Pandemien har lært os, at demokratiet ikke er en naturtilstand

Der er nu sat punktum for covid-19-pandemien i Danmark.

Fra tirsdag 1. februar ophører alle restriktioner, og sygdommen kategoriseres ikke længere som ”samfundskritisk”. Det sker, fordi omikron-varianten har vist sig at være markant mere smitsom end tidligere varianter, men også markant mindre sygdomsfremkaldende, som afspejlet i et stagnerende antal indlæggelser trods et dagligt smittetal, der har rundet de 50.000.

Den udvikling i samspil med den høje vaccinationsrate giver en høj grad af immunitet i befolkningen, og det fik altså i denne uge regeringen til at melde ud, at man er klar til at smide tøjlerne helt.

Ikke at det forventeligt gør nogen videre forskel. De restriktioner, der har været på plads siden december og som primært har været målrettet regeringens yndlingsprügelknaber i kulturlivet, har jo ikke forhindret at smitten har grebet om sig i et hidtil uset omfang.

Det har mere haft karakter af en slags alibi; regeringen har ikke villet indrømme én gang for alle, at den havde opgivet pandemikontrollen. Og ingen lytter alligevel til kulturlivets indvendinger om, at det næppe er ved teaterforestillinger med faste siddepladser eller i museernes store og gennemventilerede rum at smitterisikoen er mest markant.

Alligevel virker det radikalt på mig at erklære det hele for overstået på et tidspunkt, hvor smitten aldrig har været mere udbredt i samfundet.

Johanne Dalgaard

Men nu er det altså helt slut – forudsat at pi-, rho- og sigma -varianterne viser sig at være lige så godartede som omikron. Hvad der jo desværre ikke er nogen garanti for. 

Personligt er jeg heller ikke klar til at smide masken i offentlig transport og andre tætbefolkede steder, så længe det er vinter og smitten fortsat er i eksplosiv vækst. Jeg tænker også fortsat at teste mig selv jævnligt.

Jeg har – stadig – ikke lyst til at pådrage mig en sygdom, hvis langsigtede konsekvenser, videnskaben i sagens natur ikke har fuldt belyst her to år inde i dens hærgen på kloden, hvis jeg kan undgå det. Endnu mindre har jeg lyst til at bringe den videre til andre, som kan være mere udsatte over for sygdom end mig selv.

Jeg vil gerne passe på – både på mig selv og på menneskene omkring mig. Det har jeg også fortsat ret gode forudsætninger for, ikke mindst i kraft af min hjemmearbejdsvenlige professionelle gebet. Men så privilegeret er kun de færreste i det her samfund. 

Tungest tænker jeg, det hele er for dem, der tilhører risikogrupperne – og for dem, der har til opgave at passe på dem, enten fordi de er pårørende eller fordi det er deres job. De får nu overdraget det fulde ansvar for at beskytte sig selv. Som samfund er vi færdige med at løfte dén byrde for dem. Jeg priser mig lykkelig over, at begge mine forældre nu er ude af arbejdsmarkedet og frie til at tage deres forholdsregler. Og at jeg aktuelt ikke har nogen bedsteforældre på plejehjem.

Det er klart, at en pandemi på et tidspunkt slutter, og at det at være immunsvækket eller gammel altid vil betyde en vis udsathed og risiko. Alligevel virker det radikalt på mig at erklære det hele for overstået på et tidspunkt, hvor smitten aldrig har været mere udbredt i samfundet.