Per Stig Møller: Gorbatjov blev den uheldige helt, for hvem det hele styrtede sammen

Mikhail Gorbatjov ville reformere Sovjetunionen, men bidrog med sin politik til, at kommunismen brød sammen og blev afløst af en ureguleret liberalisme med nogle oligarker og utallige fattige.

Han ville holde sammen på Sovjetunionen, men endte med dens opløsning. Alligevel står han som en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde politikere. Ikke i sit hjemland, hvor Putin reelt anklager ham for det hele og vil rette op på det alt sammen med sin nye autoritanisme, men i Vesten, hvor han i 1990 fik Nobels Fredspris efter i 1989 at have trukket den forslåede, sovjetiske hær tilbage fra Afghanistan og holdt den borte fra at intervenere, da østtyskerne væltede Berlinmuren.

Bondedrengen i Kommunistpartiet
Mikhail Gorbatjov var en bondedreng, født 2. marts 1931 i Prisnoje i det nordlige Kaukasus. I 1930'erne blev også hans familie ramt af og offer for Sovjetkommunismens brutale fremfærd overfor bønderne, og det glemte han aldrig. I sit indre vidste han, at kommunismen måtte reformeres og bibringes et menneskeligt ansigt.

Som så mange andre unge, begavede jurastudenter valgte han at gå ind i Kommunistpartiet for der at gøre karriere. Andre karriereveje for dem var der ikke mange af. I hans generation udviklede sig derfor en ”indre opposition”. De var nok med, men reelt imod, hvad der foregik og hvordan det foregik.

Imidlertid gik han helhjertet ind i partiet. Med sin indsats i Nordkaukasus gjorde han indtryk på de sovjetiske ledere. Og selv Andropov (tidligere generalsekretærer i Kommunistpartiet, red.) begyndte at holde øje med det unge talent; thi gammelmandsregimet havde brug for nye, friske kræfter.

Gorbatjovs reformpolitik udløste centrifugale kræfter, som ikke var tilsigtet.

Per Stig Møller

Allerede i 1971 blev han derfor medlem af Centralkomitéen og i 1980 af selveste Politbureauet. Efter at det sidste af de sovjetiske mumier, Tjernenko (tidligere generalsekretær i Kommunistpartiet, red.), døde i 1985 blev han med nød og næppe valgt til partiets generalsekretær og dermed til Sovjetunionens leder. Det snævre flertal var et ildevarslende tegn på, at nu stod han med en ”indre opposition”.

I 1985 var Den Kolde Krig på et nyt højpunkt, og Vesten forventede ikke, at den nye mand ville ændre Sovjetunionens politik og adfærd. Den tyske forbundskansler Helmut Kohl kaldte ham ligefrem ”en ny Goebbels”. Det blev Gorbatjov så vred over, at han nægtede at holde møde med Kohl.

En farlig mand for Sovjet 
Imidlertid overraskede Gorbatjov ved at sætte gang i en række fornyelser af Sovjetunionen for at redde den fra strådøden. Under sloganerne ”perestrojka” og ”glasnost” indvarslede han en strukturændring af hele det offentlige og økonomiske liv. Han åbnede for ytringsfriheden, ringede til Sakharov og gav ham friheden tilbage. Han liberaliserede for at frigøre kræfterne i samfundet og få gang i økonomien.

Gorbatjov erkendte, at Sovjetunionen med sit enorme militær-apparat var en kolos på lerfødder. Skulle han have råd til at forbedre befolkningens levevilkår måtte han bringe militærudgifterne ned. Det var rationalet bag den afspændingsproces han fra 1987 satte i gang sammen med den amerikanske præsident Ronald Reagan.

En sidegevinst for os i Danmark var, at dermed kom der en sådan afspænding i den danske sikkerhedspolitiske debat, at Det Radikale Venstre året efter kunne gå i regering sammen med Venstre og Konservative.  

Gorbatjovs reformpolitik udløste centrifugale kræfter, som ikke var tilsigtet. Den spirende ytringsfrihed og pluralisme åbnede pludselig for den selvstændigheds- og frihedstrang, der med vold og magt var blevet undertrykt i Sovjetrepublikkerne.

Kaukaserne og balterne begyndte at demonstrere for at få deres suverænitet tilbage. Dermed bekræftedes partiets ”indre opposition” i, at Gorbatjov med sine reformer var en farlig mand for Sovjetunionen. De ville for alt i verden ikke se den opløst. Det ville Gorbatjov heller ikke. Balterne advarede han om, at søgte de deres uafhængighed ville det udløse et blodbad, og blod kom der sandt nok til at flyde i Estland, Letland og Litauen.

