fra - i hvert fald det liberale af slagsen. Det demokrati, der ikke blot betyder, at flertallet har magten, men som gennem stærke forfatninger netop beskytter individets rettigheder mod frihedshadende flertal i befolkningen.

Spørgsmålet er, hvordan vi fra liberalt hold skaber og ikke mindst genskaber folks tro på det liberale demokrati. I Danmark står det ikke så skidt til som så mange andre steder.

På det seneste har vi dog set en krænkelseskultur udvikle sig i Danmark - her særligt på Københavns Universitet og senest på Copenhagen Business School, hvor en underviser af ikke-skandinavisk udseende følte sig krænket over, at man på et møde havde sunget Den danske sang er en ung blond pige, og derfor efterfølgende fik en undskyldning fra ledelsen.

På samme måde forbød ledelsen på Juridisk Fakultet på Københavns Universitet, at man til de nye studerendes introuge klædte sig ud som beboere fra ghettoområder, mexicanere eller indianere, da disse udklædninger kunne virke krænkende og stødende på særligt minoriteter.  

Burkaforbud er et skridt på vejen mod mellemøstligt samfund
Selvom det liberale demokrati har et stærkt fundament i Danmark, har vi alligevel i løbet af år 2018 set en række forringelser af de institutioner og principper, der udgør det liberale demokrati.

Det er kommet til udtryk, når regeringen og et flertal i Folketinget har indført dobbeltstraffe i ghettoer. Det er ikke værdigt i en retsstat, hvor alle netop burde være lige for loven.

Ydermere har regeringen i år også indført et såkaldt burkaforbud, som igen krænker vores allermest elementære frihed. Nemlig friheden til at udtrykke os, som vi ønsker – også med påklædning.

Problemet ligger ikke i selve forbuddet mod bestemte beklædninger, men derimod den skadelige tilgang til fri debat og tolerance, som tiltag som dette fordrer. Med både dobbeltstraffe i ghettoer og burkaforbuddet prøver man fra regeringens side at imødegå de helt reelle problemer, vi oplever med integrationen af særligt ikke-vestlige indvandrere.

Men med forslag som disse styrker man ikke de værdier, som vi hævder er definerende for vores samfund. Snarere tværtimod. Vi bevæger os nemlig værdimæssigt længere mod kollektivistiske samfund, som de mellemøstlige, hvor man straffer ulige, og hvor man enten er påbudt eller forbudt at gå i visse beklædningsgenstande.

Jeg forstår godt, hvorfor en del danskere er frustrerede over højere kriminalitetsrater, lavere beskæftigelse og særlige, religiøse dogmer og særhensyn, som gør sig gældende for visse ikke-vestlige indvandrere.

Løsningen er dog ikke at bevæge os længere mod samfundssystemer, som bygger på kollektivet frem for individet. Derimod bør man reformere den universelle velfærdsstat helt grundlæggende, så langt flere udgifter og valg bliver taget af den enkelte, og langt mindre bliver finansieret og besluttet af kollektivet.

Aftagende tiltro til markedsøkonomien
Men det er ikke kun imod det liberale demokrati, at folk protesterer. Det gælder også en anden samfundsbærende institution. Nemlig markedsøkonomien.

I særligt november og december er tusindvis af franskmænd gået på gaden og protesteret. "De Gule Veste" kaldes de. Folk har naturligvis forskellige motiver for protesterne. Nogle støttede den franske, socialistiske præsidentkandidat, Mélanchon, og andre støttede den nationalistiske Le Pen under præsidentvalget i 2017.

Fælles for mange af demonstranterne er dog, at de er utilfredse med det nuværende økonomiske system. De mener ikke, at de får del i vækst og velstand, og de mener, at de bliver undertrykt af en politisk og økonomisk elite. Men problemet er til dels nok også her en for stor stat.

I Frankrig betaler de lavestlønnede 59 procent i marginalskat, og man har et meget stift og centralt planlagt arbejdsmarked, som gør livet sværere for mange af de demonstranter, der er på gaden. Det er også nogle af de ting, som Macron med sit reformprogram gik til valg på at ændre, men alligevel ønsker demonstranterne ham afsat.

I USA ser man også en faldende tiltro til markedsøkonomien, når præsident Donald Trump trækker landet ud af diverse handelsaftaler.

Markedet er ikke årsag til elendighed - tværtimod
Som liberale har vi derfor et stort oplysningsprojekt foran os. For det er kontrafaktisk, når ”De Gule Veste” i Frankrig og Trump i USA bebrejder markedet deres elendighed. Det modsatte er netop tilfældet. De lande, der har de frieste økonomier, har også klart nogle af verdens højeste levestandarder.

Der har altid været stærke kollektivistiske strømninger, og det kommer der fortsat til at være i år 2019. Når man i år 2018 i særlig grad har kritiseret det liberale demokrati og den åbne markedsøkonomi, så bør vi liberale ikke være de eneste, der ikke har svar og løsninger på folks frustrationer.

Men i stedet for at vælge de kollektivistiske løsninger til, så skal vi altid stå på individets side. Her er det klart oplagt at kritisere den universelle velfærdsstat, der netop er skyld i en del af de frustrationer, som folk oplever.