Pelle Dragsted: Værsgo, Mette Frederiksen. Her er fire forslag, der kan hive en rød valgsejr hjem

Ligesom med Arne-pensionen er det afgørende, at der er tale om konkrete, materielle forbedringer i menneskers liv. Det som amerikanerne kalder 'bread and butter'-temaer. Og lige så afgørende er det, at politikken er så konkret og så fordelingsmæssigt venstreorienteret, at højrefløjen ikke bare kan kopiere den og sige, at det vil de da også gerne.

Og der er nok at tage fat på. Som sagt vokser utrygheden lige nu blandt mange danskere – lønmodtagere, pensionister og små selvstændige. Der er brug for røde svar på den utryghed. Og det er arbejderpartiernes opgave at give de svar. 

Men at give de svar er også den eneste sikre vej til at vinde et efterårsvalg. Så her kommer fire forslag til dagsordner, der kan vinde valget for socialdemokraterne og venstrefløjen.

1) Inflationshjælp betalt af inflationsbaronerne. Lige nu er hundredtusinder af danskere ekstremt hårdt ramt af prisstigninger. Inflationen rammer pilskævt. Det er lavtlønnede, fattige pensionister, lærlinge og studerende, der rammes hårdest, når elregningen fordobles, gasregningen tredobles og en pakke Kærgården pludselig koster 25 kroner i supermarkedet.

EU-kommissionen og FN's generalsekretær opfordrer til beskatning af inflationsbaronerne. Det er mainstream og ikke noget, som socialdemokraterne burde vige tilbage fra

Pelle Dragsted (EL)

Den højere middelklasse og overklassen klarer sig. De har penge på kontoen som de kan tære på. Inflationen barberer tilmed ned på deres boliggæld i villaen eller ejerlejligheden. 

Der er brug for akut økonomisk hjælp til de mest trængte grupper. Det kan være i form af målrettede hjælpechecks eller et midlertidigt forhøjet bundfradrag for de laveste indkomster. Man kan også sætte ind på udgiftssiden, som den spanske regering har gjort ved at kollektiv regionaltrafik gratis.

Uanset hvordan hjælpepakkerne skrues sammen, skal de være fuldt finansierede for ikke at bidrage til yderligere inflationært pres. En del kan muligvis finansieres af statens øgede moms- og afgiftsindtægter, der følger af de generelle prisstigninger, men en oplagt finansiering – som både er retfærdig og ville lægge en klar politisk kant til højrefløjen – ville være en engangsskat på såkaldte overnormale profitter i de selskaber, der lige nu spinder guld på prisstigningerne.

Det er særligt de energiproducerende virksomheder og fragtvirksomheder som Mærsk, men også fødevareproducenternes overskud skal overvåges. En række lande i Europa har allerede pålagt lignende éngangsskatter, herunder det konservative Storbritannien.

EU-kommissionen og senest også FN's generalsekretær opfordrer også til beskatning af inflationsbaronerne. Det er mainstream og ikke noget, som socialdemokraterne burde vige tilbage fra.  

2) Afmonter huslejebomben. Et andet sted, hvor mange danskere lige nu trues på deres økonomiske tryghed, er de stigende huslejer. Tryghed om huslejen bør være et andet centralt valgtema for venstrefløjen.

Lige om hjørnet venter en tikkende huslejebombe på at eksplodere og ramme op til 200.000 familier som et økonomisk hammerslag

Pelle Dragsted (EL)

Huslejepriserne er vokset så meget, at København nu ligger i den europæiske top seks for huslejeniveauer. Og lige om hjørnet venter en tikkende huslejebombe på at eksplodere og ramme op til 200.000 familier, der bor til leje, som et økonomisk hammerslag.

1. januar 2023 kan de nemlig se frem til huslejestigninger på 10 procent – for mange familier 1000-1500 kroner ekstra om måneden. Huslejebomben er resultatet af en boligaftale med højrefløjen fra 2014, der gav ejendomsinvestorer lov til at lade huslejen følge den generelle prisudvikling.

Men det er dybt uretfærdigt, for prisudviklingen er primært drevet af stigende energipriser, som lejerne selv betaler for over deres el- og varmeregningerne. For ejendomsinvestorerne er der bare tale om en ekstra milliardindtægt. Derfor bør Socialdemokraterne opsige forliget før valget, og love at ændre loven, så lejerne beskyttes mod de helt urimelige og skadelige huslejestigninger.