Da litauerne som de første meddelte, at de ville forlade Sovjetunionen advarede udenrigsminister Sjevardnadze Vesten mod at støtte dem, for fik de lov at gå, så ville de andre baltere, kaukaserne og selv ukrainerne også forlade Sovjetunionen, og så ville den gamle garde slå til og vælte Gorbatjov.

Man risikerede et militærdiktatur, der ville indlede nye konflikter med Vesten, advarede han, hvorefter såvel den amerikanske udenrigsminister James Baker som forbundskansler Kohl bad litauerne om at tøve en kende og stikke piben lidt ind. De ville beholde Gorbatjov og undgå at uroen kom til at forhindre en genforening af Tyskland indenfor Nato.

Præsident uden land
Netop den fredelige genforening af Tyskland var et af de historiske resultater af Gorbatjovs politik. For ham var omstruktureringen og dermed fornyelsen af Sovjetunionen afgørende. Derfor lod han i 1989 de forskellige, undertrykte, østeuropæiske lande tage deres frihed tilbage. Derfor satte han efter rådslagning med Kohl ikke militæret ind mod østtyskerne, da de væltede Muren.

En gentagelse af nedkæmpningen af østtyskerne, ungarerne, tjekkoslovakkerne og polakkerne, som Sovjetregimet tidligere havde præsteret, ville blive alt for dyr. Og penge havde han i den grad brug for, at Kohl under forhandlingerne med Gorbatjov, kunne ende med at få dennes accept af genforeningen mod at levere klækkelige beløb til Sovjetunionen.

De skulle hjælpe Gorbatjov til at skabe den økonomiske fremgang, som kunne redde den og dermed også Gorbatjov, som Vesten frygtede ellers ville blive fældet.

Men forgæves; thi selv de Sovjetrepublikker, som ville ud af den sovjetiske sfære, måtte han i sidste ende også lade gå, selv om de gamle kommunister i august 1991 havde iværksat et kup mod ham for at sætte en stopper for Sovjetunionens eftergivenhed.

Belært af følgerne af Gorbatjovs demokratiseringspolitik udhuler og opløser Putin demokratiet og knægter ytringsfriheden.

Per Stig Møller

Kuppet mislykkedes, men havde den virkning, at nu meldte også belarusserne, ukrainerne og selv russerne sig ud af Sovjetunionen. Gorbatjov var blevet en præsident uden land. I julen 1991 tog han konsekvensen og trådte tilbage, hvorefter Sovjetunionen opløste sig selv.

Da Marx indvarslede kommunismens sejrsgang, skete det med ordene: ”Et spøgelse går gennem Europa”. Nu var det manet i jorden.

Selv om det ikke var hans hensigt, banede Gorbatjov vejen for det nye Europa med de store udvidelser af Nato og EU. En af mine bevæggrunde for hurtigst muligt at få dem med ind i vore institutioner var, at dermed blev de beskyttet mod en kommende, russisk revanchisme.

En mand af folket - modsat Putin
Den ser vi nu folde sig ud i Ukraine, der på den ene eller anden måde på gammelsovjetisk vis skal tvinges tilbage sammen med Belarus, hvorved Storrusland er genskabt. Belært af følgerne af Gorbatjovs demokratiseringspolitik udhuler og opløser Putin demokratiet og knægter ytringsfriheden.

Også det kinesiske kommunistparti tog ved lære af Gorbatjovs eksempel. Det måtte aldrig gentages i Kina, hvor partiet derfor i juni 1989 med hård hånd slog studenteropstanden ned og nu strammer grebet for at forhindre en gentagelse af kommunistpartiets fald og Sovjetunionens opløsning.

Han kom af folket, levede og følte med folket og drømte ikke om at misbruge magten og berige sig på dets bekostning.

Per Stig Møller

En uheldig helt, en visionær, der udløste processer, han ikke kunne styre og førte ham hen, hvor han egentlig ikke ville, var han. Men var han gået den gammelkommunistiske vej, havde han sat militæret ind og udløst opstande og kampe i Østblokken, hvorefter Sovjetunionen alligevel ville bryde sammen af overanstrengelse.

Det var, hvad han forudså, og den indsigt viste sig reelt at være til gavn for hundreder millioner af mennesker. Han ville ikke lade Kommunistpartiet optræde overfor andre, som det havde optrådt mod hans familie.

Slutteligt kan man ikke lade være med at sammenligne den gamle, svækkede Gorbatjov i det gamle, dårligt siddende jakkesæt, som vidnede om, at han sandelig ikke havde udnyttet magten til at berige sig og skjule gigantformuer i Vesten, med nutidens kleptokratiske magthavere.

Han kom af folket, levede og følte med folket og drømte ikke om at misbruge magten og berige sig på dets bekostning. Det skulle Putin og hans regime hellere have taget ved lære af.