Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Pandemien er slut, men vil der melde sig en eftertanke?

Oven på corona-pressemødet onsdag og meldingen om, at pandemien er slut, kan man frygte, at dansk politik sætter det lange lys på. Det ville være en fejl ikke at dvæle ved de nyskabelser, der har indfundet sig i dansk politik, forvaltningspraksis og offentlighed de seneste to år.

Et sentimentalt corona-pressemøde, ledsaget af de sædvanlige tandløse spørgsmål fra de fremmødte journalister, satte onsdag punktum for pandemien. Nu er det tid til eftertanke, skriver Anne Sofie Allarp.
Et sentimentalt corona-pressemøde, ledsaget af de sædvanlige tandløse spørgsmål fra de fremmødte journalister, satte onsdag punktum for pandemien. Nu er det tid til eftertanke, skriver Anne Sofie Allarp. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anne Sofie Allarp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der var noget Harry Potter-reunion over denne uges corona-pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.

En løftet stemning, både sentimental og rørstrømsk, ledsaget af de sædvanlige mere eller mindre tandløse spørgsmål fra de fremmødte journalister, og så var der ellers sat et politisk, og foreløbigt, punktum for pandemien, som det ofte sker i pandemier. På et tidspunkt beslutter man sig simpelthen for, at den er slut.

Det kan godt være, at smitten raser iblandt os og har blæst enhver mening med tiltagene omkuld, men det er lykkeligt, for vi er velsignet med en variant, der kan immunisere os på en, for de flestes vedkommende, mild og god måde.

Og så har vi vaccinerne selvfølgelig, og selvrosen og Dannebrog. Alt tegner lyst. Kongeriget består. Det samme gør velfærdsstaten og samfundsinstitutionerne. Den hellige gral er velforvaret.

Det er nu, man kunne frygte, at dansk politik sætter det lange lys på. Det ville også være nemmere. For hvem vil hen imod et valg næste år gerne undersøge det, der er sket siden marts 2020. Ingen politiker ved sine fulde fem ønsker at vende de sten, der er lagt siden da.

Det ville være at ignorere det historiske i denne periode. Og der er nok at beskæftige sig med for eftertanken.

Anne Sofie Allarp

Slet ikke regeringen, der har et begivenhedsrigt år i vente. Den skal charmere storbyvælgere ovenpå vælgerlussingen under kommunalvalget, og den skal erobre den grønne førertrøje fra støttepartierne; den skal levere en ny ’humanitær’ asylpolitik med lejre i Afrika, forsøge at undgå flere store sager ud af Forsvarsministeriet.

Og så skal den levere arbejdskraft til et trængt arbejdsmarked; den skal indfri løfterne om en sundhedsreform, som forhandlingsmæssigt vil være lidt som at sætte sig i nederdel ovenpå et termitbo, og så skal den forsøge at styre igennem en sommer, hvor Mink-kommissionen leverer sin rapport. Der er nok at se til.

Men det ville være en fejl ikke at dvæle ved de nyskabelser, der har indfundet sig i dansk politik, forvaltningspraksis og offentlighed de seneste to år. Det ville være at ignorere det historiske i denne periode. Og der er nok at beskæftige sig med for eftertanken.

Hvad har det kostet os som samfund, at holde børnene hjemme i lange perioder? Hvad koster det deres generation af tabt læring og udvikling, og hvordan vil denne periode kunne ses på deres fysiske og psykiske helbred i fremtiden?

Hvad betyder det for det psykiske helbred i den brede befolkning, at staten har taget på sig at tale frygten helt op? Og nuancer helt ned?

Hvad betyder det for landets kunstnere, landbrugere, restauratører, iværksættere, virkelystne og foretagsomme, at ejendomsretten blev suspenderet i længere perioder og henvist til mere normale tider?

Hvad er i det hele taget omkostningerne og regningen for det omliggende samfund ved, at det ekstreme forsigtighedsprincip uden videre hældte gennem generationer etablerede forvaltningsprincipper ned ad brættet?

