Paula Larrain: Nødvendig bog gør op med sproget i udlændingedebatten

ANMELDELSE: ”Bare fordi at” hedder Knud Lindholm Laus bog, der trin for trin argumenterer imod den efterhånden almindelige nedgørelse af udlændinge. Det er en vigtig bog, der forsøger at holde fast i det liberale, humanistiske menneskesyn, vi nu ikke længere kan tage for givet.

 

Altingets vurdering: 6/6

Paula Larrain BjørnAf Paula Larrain Bjørn
Journalist, klummeskribent og radiovært 

Ind i mellem kunne man godt tænke sig at læse et samlet svar på alle de mange uhyrlige påstande og beskyldninger, der fyger rundt i debatten om indvandrere og flygtninge.

Det har Knud Lindholm Lau, medieretoriker og journalist, sat sig for at gøre. Systematisk tager han påstande, beskyldninger og fejlslutninger op og modargumenterer med de perspektiveringer, som medierne kun for sjældent bringer med ind i nyhedsstrømmen.

Derfor er Lindholm Laus bog så utrolig vigtig og relevant lige nu. Fordi graden af fejlopfattelser i udlændingedebatten er så grel, at der er behov for en timeout for at blive mindet om noget så basalt som, at mennesker er født lige, og at man ikke skal dømme det enkelte menneske på hverken farve, køn eller herkomst.

"Bare fordi at"
Bogens titel ”Bare fordi at” refererer til den ofte udbredte påstand om, at man altså ikke er racist, bare fordi man ikke kan lide islam eller er imod indvandrere. I første del af bogen forholder han sig behørigt kritisk over for de mange postulater om udlændinges negative adfærd.

Han indleder med det værste og dokumenterer det sprog, som bruges i Den Danske Forenings lukkede Facebook-grupper, hvor man helt åbent taler om at ”eliminere” muslimer og betegner dem som ”stk” og ikke mennesker.

De meningsudvekslende her opfatter sig selv som modstandsfolk og er godt klar over, at de bevæger sig på grænsen af loven, hvorfor flere af dem udtrykker beklagelse og frustration over, at de bliver udsat for ”censur”, og at det derfor er svært at samles om ”modstand”, fordi ”vi ikke kan skrive os ud af problemerne, der skal handling til”. Samme sted nævnes Breivik som ”frihedskæmper”, fordi han ”tog fuglene på reden.”

Sprog kan legitimere ekstremister
Den underliggende hovedpåstand i bogen er, at den generelle negative stemning over for indvandrere og flygtninge legitimerer mere ekstreme personers fantasier om at skille sig af med ”dem”. Som grundlag til påstanden bruger han Victor Klemperer, hvis bog LTI – Det Tredje Riges sprog, Knud Lindholm Lau selv fik udgivet i 2010.

I LTI skriver Klemperer om, hvordan sproget er et kompas, der er med til at styre følelser og opfattelser. Det var således ikke gennem den enkelte Hitler-tale, at det tyske folk blev ledt til at hade og forfølge jøder:

”Nazisterne gled tværtimod over i massernes kød og blot gennem enkelte ord, faste udtryk og sætningsformer, som de fik påtvunget gennem millioner af gentagelser, og som blev overtaget mekanisk og ubevidst,” skriver Klemperer.

Gennem det ubevidste og mekaniske overtager vi som papegøjer ord, som bevidst plantes i propagandaen, og vi bliver dermed som gengivere automatisk en del af denne propaganda.

Nogle mere ekstreme typer tyr til opfordringer om vold, men jo mere almenbefolkningen har indtaget af den sproglige ”arsenik”, desto mere føles ekstremisternes kamp legitimeret. Her dokumenteret gennem heltemodige begreber ”modstand” og ”frihedskæmpere”, som de ekstreme facebookkrigere pynter sig med.

Håb endnu
Man skal tage sig sammen for ikke at mærke kvalmen, når man læser bogens dokumentation af visse danskeres ønske om at slå muslimer ihjel, kvinder og børn ej undtaget.

Til gengæld bliver man senere undervejs i bogen tilfredsstillet af alle de gendrivelser og modargumenter, som bogen også serverer. Det giver håb om, at udviklingen trods alt kan gå i en anden retning end den gik i 30'ernes Tyskland, og 90'ernes Rwanda og Bosnien-Hercegovina, hvor massemedier som bekendt spillede en afgørende rolle forud for folkedrab.

