Økonomiprofessor: Finansmarkedernes betydning for verdens enorme problemer kan ikke overdrives

Af Katarina Juselius
Professor emerita, Institut for Økonomi, Københavns Universitet

Søren Hove Ravns anmeldelse af min bog ’Økonomien og virkeligheden’ rammer flere gange ved siden af og udviser en fundamental misforståelse af min metodetilgang. Da formålet med min bog var at skabe debat om de økonomiske modellers rolle og store magt i vores økonomi, vil jeg med denne replik fortsætte debatten.

Hove Ravn argumenterer, at jeg ikke er klar over, at økonomerne løbende analyserer empiriske data og skriver, at ”Juselius synes at mene, at CVAR-modellen er den eneste acceptable måde at analysere data på”, men at ”de bedste empiriske makroøkonomer har en bredt sammensat værktøjskasse, hvorfra de løbende udvælger det mest anvendelige redskab …”.

Teorien er vanskelig at finde i virkeligheden
Jeg vil først slå fast med syvtommerssøm, at jeg naturligvis aldrig har påstået, at der ikke foretages en utrolig mængde empiriske analyser inden for økonomien, ligesom jeg naturligvis også kender omfanget af den økonometriske værktøjskasse, hvor også CVAR-modellen indgår.

Men selvom der ofte bliver undervist i CVAR som en metode på lige fod med alle de andre, er den (modsat de andre) først og fremmest udviklet til at udføre et virkelighedstjek af gængse økonomiske teorimodeller. Det gør den ved at være så bredt formuleret, at hver enkelte teorimodel vil være indlejret i CVAR-modellen.

Hvis den foretrukne teorimodel er empirisk korrekt, vil man kunne genfinde den i CVAR-modellen. Problemet er bare, at det har vist sig uhyre vanskeligt at genfinde gængse modeller i virkelighedens data.

En stor gruppe borgere, der ikke har fået del i festen, føler sig hægtet af og lægger skylden på indvandrere, flygtninge eller globaliseringen i almindelighed. Det er min overbevisning, at mange Trump-vælgere, Brexiters og Gule Veste findes i denne gruppe.

Det er det, jeg diskuterer i min bog og opregner mulige årsager til.

I en statistisk velspecificeret CVAR-model vil man kunne teste økonomiske hypoteser med stor præcision og på en videnskabeligt korrekt måde. Blandt andet vil man kunne analysere den dynamiske tilpasning på kort og lang sigt og beregne dynamiske effekter af politiske tiltag. Samtidig vil man kunne opdage nye mønstre, der senere testes mod nye data, samt undersøge eventuelle strukturforandringer (ofte som en konsekvens af økonomiske reformer) og mange andre ting.

I min bog hævder jeg, at mange af disse dele ofte er fraværende i økonomernes empiriske analyser, som derfor kun giver en partiel forklaring på det pågældende problem.

Mikro kan ikke erstatte makro
Hove Ravn påpeger det faktum, at mange af dagens empiriske analyser bygger på såkaldt ’mikro’-data, som er data på husholdnings- og virksomhedsniveau, og hævder, at disse dataset er langt større og rigere end de makroøkonomiske data, som CVAR-modellen normalt bruger.

Jeg er enig i, at mikroøkonometriske analyser utvivlsomt er værdifulde som et komplement til, men ikke et substitut for, den makroøkonomiske CVAR-analyse. For eksempel kan den mikroøkonometriske analyse bidrage med værdifuld information om, hvordan forskellige grupperinger i samfundet (for eksempel højt- over for lavtlønnede) reagerer på politiske reformer, noget som den makroøkonometriske analyse kan have vanskeligt ved at skønne.

Men modsat CVAR-analysen kan den mikroøkonometriske analyse ikke svare på, hvordan en reform for eksempel påvirker inflation, rente og valutakurs, og den kan sjældent give svar på størrelsen af de dynamiske effekter. Derfor er det oplagt at kombinere de to tilgange.

Den finansielle sektor kan ikke overvurderes
Hove Ravn hævder, at jeg har et overdrevet fokus på de internationale kapitalbevægelser i min bog. Deri er jeg lodret uenig. I snart 30 år har mine empiriske analyser klart og overbevisende peget på, at den basale påvirkning fra den finansielle sektor til den reale økonomi sker gennem fastsættelsen af valutakursen (primært dollarkursen).

Årsagen er, at valutaens værdi påvirkes langt mere af spekulative forventninger end af eksport- og importstrømme. For eksempel er kun 25 procent af transaktionerne i dollar-/euro-markedet relateret til varehandlen, resten bygger bare på forventninger om, at valutaens pris skal gå op eller ned. Virksomheder, der skal sælge deres produkter på et internationalt marked med benhård konkurrence, kan ikke lade deres pris følge dollarkursens lange op- og nedture uden at miste markedsandele. I stedet må de prøve at forbedre produktiviteten ved at outsource, investere i robotter og fyre de mindst produktive.

Alle disse tiltag vil få arbejdsløsheden til at stige og prisen til at holde sig i ro. Den lave inflation (det være sig i Danmark eller EU) har medvirket til at holde centralbanksrenten og lånerenten på et meget lavt niveau. En usædvanlig lav lånerente har medført en stor udvidelse af de private bankers lån til boliger og aktier og derfor en voldsom ekspansion af pengemængden (fra 1983 til 2008 voksede den med 5,7 procent per år, mens BNP kun voksede med 1,9 procent).

Konsekvensen har været en voldsom aktie- og husprisinflation og en tilsvarende stigning i de privates bolig-, aktie- og pensionsformuer. Da langtfra alle har haft mulighed for at investere i en bolig eller i aktier, har vi set uligheden stige, ikke kun i Danmark, men i de fleste vestlige lande.

En stor gruppe borgere, der ikke har fået del i festen, føler sig hægtet af og lægger skylden på indvandrere, flygtninge eller globaliseringen i almindelighed. Det er min overbevisning, at mange Trump-vælgere, Brexiters og Gule Veste findes i denne gruppe. Og det udfordrer den sociale sammenhængskraft i vores verden.

I min optik kan finansmarkedernes betydning for verdens enorme problemer næppe overdrives. Jeg synes ikke, jeg skyder skævt, men tværtimod at jeg rammer lige plet!