Paula Larrain: Neutrale journalister hjælper ekstremister til magt

Hvad er forskellen på en mikrofon og en journalist?

Mikrofonen har ingen holdninger, den har ikke gået i skole, den har intet kendskab til demokrati, og den har ikke engang et værdigrundlag. Den er et teknisk apparat, der faciliterer en viderebringelse af alle synspunkter, helt uden at blande sig eller dømme. Den faciliterer.

En journalist? Ja, spørger man nuværende tv-chefer, er en journalist nogenlunde det samme: En, der faciliterer alle synspunkter, spørger ind, faciliterer, men ikke dømmer.

Flere hævder på sociale medier på baggrund af sagen om SVT's afstandstagen fra en politikers udtalelse, at journalister skal være 100 procent neutrale for at kunne virke i deres fag. De skal med andre ord gøre det samme som en mikrofon. Eller rettere, de skal holde mikrofonen eller opstille det stativ, mikrofonen står på og herfra ”lave historier”.

Neutralitet er ikke det samme som objektivitet.

Paula Larrain

I en verden, hvor fakta efterhånden er helt lige meget – det er følelserne, der gælder, nationalfølelsen, retsfølelsen, hyggen og frygten – handler det mest om at skabe effekt og handle. Ikke om at informere.

Men hvad sker der, når man bare afdækker, viderebringer, uden at redigere eller perspektivere? Man får en verden, hvor den, der føler mest og råber højest, bestemmer tonen.

Journalister skal til gengæld have vores allesammens værdigrundlag med, nemlig demokratiet.

Paula Larrain

Det er her, Danmark er på vej hen, og det er min faglige påstand, at dansk journalistik bærer en del af ansvaret herfor. Fordi man er hoppet med på den med, at journalister skal være 100 procent neutrale.

Det skal journalister ikke. Vi bliver uddannet til at være tilstræbt objektive. Det er noget ganske andet. Det handler om at være fair over for alle ligestillede kilder i hver sine klart optegnede kategorier og sætte informationer ind i en større sammenhæng – altså perspektivere. Neutralitet er ikke det samme som objektivitet.

Objektivitet er heller ikke det samme, som at man ikke har et værdigrundlag. Og her taler jeg ikke om, at journalister skal bringe deres eget moralske kompas i spil, hver gang de interviewer. Journalister skal til gengæld have vores allesammens værdigrundlag med, nemlig demokratiet.

Vores demokrati er ikke neutralt og har aldrig været det. Vores forfædre har kæmpet sig til nogle rettigheder, der bestemt ikke var almindelige for 200 år siden, og kampen for at beholde disse rettigheder foregår endnu. Ikke bare i fjerne egne, hvor krige startes efter krav om demokrati (Syrien), men også hos os selv.

I disse år er det selve grundlaget for demokratiet i Europa, der er i fare, måske fordi vi har taget det for givet for længe. Det er derfor ikke en dagsorden, som man bare kan overlade til dem, der råber højest. Journalister har ikke bare et ansvar for at perspektivere i henhold til virkeligheden, men en pligt til at virke på det demokratiske grundlag, der understøtter ikke bare ytringsfriheden, men også frihed til at tage del i et samfund på lige fod, til at forsamle sig, til at tænke anderledes, kort sagt til at være en minoritet, uanset hvilken. Det, der står i vores grundlov er vores grundlag, og det er ikke neutralt.

Så, hvad er forskellen på en mikrofon og en journalist? En journalist er en, der gennem sit håndværk oplyser befolkning på basis af tilstræbt objektivitet, der hviler på et fælles værdigrundlag, som vi kalder demokrati. Eller mere specifikt, det liberale demokrati.

Det illiberale demokrati ser i disse år dagens lys i Østeuropa. Her er man ved at nå frem til et grundlag, der ikke som vores anser alle mennesker som født ligeværdige. Det nationale ligger over liberale grundsynspunkter. Nationen overtrumfer demokratiet, som vi kender det, og kun flertallets ret, flertallets ideer og flertallets følelser får lov at være frie. Ikke det enkelte menneske.

Skal vi også den vej, eller skal journalister kunne sige fra i tide og udfordre selv de værste synspunkter i, hvad end form mediet selv vurderer er rigtigst? Eller skal journalister være mikrofoner og helt neutralt sidestille alting som lige godt? Ligegyldigt?

Det betyder ikke, at man skal holde op med at debattere alt det svære, fra menneskerettigheder over abortrettigheder til aktiv dødshjælp. Det betyder blot, at man abonnerer på et helt grundlæggende menneskesyn, som er, at alle er født ligeværdige uanset herkomst. Det mener racister ikke, at vi er. Skal journalister så stadig behandle racister som alle andre? Bare et synspunkt ud af mange?

Jeg indrømmer, at det er svært at virke sådan, som en journalist, der tager aktivt stilling for demokratiet. Dansk presse er lige nu fanget af økonomiske udfordringer og overlever derfor i endnu højere grad på at vække opsigt. Og public service-medier bliver presset politisk af netop de politikere, der ønsker journalister neutraliseret. Så man netop kan gå ind og få det vedtagne værdigrundlag til at vakle ved at råbe højere og højere.

Neutrale journalister hjælper til med den proces.

I min optik virker ansvarlige journalister bedst ved at droppe neutralitet og sortere, redigere og perspektivere. Fair og ordentligt – ikke for at vække opsigt, men for at oplyse, vidt og bredt. Ved først og fremmet at tage stilling til demokratiets grundprincipper.

Journalister tager i øvrigt hele tiden stilling til, hvad der er rigtigt og forkert. Som da Simon Andersen fra Radio24syv afslørede en DR-journalist i at samarbejde med Justitsministeriet om en solohistorie, hvor en modpart først meget sent fik lov til at være med. Her var journalistikken meget klar: Den slags er forkert, fordi journalistikken ikke skal være i lommen på politikerne. Radio24syv tog stilling og behandlede historien objektivt og fair. Men netop ikke værdineutralt.

-------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.