Noget af det mest almindelige i den danske debat er påstanden om, at man som ikke-vestlig indvandrer er mere kriminel og har flere kriminelle tilbøjeligheder. Det siger statistikken jo. Og de nøgne tal lyver ikke, eller hvad?

Er danskere mere kriminelle end nordmænd?
Ganske tørt gendriver Lindholm Lau denne påstand ved at sætte et perspektiv ind. Set fra Norge, er danskere nemlig højkriminelle. Danskere i Norge er 10 procent mere kriminelle end den ikke-indvandrede befolkning og hele 92 procent mere kriminelle end de hollandske indvandrere.

Hvad siger det om danskerne som typer? Ikke ret meget, vel? Fordi kriminalitet selvfølgelig ikke følger etnicitet, men er resultat af noget meget mere komplekst, hvor relationer til både mennesker og samfund kan have afgørende betydning for en kriminel løbebane. Hvorfor mangler dette grundlæggende perspektiv i f.eks. nyhedsjournalistikken?

Det samme i forhold til begrebet homogenitet og den såkaldte danskhed. Lindholm Lau analyserer begreberne, som de bliver brugt på højrefløjen, hvor det her står klart, at danskhed kun er noget, man kan blive født ind i, da den kræver, at din slægt, i en ikke nærmere defineret tid, har været på dansk jord. Så er alle født udenfor landets grænser helt basalt udelukket – ekskluderet.

Tid til at trække nazikortet?
Andre argumenterer slet og ret genetisk og evolutionsbiologisk, og så kan man med god grund trække det udskældte racismekort.

Især et par af de mest kendte nationalkonservative bloggere bliver udstillet som tyndbenede i dette afsnit. Knud Lindholm Lau konstaterer også, hvordan grupper som ”De Identitære” gennem mainstream medier er lykkedes med at rykke grænser i debatten ved at sige, hvad der før var utænkeligt: At det er ”blodets bånd”, der skal definere, hvem der er dansk og derfor i deres optik må blive i Kongeriget.

Her er kvalmen igen tilbage hos denne læser, for det foregår ikke i lukkede grupper. Bemærkningen faldt i Deadline på DR2. Lindholm Lau nøjes med at konstatere, igen tørt, at dette ”ikke er hørt i den almene offentlige debat siden nazismens tid”.

Tid til at trække nazikortet?

Knud Lindholm Lau gør det ikke direkte, men til gengæld gør han minutiøst opmærksomt på, hvordan sproget bliver brugt i den nutidige debat, og han slutter efter sine mange dokumentationer, argumentationer og perspektiveringer med at anbefale alle – ikke mindst medier – at være opmærksomme på, hvad sproget gør ved vores opfattelse af både samfund og mennesker.

Must-read for journalister
Hvis vi skal vende udviklingen bort fra den, vi har set gentage sig i verdenshistorien flere gange, skal medierne igen til at kvalitetssikre informationerne ved at bringe både balance og fairness i spil hver gang. Dette er en af de mange anbefalinger, som forfatteren kommer med i bogens sidste kapitel.

Man kan godt være blevet fejlinformeret som avislæser, hvis man gennem mange år er blevet bombarderet ensidigt af nationalistiske synspunkter, og de redaktionelle prioriteringer samtidigt har lidt af perspektivløshed. Og det gælder desværre ikke kun en avis eller et medie.

Derfor bør denne bog læses af så mange som muligt. De første skal være samtlige af landets redaktører og journalister. Herefter skal den være en del af pensum på første semester på journalistuddannelserne. For mig at se, er det netop nutidens svaghed i gatekeeperleddet, redaktørrollen, der har gjort denne bog nødvendig.

Knud Lindholm Lau: "Bare fordi at - sprog og forestillinger i udlændingedebatten", 299 sider, Tekst og Tale Forlag, er netop udkommet

Forrige artikel Torben Mogensen anmelder bog: Endnu en gang Djøf-bashing Torben Mogensen anmelder bog: Endnu en gang Djøf-bashing Næste artikel Lars Qvistgaard: Ny bog bidrager til vigtig debat om pseudoarbejde Lars Qvistgaard: Ny bog bidrager til vigtig debat om pseudoarbejde
Brexit-panik er udsat, men ikke aflyst

Brexit-panik er udsat, men ikke aflyst

TOPMØDE: 29. marts er ikke længere Brexit-dag. EU’s regeringschefer har givet briterne lidt mere tid til at bestemme sig for, hvordan de vil forlade EU-klubben.