Økonom: Danmark er mere ulige, end vi tror

KRONIK: Den økonomiske lighed i Danmark er ikke så stor, som vi tror. Tager man velstandsfordelingen med i beregningen er Danmark et mere ulige land end Storbritannien og i liga med Namibia og Zimbabwe, skriver Paul Tiedemann, økonom.

Af Paul Tiedemann
Økonom

Kan De erindre at have overværet eller deltaget i en diskussion om økonomisk ulighed i Danmark, hvor det ikke i cirka hver anden sætning blev fremført, at Danmark er et af denne verdens økonomisk set mest ligestillede lande?

Det er en forestilling, der tilsyneladende rækker ud over ellers modsatrettede ideologiske og politiske anskuelser, at vi her i landet som udgangspunkt er så lige, at ingen reformer – uanset sådannes åbenlyse eller skjulte fordelingsvirkninger - kan rokke ved det grundlæggende: at vi, når det handler om økonomisk lighed, er i særklasse.

Folkevalgte, politiske kommentatorer, økonomer og såkaldte tænketanke taler med én stemme i dette spørgsmål.

”Danmark er fortsat et af verdens mest lige lande, og mere lige end vores nabolande,” lød det for eksempel fra en af den borgerlige regerings økonomiske ministre ved fremlæggelsen af regeringens skatteudspil i slutningen af august i år. En del international statistik peger imidlertid på, at dette ikke er tilfældet.

Fordelingen af befolkningens formuer inddrages aldrig i debatten
Økonomisk ulighed kan opgøres på lige så mange måder, som man har matematisk fantasi til. To elementer er imidlertid ikke til at komme udenom:
- fordelingen af befolkningens indkomster,
- fordelingen af befolkningens formuer, det vil sige den akkumulerede velstand. 

Hvis man ønsker et retvisende indtryk af et bestemt samfunds økonomiske lighed for eksempel udtrykt ved distributionen af realiserbar købekraft over et livsforløb, vil det indlysende være nødvendigt at se på begge størrelser og – i både teori og praksis - direkte meningsforstyrrende at udelade den ene eller den anden.

Problemet er imidlertid, at diskussionen i det offentlige rum så godt som udelukkende føres på baggrund af spørgsmålets ene side: indkomstfordelingen. Formuesiden berøres af grunde, der får stå hen i det uvisse, ikke.

En del af baggrunden for, at det forholder sig sådan, er formentlig, at den statistiske tradition både her og i udlandet har indebåret en fokusering på den datamæssigt mere håndterbare indkomstside frem for den vanskeligere (sine steder umulige) formueside.

Indkomstfordelingen er isoleret direkte misvisende indikator for ligheden
Fordelingen af et samfunds indkomster udtrykkes som oftest ved den såkaldte Gini-koefficient. Denne beskriver en populations (by, region, nation eller lignende) statistisk opgjorte indkomstfordeling i forhold til en hypotetisk situation afgrænset ved sine yderpunkter, hvor den ene pol er bestemt som fuldstændig indkomstlighed, mens den anden pol er givet ved, at en enkelt indkomsthaver disponerer over den samlede indkomstmasse.

I det første tilfælde er Gini-koefficienten 0 – i det andet tilfælde er den 1, mens alle tilfælde i virkelighedens verden ligger et sted herimellem. Jo lavere, jo mere lige og vice versa. 

Danmark har i mange år ligget meget højt i internationale sammenligninger af indkomstlighed opgjort efter denne formel; for eksempel var vi i år 2000 med 0.25 nummer 1 på listen. For det senest opgjorte år (2015) var Danmark på en niende plads i EU efter Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Sverige, Finland, Belgien, Holland og Østrig i nævnte rækkefølge.

Så uafviseligt det er, at et givent samfunds indkomstfordeling spiller en rolle for dets økonomiske lighed, lige så uafviseligt er det, at betragtningen er – og kan kun være - partiel og ufuldstændig. I mange tilfælde er indkomstfordelingen isoleret set en direkte misvisende indikator for et samfunds reelle økonomiske ulighed.

Velstandsfordelingen er mere skæv end indkomstfordelingen
Velstands- eller formuefordelingen er defineret som fordelingen af husholdningernes finansielle aktiver (indeståender, værdipapirer, værdi af pensioner og forsikringer med mere) plus materielle aktiver (fast ejendom, varige forbrugsgoder med mere) fratrukket gæld.

Denne kan i princippet opgøres på samme måde som indkomstfordelingen. Der er som nævnt ikke i den internationale statistik nogen stor tradition for at beskæftige sig med velstandsfordelingen og til dels som følge heraf heller ikke i den økonomiske litteratur.

Den på området mest dybtgående og omfattende undersøgelse* er gennemført af en gruppe økonomer i 2009. Denne ser på velstandsfordelingen i en række lande for år 2000. Undersøgelsen konkluderer blandt andet, at velstandsfordelingen globalt set er langt mere skæv end indkomstfordelingen:
- 10 procent af alverdens husholdninger ejede cirka 70 procent af den samlede globale formue,
- Gini-koefficienten for den globale velstandsfordeling var 0.802, mens den tilsvarende for indkomsterne var 0.642.

Dette er der måske ikke umiddelbart noget overraskende i.

Hvad der derimod formentlig vil være en overraskelse for de fleste danskere, kommer til syne i en oversigt, gruppen præsenterer over den globale velstand fordelt på de enkelte lande, undersøgelsen omfatter.

Her ligger Danmark med en [velstands] Gini-koefficient på 0.808 tredjesidst (= havde den tredjehøjeste ulighed) kun overgået af Namibia og Zimbabwe. Vi præsterer i velstandslighed lavere end notoriske ulighedssamfund som for eksempel Storbritannien (0.697) og USA (0.801). 

Undersøgelsen belyser det samme fænomen fra en anden synsvinkel, hvor der ses på hvor store andele, de rigeste henholdsvis ti, fem og en procent ejede af den samlede formue i år 2000.

Sammenligner vi Danmark med Storbritannien og USA ser billedet således ud:

Danmark:
De rigeste ti procent i Danmark ejer 76.4 procent af den samlede formue.
De rigeste fem procent i Danmark ejer 56 procent af den samlede formue.
De rigeste en procent i Danmark ejer 28,8 procent af den samlede formue. 

Storbritannien:
De rigeste ti procent i Storbritannien ejer 56 procent af den samlede formue.
De rigeste fem procent i Storbritannien ejer 44 procent af den samlede formue.
De rigeste en procent i Storbritannien ejer 23 procent af den samlede formue. 

USA:
De rigeste ti procent i USA ejer 69,8 procent af den samlede formue.
De rigeste fem procent i USA ejer 57,7 procent af den samlede formue.
De rigeste en procent i USA ejer 32,7 procent af den samlede formue. 

Det vil sige, at i Danmark ejede de rigeste ti procent over trefjerdedele af den samlede formue, mens de rigeste fem procent ejede over halvdelen og den allerrigeste procent ejede knap 30 procent. Opgjort på denne måde er Danmark mere skævt end Storbritannien og USA med den undtagelse, at den allerrigeste procent i USA ejede en smule mere end sin danske pendant.

Det var i år 2000. Er der ikke sket noget siden da?

Den internationale finansvirksomhed Credit Suisse har i nogle år (blandt andet med hjælp fra forfatterne af den ovennævnte undersøgelse) indsamlet og offentliggjort statistik over den globale velstand.

I den senest foreliggende publikation herfra, Credit Suisse Global Wealth Databook, 2016, tegnes et i store træk uforandret billede:

I Danmark ejede de rigeste ti procent 69.3 procent af den samlede formue (2009), mens det tilsvarende tal for Storbritannien var 48.0 procent (2014) og for USA 75.0 procent(2013). USA og Schweiz topper listen over ulighed i formuefordelingen med Danmark på en tredjeplads blandt de godt tredive lande, der foreligger pålidelige data for**.

Mønsteret er radikalt anderledes, end hvis der ses isoleret på indkomstfordelingen i de undersøgte lande, der afhængigt af hvilken kilde og år – her Verdensbanken, basisår 2012 - man lægger til grund ville hedde:
Danmark: 0.29
Storbritannien: 0.33
USA: 0.41

Som det ses, taler disse tal et helt andet sprog.

Og hvad så?
Det ønskværdige eller uønskværdige i økonomisk ulighed kan diskuteres. Om eller ej skal imidlertid ikke drøftes her, fordi det er pointen i teksten uvedkommende. Hvad der imidlertid er svært at bogføre som uproblematisk er, at den her antydede skævhed stort set ikke optræder i debatten om økonomisk ulighed her i landet.

Hvis det mønster, der er skitseret i det ovenstående, står til troende, bør udgangspunktet for forhandlinger om politiske initiativer, der påvirker den økonomiske ulighed i Danmark, da ikke korrigeres?

Ville det ikke være på sin plads at lade den i debatten nærmest enerådende forestilling om, at vi økonomisk set er verdens mest lige land, akkompagnere af frit tilgængelig statistik på tværs af landegrænserne, jævnfør ovenstående, hvis det billede, der herved fremstår, kommer tættere på virkeligheden?

Ville det ikke være et oplagt udgangspunkt for at se nærmere på om - som det hedder – de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder?


*JB Davies et al.,  The Level and Distribution of Global Household Wealth, National Bureau of Economic Research, November 2009
** De data, der ligger til grund for resultaterne i de citerede kilder, er behæftet med usikkerheder og indebærer en række opgørelsesmæssige forskelle, der vanskeliggør uforbeholdne sammenligninger.

Forrige artikel Replik: Carl Valentins fejlslagne forsøg på karaktermord Replik: Carl Valentins fejlslagne forsøg på karaktermord Næste artikel Forsker: Det politiske Danmark massakrerer arbejdsmiljøet Forsker: Det politiske Danmark massakrerer arbejdsmiljøet
Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

NY FORMAND: Jakob Ellemann-Jensen kan være godt tilfreds oven på lørdagens ekstraordinære landsmøde. Den nye V-formands vigtigste opgave bliver nu at aflive fløjkrigene, vurderer Altingets politiske kommentator.