Özlem Cekic: Politibetjenten “mistede respekten” for mig, fordi jeg er muslim – og ingen sagde ham imod

Til et oplæg med 180 betjente og administrative medarbejdere i politiet, blev jeg konfronteret med hårde fordomme og nedsættende antagelser om muslimer. Men det interessante er, hvorfor ingen greb ind, skriver Özlem Cekic.

Placeholder image
Jeg er vokset op med forældre, der bruger enhver lejlighed til at fortælle om, hvor ukorrupte, humane og fagligt dygtige dansk politi er. Jeg er stadig enig i det udsagn, skriver Özlem Cekic. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De sidste par måneder har spørgsmålet om, hvorvidt politiet arbejder ud fra etnisk profilering, fyldt en del i den offentlige debat.

Lad mig starte med at understrege, at jeg har utrolig stor tillid til dansk politi. Jeg er vokset op med forældre, der bruger enhver lejlighed til at fortælle om, hvor ukorrupte, humane og fagligt dygtige dansk politi er. Jeg er stadig enig i det udsagn.

Men da jeg i 2017 holdt et oplæg for 180 betjente og administrative medarbejdere ved Udlændingecenter Nordsjælland, blev jeg bekræftet i, at politiet ligesom alle andre arbejdspladser også har udfordringer med fordomsfulde og generaliserende holdninger til minoriteter blandt nogle af sine medarbejdere.

Det er en oplevelse, som jeg også har fortalt om til Politiken.

Jeg er udmærket klar over, at virkeligheden tit er kompliceret og dilemmafyldt. Alle dem, der har været ansat på en offentlig arbejdsplads med politisk bestemte mål og handlinger ved godt, hvor udfordrende det kan være. Og det var med det udgangspunkt, jeg holdt mit oplæg om, hvordan dialog kunne være et vigtigt redskab i mødet med borgerne og deres forskellige baggrunde.

En anden politimand tog ordet og sagde: "Jeg havde så stor respekt for dig, indtil du sagde, at du var muslim."

Özlem Cekic

Da jeg åbnede for spørgsmål, var det første spørgsmål, hvordan jeg havde det med bederum på arbejdspladser.

Jeg svarede, at arbejdspladserne selv må finde lokale løsninger, og at det ikke er noget, politikerne skal lovgive om. Og så tilføjede jeg, at jeg selv er muslim, og at muslimer faktisk slet ikke behøver et rum at bede i – men at folk tit trækker sig til et kælderrum eller et uforstyrret hjørne på et lager for ikke at genere andre.

En anden politimand tog ordet og sagde: "Jeg havde så stor respekt for dig, indtil du sagde, at du var muslim." Jeg spurgte ham, hvordan det ville lyde, hvis han havde sagt, at han havde stor respekt for mig, indtil han hørte, at jeg var jøde?

En tredje tog straks ordet og sagde: "Hvis I synes, det er så forfærdeligt med vores juletræer og svinekød, hvorfor er I her så? Vi har haft immigrationsstop i dette land i så mange år. Hvorfor er I her?"

Jeg kiggede rundt i rummet. Flere rørte på sig. Uroen bredte sig. Var de uenige i spørgsmålet, som på mange måder var enormt personligt anklagende, eller hvad betød larmen? Jeg drak lidt vand, mens folk talte i munden på hinanden. Spørgsmålene strittede i alle retninger.

"Tager du afstand fra IS?" var der en, der spurgte alvorligt. Der blev stille i rummet, som om de var spændt på mit svar.

"Ja, naturligvis! Jeg er demokrat og ja, jeg tager afstand fra terror," sagde jeg, mens jeg sukkede. Hvordan kunne de tvivle på mit demokratiske ståsted? Havde jeg i mit oplæg givet udtryk for andet?

På sygeplejeuddannelsen lærte jeg, at der var et privat-jeg og et professionelt-jeg, og at når man var på arbejde, så adskilte man de to ting.

Med mine mere end 30 års erfaring på arbejdsmarkedet er jeg tit stødt på denne fortælling, og jeg ville ønske, at det var så enkelt. Men hvis man generelt har svært ved for eksempel at styre sin vrede, har stærke fordomme og holdninger om bestemte mindretalsgrupper, eller er generelt er meget autoritetstro, så er det noget, man bærer med sig i de rum, man befinder sig i.