Det bør dog kun være første skridt i en mere grundlæggende reform af lejerbeskyttelsen, der sikrer langt større værn omkring de 20 procent af danskerne, der bor privat til leje. Den nuværende regulering er et slaraffenland for udenlandske kapitalfonde og andre grådige ejendomsspekulanter.  
   
3) Lønløft i velfærden. Vi har netop set, hvordan antallet af ansøgere til nogle af vores samfunds allervigtigste uddannelser indenfor velfærdsfagene er faldet drastisk. Det tal skal ses i en situation, hvor vi allerede mangler tusinder af medarbejdere på vores hospitaler, daginstitutioner og plejeboliger.

Da socialdemokraterne og højrefløjen desværre har tømt råderummet, er der brug for nye indtægter, der kan betale for et lønløft i velfærden

Pelle Dragsted (EL)

Det er en helt naturlig konsekvens af, at flertallet på Christiansborg i årevis har set den anden vej på trods af utallige nødråb fra medarbejdere, der kræver flere kollegaer og en løn, der svarer til, hvad folk i den private sektor med samme uddannelsesniveau tjener.

Den skæve lønfordeling er resultatet af et lønsystem, som bliver ved med at fastholde de traditionelle kvindefag på et uretfærdigt lavt lønniveau. Løsningen er ret åbenlys: Der skal ske et markant lønløft i de lavtlønnede velfærdsfag – sosu'er, pædagoger og sygeplejersker – der kan skabe indkomst-retfærdighed.

Lige nu afdækker Lønstrukturkommissionen uligelønnen, men socialdemokraterne bør sammen med venstrefløjen udstede et klart løfte om at afsætte et milliardbeløb til den reform, der skal følge kommissionens arbejde. Og det bør gøres inden valget.

Der er tale om mange og varige penge, og da socialdemokraterne og højrefløjen desværre har tømt råderummet med deres oprustningsaftale, er der brug for nye indtægter, der kan betale for et lønløft i velfærden. Det kunne være den millionærskat – som socialdemokraterne tidligere selv har barslet med – eller en formueskat på de allerstørste formuer.

Et kryds, der beskatter de allerrigestes indkomst og formuer og bruger pengene på bedre løn til de mest lavtlønnede, vil også være vigtigt for at gøre noget ved den hastigt voksende økonomiske kløft mellem danskerne, som desværre ikke er bremset eller vendt i den nuværende regeringsperiode.  
 
4) Stop den stigende pensionsalder. Én af de ting, der virkelig bekymrer mange danske lønmodtagere, er den stadigt stigende pensionsalder. Forestillingen om, at stilladsarbejdere skal svinge rundt i stilladserne som 70-årige er åbenlys latterlig og urealistisk. Det kan lade sig gøre i djøfernes regneark, men ikke i den virkelige verden.

Hvis socialdemokraterne sammen med venstrefløjen kan gøre et eller flere af disse temaer til hovedpunkter ved det kommende valg, så vil vi vinde det

Pelle Dragsted (EL)

Arne-reformen lindrer problemerne, men den lindring vil gradvist forsvinde, når aldersgrænsen for Arne-pensionen følger med pensionsalderen op forbi de 70 år. Derfor bør socialdemokraterne gå til valg på at sætte en stopper for den stigende pensionsalder.

Som minimum kunne de melde ud, at de vil følge Pensionskommissionens forslag om en lidt mildere stigning. Men optimalt ville det være at sætte en stopper for pensionsalderen ved for eksempel 70 år – sådan at dem, der har været længe på arbejdsmarkedet, maksmalt skal tvinges til at være på arbejdsmarkedet til de er 67 år. Også fremadrettet.  

Jeg er faktisk ganske sikker på, at hvis socialdemokraterne sammen med venstrefløjen kan gøre et eller flere af disse temaer til hovedpunkter ved det kommende valg – og hvis der udstedes helt klare og konkrete løfter om at skabe nye rettigheder og tryghed for lønmodtagerfamilier og lejere – så vil vi vinde det.

Og – nå, ja – få skabt et mere fair og retfærdigt samfund, hvor dem, der skaber værdierne, også sikres de ordentlige vilkår og økonomisk tryghed, som de fortjener.