Özlem Cekic: Politibetjenten “mistede respekten” for mig, fordi jeg er muslim – og ingen sagde ham imod

De sidste par måneder har spørgsmålet om, hvorvidt politiet arbejder ud fra etnisk profilering, fyldt en del i den offentlige debat.

Lad mig starte med at understrege, at jeg har utrolig stor tillid til dansk politi. Jeg er vokset op med forældre, der bruger enhver lejlighed til at fortælle om, hvor ukorrupte, humane og fagligt dygtige dansk politi er. Jeg er stadig enig i det udsagn.

Men da jeg i 2017 holdt et oplæg for 180 betjente og administrative medarbejdere ved Udlændingecenter Nordsjælland, blev jeg bekræftet i, at politiet ligesom alle andre arbejdspladser også har udfordringer med fordomsfulde og generaliserende holdninger til minoriteter blandt nogle af sine medarbejdere.

Det er en oplevelse, som jeg også har fortalt om til Politiken.

Jeg er udmærket klar over, at virkeligheden tit er kompliceret og dilemmafyldt. Alle dem, der har været ansat på en offentlig arbejdsplads med politisk bestemte mål og handlinger ved godt, hvor udfordrende det kan være. Og det var med det udgangspunkt, jeg holdt mit oplæg om, hvordan dialog kunne være et vigtigt redskab i mødet med borgerne og deres forskellige baggrunde.

En anden politimand tog ordet og sagde: "Jeg havde så stor respekt for dig, indtil du sagde, at du var muslim."

Özlem Cekic

Da jeg åbnede for spørgsmål, var det første spørgsmål, hvordan jeg havde det med bederum på arbejdspladser.

Jeg svarede, at arbejdspladserne selv må finde lokale løsninger, og at det ikke er noget, politikerne skal lovgive om. Og så tilføjede jeg, at jeg selv er muslim, og at muslimer faktisk slet ikke behøver et rum at bede i – men at folk tit trækker sig til et kælderrum eller et uforstyrret hjørne på et lager for ikke at genere andre.

En anden politimand tog ordet og sagde: "Jeg havde så stor respekt for dig, indtil du sagde, at du var muslim." Jeg spurgte ham, hvordan det ville lyde, hvis han havde sagt, at han havde stor respekt for mig, indtil han hørte, at jeg var jøde?

En tredje tog straks ordet og sagde: "Hvis I synes, det er så forfærdeligt med vores juletræer og svinekød, hvorfor er I her så? Vi har haft immigrationsstop i dette land i så mange år. Hvorfor er I her?"

Jeg kiggede rundt i rummet. Flere rørte på sig. Uroen bredte sig. Var de uenige i spørgsmålet, som på mange måder var enormt personligt anklagende, eller hvad betød larmen? Jeg drak lidt vand, mens folk talte i munden på hinanden. Spørgsmålene strittede i alle retninger.

"Tager du afstand fra IS?" var der en, der spurgte alvorligt. Der blev stille i rummet, som om de var spændt på mit svar.

"Ja, naturligvis! Jeg er demokrat og ja, jeg tager afstand fra terror," sagde jeg, mens jeg sukkede. Hvordan kunne de tvivle på mit demokratiske ståsted? Havde jeg i mit oplæg givet udtryk for andet?

På sygeplejeuddannelsen lærte jeg, at der var et privat-jeg og et professionelt-jeg, og at når man var på arbejde, så adskilte man de to ting.

Med mine mere end 30 års erfaring på arbejdsmarkedet er jeg tit stødt på denne fortælling, og jeg ville ønske, at det var så enkelt. Men hvis man generelt har svært ved for eksempel at styre sin vrede, har stærke fordomme og holdninger om bestemte mindretalsgrupper, eller er generelt er meget autoritetstro, så er det noget, man bærer med sig i de rum, man befinder sig i.

Hvis man omvendt i sit privatliv omgås med mange forskellige slags mennesker, og hvis man er vant til at blive udfordret på sine holdninger, så er man måske mere tolerant over for forskelligheder og uenigheder på arbejdspladsen.