Hvilke konsekvenser har det for befolkningens forhold til staten, at danskere i hundredtusindvis har undladt at følge sundhedsmyndighedernes vaccinations-anvisninger?

Hvad betyder det for tilliden til myndigheder og regeringen, at de har forestået en historisk udgrænsning af den uvaccinerede del af befolkningen, baseret på udskamning, marginalisering og (på et fejlagtigt grundlag) identifikation af dem, som værende en trussel for resten af befolkningen? 

Hvad betyder latterliggørelsen og stigmatiseringen af de uvaccinerede i brede dele af pressen og de sociale medier for samhørigheden? Hvordan heler man sådan en splittelse?

Hvordan får vi kortlagt de relaterede helbredsmæssige, samfundsmæssige, økonomiske og andre virkninger, som nedlukninger, udskudte behandlinger, isolation, vaccination og ikke vaccination, pas og test, har haft i blandt os?

Anne Sofie Allarp

Hvad skal man lægge i, at statsministeren på ugens pressemøde erklærede, at hun ikke kan få øje på den splittelse, der har rystet store segmenter af befolkningens tillid til deres samfund og stat? Og at hun ikke fortryder noget af den udskamning? Kan man reparere en kløft, man ikke kan se?

Hvad betyder det for vores opfattelse af ytringsfriheden, at enhver kritik af regeringen eller myndighederne på de sociale medier har været ledsaget af en henvisning til Sundhedsstyrelsen, som til gengæld har postet millioner af skatteydernes penge i de store techgiganter i form af annoncer tilpasset den absolut laveste kognitive fællesnævner?

Hvorfor har officielle data og statistik været så fejlbehæftede og uigennemsigtige?

Hvordan heler vi vores forhold til Sverige, efter at have holdt dem op som problemfigur og modbillede gennem det meste af pandemien, indtil vi blev tavse, fordi der ikke var tilstrækkeligt med dårlige nyheder? 

Hvor placerer vi os i et Europa, der tyer til at udstede bøder og sende folk i husarrest for ikke at lade sig vaccinere med en vaccine, der ikke stopper smitten? Vores tavshed er lige nu det samme som samtykke. Og hvor placerer situationen, det grundlæggende princip om, at sundhedsvæsenet skal søge vores oplyste samtykke til behandling? Står det mejslet i sten trods epidemilove og udviklingen i Europa, eller er vi oven på alt dette nu lidt mindre herrer og fruer i egen krop?

Hvad er det etablerede samfunds rolle i at sende tvivlere ud i alternative informationskanaler, drevet af alt fra alt right i USA til russiske troldefabrikker? Kunne det tænkes, at det faktum, at debatten om tiltagene i vidt omfang har manglet, og dissenterende stemmer er blevet marginaliseret, har bidraget til radikalisering, såvel som til mistillid?

Og apropos tavshed, hvad skal de godt 66.000 personer, der har indrapporteret bivirkninger efter vaccinen mene om den absolutte tavshed, de er blevet tildelt i pressen og fra regeringens og sundhedsmyndighedernes side? Og hvad gør det ved den fremtidige lyst til at modtage anbefalinger fra det offentlige blandt disse og deres familier og i deres omgangskreds?

Hvordan får vi kortlagt de relaterede helbredsmæssige, samfundsmæssige, økonomiske og andre virkninger, som nedlukninger, udskudte behandlinger, isolation, vaccination og ikke vaccination, pas og test, har haft i blandt os? Bør vi ikke afsætte kræfter til at undersøge, hvad det bibragte af positivt og negativt at denne pandemi så tydeligvis var håndteret politisk og ikke først og fremmest sundhedsfagligt?

Det ville være en historisk fejl, hvis det danske samfund ikke ser sig tilbage. Det kan forekomme opportunt at stirre lige frem for sig og fokusere på fremtiden frem mod næste valg, men regeringen har både for sig selv og for det danske samfund alt at vinde ved at give plads til eftertanken. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)