Hvis man omvendt i sit privatliv omgås med mange forskellige slags mennesker, og hvis man er vant til at blive udfordret på sine holdninger, så er man måske mere tolerant over for forskelligheder og uenigheder på arbejdspladsen.

Læs også

Jeg er godt klar over, at hvis man som de politibetjente, der arbejder med udvisninger og kun ser alle de udlændinge, der har snydt sig adgang til Danmark og ikke har overholdt loven og ikke vil samarbejde, kan ens bias godt være påvirket af det.

Jeg kan genkende det fra min tid i psykiatrien, hvor jeg var ret så god til at sætte diagnoser på mine familiemedlemmer og venner. Jeg var arbejdsskadet, som en af mine kollegaer tørt konstaterede.

Dagene efter mit oplæg blev jeg kontaktet af nogle af de tilstedeværende betjente, der ikke havde sagt noget til selve mødet.

De fortalte, at de efterfølgende havde diskuteret det, og at flere havde taget afstand fra den måde, debatten var foregået på. Det drejede sig åbenbart om en lille gruppe medarbejdere, der gjorde "livet surt for alle andre" og skabte en "ubehagelig kultur på arbejdspladsen med den meget hård tone".

Hvad skete der hos den enkelte medarbejder i selve situationen? Hvorfor blandede de sig ikke?

Özlem Cekic

Jeg fik også en opringning fra politidirektøren, der ringede for at undskylde den behandling, jeg havde fået. Jeg tog imod undskyldningen og sagde, at jeg nok skulle overleve. "Men du har tydeligvis et problem med nogle af dine medarbejdere," sagde jeg og fortsatte:

"Hvis de kan behandle mig, der kan tale dansk, er dansk statsborger, har været folketingsmedlem og har et demokratisk ståsted på den måde, hvordan tror du så, de behandler dem, de skal udvise?”

Det mest interessante med den oplevelse var, hvorfor der ikke var flere, der sagde fra til selve foredrag? Hvad skete der hos den enkelte medarbejder i selve situationen? Hvorfor blandede de sig ikke? Var de bange for gruppen eller ledelsen, hvis de lagde sig ud med dem?

Min analyse er, at gruppementaliteten spiller en rolle i forhold til, hvordan vi som enkeltindivider agerer på arbejdspladsen. Uanset om det er mobning, sexchikane eller andet grænseoverskridende adfærd, man er vidne til.

Det kræver mod at svømme mod strømmen, fordi ingen vil stå uden for fællesskabet. Alle vil gerne være en del af noget. Nogen slås for det. Andre giver efter. Dynamikken er den samme. Ingen vil udstødes. Derfor kan konsekvensen for at sige fra over for ubehageligheder godt opleves som uoverskuelige.

Jeg mener ikke, at tesen om, at den, der tier, samtykker, altid holder. Der kan være mange grunde til, at man vælger stilheden – for eksempel usikkerhed. Men man skal være bevidst om, at stilhed også er en aktiv handling, som har konsekvenser.

Hvert enkelt menneske er en vigtig brik på arbejdspladsen. Vi har alle sammen magten til at sætte en anden dagsorden

Özlem Cekic

Mange tror, at kultur kommer udefra eller bliver dikteret oppefra. Men hver eneste gang vi siger noget eller vælger tavsheden, er vi med til at skabe kulturen. Hvert enkelt menneske er en vigtig brik på arbejdspladsen. Vi har alle sammen magten til at sætte en anden dagsorden.

Det betyder ikke, at ledelsen ikke har et ansvar. Min opfordring til politiet er, at hvis man gerne vil gøre noget ved etnisk profilering, så er den bedste måde at løse konflikten på ved at gå ind i den.

Det er muligt at ændre kulturen. Det kræver redskaber og mod til svære samtaler, men først og fremmest at alle tager et personligt ansvar. Både medarbejderen på gulvet og lederen i hjørnekontoret, så dansk politi stadig fremstår troværdige og fagligt dygtige.

Omtalte personer

Özlem Sara Cekic

Generalsekretær, Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, foredragsholder, forfatter, TedSpeaker, debattør, fhv. MF (SF)
sygeplejerske (Hovedstadens Sygehusfællesskab 2000)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser